diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: marts 2019

Fredags brownie :-)

Jeg så forleden et billede af en brownie med peanuts og skumfiduser på toppen – og så er der ikke langt fra tanke til handling. Især ikke, når der lå en giga skumfidus i skabet, som jeg vidste, jeg ikke ville spise umiddelbart – men kom den i en kage, så var sagen en anden 🙂

Brownie med peanuts og skumfidus (8 stk.)

1 æg

75 gr. sukker

75 gr. chokolade (mørk eller blandet)

50 gr. smør

60 gr. mel

25 gr. peanuts (saltede)

20 gr. skumfidus

Smelt smør og chokolade ved svag varme og rør det sammen. Pisk æg og sukker grundigt til lækker æggesnaps 🙂 Tilsæt chokoladeblandingen og pisk det sammen. Vend til sidst melet i. Fordel dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter), hvor der er bagepapir i bunden. Drys peanuts og skumfidus – der er klippet i små stykker – over dejen og bag kagen ved 175 grader i 25 minutter. Køler af i formen.

Når kagen er kølet skæres den i små stykker, for det er en intens kage. Min blev bagt lidt mindre end angivet i opskriften og er derfor til den bløde side i midten 🙂

Så er det næsten weekend – må det blive nogle dejlige dage.

Jette

Snack til fernisering

I går holdt vi fernisering i kirken, hvor konfirmandernes små ikoner blev afsløret. Det var helt fint og festligt – og selv om de unge mennesker ikke er meget for at sige noget, så ville de alligevel gerne vise deres forældre deres fine værker 🙂

Og de har også grund til at være stolte over deres ikoner – her har de med egne ord og symboler fortolket deres kommende konfirmationsord. Jeg er sikker på, at det hjælper dem til bedre at kunne huske ordet siden hen.

Efterfølgende var der tid til et glas sodavand eller vin – og så lidt snack. Sidste år havde konfirmanderne og jeg deltes om opgaven med at bage, i år har jeg gjort det.

Og der var en genganger – de hjemmelavede grissini.. De smager godt og er enkle at lave. I år trillede jeg tynde stænger af dejen, det var faktisk lettere end at rulle ud og dreje rundt 🙂

Og så bagte jeg frøkiks – de smager godt, men er ret umulige at få til at se fine ud. Så i stedet blev det brudstykker, og det fungerer fint som snack. Her gør det ikke noget, at de ikke er snorlige eller helt runde 🙂

Og så var der chips, jumborosiner og peanuts. Lidt pudsigt, så forsvandt det hjemmebagte først 🙂

Det er vådt og gråt i marts i år – graveren syntes, der var brug for lys. Så den gamle 7-armede lysestage var fundet frem og spredte et dejligt lys.

God torsdag.

Jette

Igen med på Træ.dk

Det er lidt sjovt, hvordan det stadig kan give lidt opmærksomhed – dette med at have bygget et sommerhus i træ 🙂

Men jeg fortæller jo også gerne om det. For det var da en helt speciel oplevelse at være bygherre, og at bygge hus er heller ikke noget, man sådan lige gør.

Mit lille sommerhus er jo helt i træ. Så det er dejligt at læse og se i både blade og på tv, at der er sket en hel del de senere år, med hensyn til synet på træ.

Træ har været brugt i århundreder, men blev skubbet af banen, for så nu igen at begynde at komme med som alternativ til betonbyggeri.

Alt det faglige omkring træ er jeg ikke inde i. Heller ikke første gang, da jeg skrev om byggeriet på Træ.dk. Nu er jeg blevet spurgt igen, om jeg vil skrive lidt. Denne gang har udfordringen været at svare på seks spørgsmål, som alle handlede om mit forhold til træ, oplevelser med det, og hvad jeg var fascineret af ved træ. Og det var meget sjovt at prøve at tænke i den retning.

Som nævnt, så fortæller jeg gerne om at bygge i træ og om mine erfaringer med det. En af de første gange jeg fortalte om sommerhuset var til avisens bolig tillæg. Der kan ses et enkelt billede fra den artikel her

Og så har jeg faktisk også en lille artikel liggende hos FSC Danmark – det synes jeg er lidt sejt 🙂

Og så sker det også ind imellem, når jeg taler med mennesker i forbindelse med kirkelige handlinger, at de fortæller mig, at de jo har læst om sommerhuset i avisen. Det er lidt hyggeligt, og åbner lige en dør til en lidt anden snak.

På en regnvåd onsdag

Jette

Til foredrag i Århus

Jeg er jo jævnligt af sted til et foredrag om dette og hint. Men i aftes var det dog et nyt emne, jeg lyttede til. Nej emnet er ikke nyt som sådan – det handlede om bæredygtighed, det gode – men også svære – bæredygtige liv.

Jeg har ikke før været ude og høre noget om det – men her bød muligheden sig. Og Peter ville godt med 🙂 Så det hele blev kombineret med et hyggeligt besøg hos ham i Århus.

Bag arrangementet stod Sustain daily – en lille virksomhed, som er meget aktiv på de sociale medier og som udgiver et blad et par gange om året. (Det var dem, der udgav det julemagasin, jeg også købte) Deres virke handler om at give gode råd og tips til et mere bæredygtigt liv – sådan i al almindelighed.

Deres målgruppe – eller i hvert fald dem, der lytter og læser med – er unge kvinder, alle med ønsker om at gøre noget godt for natur, miljø, kloden, næste generation osv. I aftes var der mange unge, og nogle få på min alder – og to mænd. Peter og en anden mand. Er klima og bæredygtighed kun noget kvinder bekymrer sig om? Det tror jeg nu ikke.

Men det bæredygtige liv – der hjemme, med vaskemidler, tøjindkøb, plastaffald og socialt ansvar – det er vist lidt en “kvindeting” at snakke om. Som Peter sagde, så handlede foredraget meget om, hvad man selv kunne gøre, at man skulle finde sine egne værdier og forsøge at leve efter dem. Der var ikke så meget handling ude i den store verden. Og det har han ret i. Men megen bæredygtighed begynder jo også hos en selv. At man bliver opmærksom på, at man kan gøre noget anderledes. Eller noget man altid har gjort, nok ikke er så godt for miljøet. Eller at man kan prioritere sine indkøb og vælge om de skal være økologiske, lokale eller årstids bestemt.

Når man begynder at tænke sådan, så opstår der lynhurtigt dilemaer. Og det var noget af det, som foredragsholderen Johanne Stenstrup påpegede. Og det er også derfor, at man sommetider opgiver, for hvad er det rigtige at gøre?

Og hun kom faktisk med et godt eksempel – som jeg lige havde stået med, da jeg lavede aftensmad i Peters lille lejlighed.

Jeg sorterer mit plastaffald – og køber sjældent en plastikpose for at bringe mine varer hjem. Så jeg synes, jeg er nogenlunde klar på, hvad jeg synes om plastik. At det er godt i mange sammenhænge, men vi skal sørge for at genbruge det. Jeg køber derfor også gerne grønt, der ikke er pakket ind i plast. Men meget er pakket ind blandt andet på grund af holdbarhed. Og i går købte jeg en færdig salatblanding i en plastikpose. Og det kan måske synes lidt paradoksalt, hvis jeg gerne vil spare lidt på plastikken 🙂 Det var bedre at købe det i løs vægt og selv snitte salaten.

Men det er ikke kun sort hvidt. Jeg tror det handler rigtig meget om at tænke sig om. Og gøre det man kan.

Det fik Peter og jeg en fin snak om på vej hjem fra foredrag. Og dejligt at han ville med. Jeg måtte dog godt få hans blad med hjem 🙂 Så kunne jeg give det til en, der var meget optaget af bæredygtighed.

God tirsdag.

Jette

Pasta og pizza med To Good To Go

Den lokale Dagli brugs i Hejnsvig er også tilmeldt madspilds ordningen To Good To Go. Et virkelig fint koncept, hvor man lidt før lukketid kan hente en pose fyldt med mad, der enten skulle være smidt ud eller har kort holdbarhed – prisen er ca. 30 kr. Og værdien langt højere 🙂

Ole havde købt sådan en pose, og den bidrog gevaldigt til aftensmaden i går. Skøn hvid pizza med asparges og en farverig og lækker pastasalat. Grøn aftensmad – og derudover frugtsalat – også med frugt fra posen.

Pastasalaten har jeg ikke nogen opskrift på. Men jeg synes det fungerer godt med masser af forskellige grøntsager blandet med grove pasta. Det kan godt blive lidt rodet, men smager skønt. I går var der blandt andet rå rosenkål i – skåret helt fint og tyndt, så smager det dejligt. Der ud over var der, hvad køleskabet gemte, også lidt feta. Det er altid godt. Dressingen er en olie-eddike.

Pizzaen er inspireret af Arlas køkken. En pizza uden ost og uden kød. Men lad dig ikke afskrække – den er god!

Hvid pizza med løg og asparges (3 – 4 pers.)

Pizzadej

Fyld

2 spsk. olie

2 løg i skiver

6 forårsløg i skiver

1 tsk. oregano

½ tsk. salt

Steg løg og forårsløg i olien et par minutter, tilsæt salt og oregano. Løgene skal ikke brune, kun blive bløde og lækre. Tages af varmen.

Desuden

2 – 3 dl. cremefraiche 9 % (eller højere %, hvis du har det)

250 gr. asparges

lidt salat

Rul dejen forholdsvis tyndt ud til en firkant og læg den på bagepapir. Forbag bunden 10 minutter ved 225 grader. På den varme bund smøres ca 2 dl. cremefraiche og løgblandingen fordeles over. Pizzaen bager videre 10 minutter ved samme varmegrader.

Mens pizzaen er i ovnen dampes asparges i mindre stykker et kort øjeblik i lidt vand, drypper af og venter.

Når pizzaen er bagt fordeles asparges og salat ovenpå og det sidste cremefraiche dryppes over.

Og så er der serveret 🙂

Vi blev så rigelig mætte i går – og ingen savnede kød 🙂

Nu venter en ny spændende uge – i det fineste kølige forårsvejr.

God mandag.

Jette

Refuse, reduce, reuse, recycle, rot

Måske du husker, at jeg for noget tid siden lånte bogen Zero Waste, og jeg fik den også læst. En interessant bog, hvor noget var mere relevant end andet. Men forfatteren havde fem principper, som hun brugte, når hun ville mindske familiens affaldsmængde. Og dem har jeg tænkt lidt over, for de giver faktisk god mening. Og så er det helt op til en selv, hvor meget eller lidt man vil gøre. Men det er muligt for os alle at gøre en forskel.

Forklaringerne til pricipperne er mine tanker, og derfor vil du sikkert kunne finde andre, som forklarer dem lidt anderledes 🙂 Men sådan her giver de mening for mig.

De fem Zero waste principper er – i prioriteret rækkefølge:

Refuse – sig nej tak til det, du alligevel bare smider ud, når du kommer hjem. Det er jeg ikke helt god til endnu 🙂 Her er hvad jeg lige fandt af reklameposer:

9 stk. som jeg har sagt ja-tak til, fordi dem kunne jeg jo bruge igen. Sandt nok, men det gør jeg ikke, for jeg har andre poser, som jeg hellere vil bruge. Så nu ryger de her poser til genbrug – fyldt med tøj til genbrug!

Men det er ikke helt let at undgå at få affald med hjem. For nylig købte jeg nogle bananer i løs vægt og lagde dem i min kurv – men da jeg kom op til kassen, lagde kassedamen dem straks i en plastikpose. Den havde jeg jo lige bevidst fravalgt – men jeg sagde ikke noget. Og fik en pose med hjem, som straks røg ud som blød plast. Vi er bare så vant til at få alt leveret i en plastpose – og det er altså ikke nødvendigt altid.

At mindske ens affaldsmængde begynder faktisk uden for en egen dør. Så vi tænker os om og kun tager det med hjem og indenfor, som vi virkelig har brug for, og ikke bare skiller os af med straks efter. Jo mindre tager med hjem, jo mindre skal der produceres – og det er til gavn for miljøet.

Reduce – hav ikke mere i dit hus, end du har brug for. Det er lidt den minimalistiske tankegang, der er i spil her. Jeg er på vej 🙂 Men når jeg bor i en kæmpe præstegård, så er der bare plads til rigtig mange ting!

Et kig i kælderen – hvor er der mange dåser, gamle urtepotteskjulere og ting, der ikke bruges 🙂

At minimere gælder mange områder. Også tøj og ting i alle afskygninger – at begynde at tænke over, hvad har jeg egentlig brug for. Og så ikke købe – bare for at købe. Det gør jeg nu heller ikke, jeg bliver så hurtigt træt at af gå i et storcenter 🙂

Reuse – genbrug, uden at det først skal laves om. Det er mest oplagt i mit køkken. Her gemmer jeg og genbruger tomme syltetøjsglas til det syltetøj, jeg selv laver.

Eller bruger glassene til opbevaring af alt fra mandler til kikærter. Måske du husker mit besøg i Bring bag – her er tanken den samme, at du kan medbringe din egen beholder og dermed spare emballagen.

Genbrug er faktisk også at begynde at reparere ting, der går i stykker. Det gjorde man før i tiden – men det er lidt gledet ud. Jeg tror dog ikke, at jeg kommer til at stoppe strømper, men en syning, der er gået op på et stykke tøj, den kan jeg godt reparere.

Recycle – aflever på genbrugsstation, affaldssorteret, så tingene kan blive smeltet om og brugt igen. Det gør vi alle i  større og mindre grad allerede. Samler pap og pair, dåser og metal, hård plast og blød plast.

Her er det en fordel at have god plads i huset – så jeg har kasser til tomme metaldåser og hård plast og samler blød plast i en stor pose. For så at tage det med på genbrugspladsen. Papkasserne er genbrug – fra brylluppet 🙂

Elektronik, pærer og alt muligt andet, der har været strøm til, afleveres også på genbrugspladsen.

Rot – et andet ord for at kompostere. Det er min kæphest, for jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal bruge energi på at brænde grønstsagsskræller og æbleskrog af – når de kan komme tilbage til natruen og blive til jord! Da jeg blev gift, fik vi en kompostbeholder i bryllupsgave! Og den bliver brugt flittigt.

På køkkenbordet har jeg min lille fine kompostspand, så det er så let at samle skræller, skaller og kaffegrums og så bære det udenfor.

Forår og oprydning hænger tit sammen – og det giver de her fem principper god anledning til at begynde på. Og det kan faktisk ses på mængden af den affald, der bliver hentet som dagrenovation. Den bliver mindre, når vi tænker lidt over, hvad vi gør med vores affald i dagligdagen.

Jeg håber ikke, at du synes, det er alt for frelst eller nørdet – men jeg tror, det er godt, hvis vi begynder aktivt at gøre noget omkring vores affald – i vores private huse.

Rigtig god weekend.

Jette

Skøn cheesecake lavet med agar agar

Ja, det er sjældent, at det står i overskriften, hvilket middel der er brugt for at få en masse til at stivne 🙂

Men det viste sig, da jeg skulle finde en opskrift og en vejledning i, hvordan agar agar skal bruges, at det så ikke var så let at finde noget om det.

Så hermed kommer min måde at anvende det på. Agar agar er udvundet af tang, og dermed vegetabilsk, og det skal koges, før det begynder at virke.

Selve cheesecaken er ret traditionel – dog har den et lag syrlig citroncreme i midten, men det passer perfekt til den søde flødeostecreme. Jeg har kigget med hos Ditte og blev inspireret der 🙂

Cheesecake med citroncreme (6 pers.)

150 gr. digestive

75 gr. smør

Kom kiksene i en plastikpose og knus dem – evt. med en kagerulle – ellers bare mas dem godt til der er fine krummer. Smelt smøret og kom det i en skål sammen med kiksekrummerne og rør det sammen.

På serveringsfadet sættes ringen fra en springform (ca. 18 cm i diameter) Sæt evt. bageplast på indersiden. Kom kiksemikset i og tryk det jævnt ud i bunden og sæt så bunden på køl, til den er blevet hård.

Citroncreme

1/6 tsk. agar agar (ikke ret meget :-))

1 ciron, saft og revet skal

55 gr. rørsukker

1 æggeblomme

20 gr. smør

Kom agar agar, citronsaft, skal og 25 gr. rørsukker i en lille bitte gryde og bring det i kog og kog ganske kort. I en skål kommes resten af sukkeret og æggeblommen og det piskes godt sammen, tilsæt så citronlagen, mens der piskes. Kom det hele tilbage i gryden og bring det næsten i kog. Jeg plejer at kigge efter en boble eller to og tager så gryden af. Cremen er tyknet undervejs. Kom nu smørret i og lad det smelte i den varme creme.

Hæld cremen over den kolde kiksebund og lad det blive koldt.

Flødeostecreme med hvid chokolade

½ tsk. agar agar

75 gr. hvid chokolade

1 tsk. vaniljesukker

1 tsk. citronsaft

1 dl. cremefraiche 9 %

60 gr. flormelis

200 gr. flødeost

1½ dl. piskefløde

Bring agar agar, ½ dl. piskefløde og citronsaft i kog og lad det koge et øjeblik. Tag det af varmen. Hak chokoladen og smelt den – jeg brugte mikroovnen – men hold øje og gør det med små intervaller. Pisk 1 dl. fløde til blødt flødeskum. I en anden skål piskes vaniljesukker, flormelis og flødeost sammen.

Tilsæt agar agar blandingen til den smeltede chokolade og rør det godt sammen. Kom det derefter i flødeosteblandingen – og pisk grundigt. Til sidst vendes flødeskummet i.

Kom cremen over kiksebunden og bank fadet let, så lufthuller bankes på plads 🙂 Afkøl kagen et par timer.

Marengstoppe

1 æggehvide

25 gr. sukker

25 gr. flormelis

lidt frugtfarve

Pisk æggehviden stiv i en helt ren skål, og tilsæt sukker og pisk til en sej marengs. Vend derefter flormelis i. For at få lidt farvespil på toppene, smøres en sprøjtepose med lidt frugtfarve indvendig inden marengsmassen kommes i og så sættes små toppe på en bageplade med bagepapir. Bages ca. en time ved 100 grader. Køler af på pladen.

Når kagen skal serveres fjernes ringen og bageplasten og der pyntes efter fri fantasi. Jeg brugte marengstoppe, hvid chokolade og revet citronskal.

Og som du kan se, så står min kage på bunden af en springform – og det er altså en dårlig ide, for kagen kan ikke flyttes derfra 🙂 Så husk, at lave kagen direkte på serveringsfadet.

Det blev en lækker kage, agar agar fungerede fint, det var let at skære pæne stykker af kagen. Det har jeg desværre ikke noget billede af, kagen blev spist inden fotografen kom på banen 🙂

God torsdag.

Jette

Et besøg hos Aarstiderne

Som jeg har fortalt om før, så får jeg hver 3. uge leveret en vegetarkasse fra Aarstiderne. Til stor glæde for mig selv – fornøjelsen ved at åbne og se, hvilke grøntsager og andre spændende ting er med denne gang 🙂

Som kunde har man mulighed for at komme på besøg på Barritskov, hvor Aarstiderne holder til, og få aftensmad af overskudsgrøntsagerne – altså dem, de ikke havde fået solgt i denne uge. Og det var virkelig imponerende, hvad kokken havde fået ud af de grøntsager.

Der var et langbord med utrolig mange forskellige retter og salater, perlebygsalat, stegte selleri, hvidkål og grøntkål i lækre udgaver og så en helt utrolig lækker bønnegryde – som det varme indslag. Desuden var der masser af nybagt brød og forskellige hummuser – lavet på andre bønner end kikærter. Jeg fik en opskrift med hjem, så den må afprøves en dag.

Fællesspisningen blev afholdt i et dejligt og fint lokale med rustikke bjælker og lange borde – en helt igennem hyggelig atmosfære.

Inden vi fik mad, var vi på rundtur i produktionen. Eller rettere, vi var rundt og se, hvor grøntsager og frugt blev opbevaret, og arbejdsgangene med at få dem pakket i kasser, så de lige passede med det, kunderne havde bestilt.

Det er altid spændende at se lidt bag ved det hele, og få et indblik i, hvilke overvejelser og tanker en virksomhed gør sig. Og Aarstiderne havde sadlet helt om for 10 år siden – indtil da leverede de udelukkende økologiske grøntsagskasser. Men efterspørgslen blev en anden, så i dag leverer de udelukkende måltidskasser, dvs. at når man åbner kassen, så er der alt, hvad der skal bruges for at lave et måltid – og opskriften er vedlagt.

Det fungerer fint – jeg får nu ikke altid lavet den opskrift, de foreslår, men pyt med det 🙂

De mange grøntsager bliver opkøbt – både i indland og udland. Ud af de 200 leverandører, de får grøntsager fra, er der 70 fra Danmark. Der er simpelt hen ikke nok i DK til at dække efterspørgslen, og som den venlige guide fortalte, så blev det også for kedeligt hen over vinteren, hvis der kun var danske rodfrugter og kål i hele den periode.

En interessant aften – med lækker vegetarisk mad, og god information.

God onsdag.

Jette

Små glimt fra de seneste dage

Det var en dejlig fri weekend – som gik med en del forskelligt. Men alt sammen i dejligt selskab, og med masser af gode stunder, lækker mad og endnu mere snak 🙂

Vi spiste hos Trine og Martin fredag – og medbragte selv maden. Jeg mindes, at min mor gjorde det samme, når hun og min far kom på besøg. Så havde de også bilen pakket med aftensmaden – så det kunne være let for mig. Og jeg tror Trine nyder, at den tradition nu går videre 🙂 Risottoen var en opskrift fra DR – og smagte dejligt.

Men størst lykke gjorde nu cheesecaken. Og den kommer der mere om i et indlæg for sig. For den er lavet med agar agar – det vegetariske husblas – lavet af tang. Det var nemt nok at arbejde med, men selvfølgelig altid lidt spændende, når det er første gang 🙂

Lørdag var jeg ude i Oles store hal for at hjælpe med at få gjort strøer klar, der skal lægges under den nye terrasse ved sommerhuset. På billedet er bjælkerne blevet malet med trætjære og linolie.

Og jeg stod og filosoferede lidt, mens vi stod i duften af tjære og gammelt træ 🙂 For der var noget arbejde med at få bjælkerne gjort klar. Der skulle bankes tværbrædder af og fjernes utallige søm, inden de kunne males. Men sådan er det jo med genbrug – der skal gøres noget, før det er klar til brug igen. Men på den anden side, så skal der jo ikke bruges energi eller ressourcer  på at fremstille et nyt produkt. Så ingen tvivl om, at genbrug er godt for miljøet 🙂 

Og i går var det min tur til at have korkage med. Jeg havde delt opgaven med en veninde, for koret er blevet større og større med årene, hvilket er rigtig godt. Men der skal jo så også bages mere kage! Så for ikke at skulle bage kæmpe kager, deles vi om opgaven.

Jeg er ret vild med æblekager – så det blev det igen. Jeg bagte denne opskrift, i lidt mindre udgave. Før har jeg bagt denne kage til kor. Der blev stort set spist op – jeg har lige et stykke til min eftermiddagskaffe 🙂

God tirsdag.

Jette

Forår, fredag og friweekend

What’s not to like? 🙂 Det er da en dejlig dag at gå i møde.

“Hvad var det dig der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarst

må smeltes ved at se det

den første dag i marts.

Hvad gennembrød den sorte jord

og gav den med sit søblå flor

et stænk af himlens tone?

Den lille anemone

jeg planted der i fjor.” (Kaj Munk 1943) 



Jeg har ikke nogen blå anemone, som jeg har planted om. Men sangen her om den blå anemone er bare en dejlig forårssang, med fine naturbilleder – og en skøn melodi.

Forår – det har sin egen spænding og forventning i sig. I min lille familie har 5 ud af 6 fødselsdag i forårsmånederne 🙂

Haven begynder at indbyde til at være ude i den.

Ikke at det er de store ting jeg gør i den – men klipper brombær ned, det er altid en god beskæftigelse – det bliver så synligt, hvad man får lavet 🙂

Fredag – er i dag ensbetydnede med avislæsning, formiddagskaffe og forberedelse af lækker vegetarisk aftensmad til familien.

Friweekend bliver med arbejde – i roligt tempo. Arbejde, jeg normalt ikke laver. Der skal nemlig males, eller rettere smøres linolie/tjære på nogle gamle spær, som senere på foråret skal bruges som strør under en lille ny terrasse ved sommerhuset.

Spærene kommer fra Oles gamle maskinhus, som blev pillet ned sidste år. Da de kom ned på jorden, viste det sig, at spærene var fine og tørre og sagtens kunne leve videre et andet sted. Og det sted bliver altså på Sydfyn, som understøtning til en terrasse mod øst.

Jeg glæder mig allerede til at kunne side der og drikke morgenkaffe 🙂 Men der er noget vej endnu, men terrassebrædderne er indkøbt, så jeg – eller nok rettere – Ole, venter på lidt mere varme i luften, før arbejdet med at skabe denne skønne plet, går i gang.

Men nu er det forår – hvilken dejlig tid.

Rigtig god weekend til dig.

Jette

Side 2 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal