Det kan vel næppe kaldes vinterferie – men det var i hvert fald tid i sommerhus 🙂 Og dermed andre omgivelser end præstegården.

Og det er bare hyggeligt at være i det lille hus. Det dufter dejligt af træ, når jeg træder inden for – også selv om det selvfølgelig er ret køligt, når jeg kommer, for der jo ikke varme på i huset.

Men den lille brændeovn gør det godt, og i går hvor solen skinnede så fint og varmt, så stiger temeperaturen rimelig hurtigt.

Jeg havde Diva med 🙂 Det er godt selskab, og hun kan også godt finde ud af at være i huset. For år tilbage ville jeg aldrig have troet, at jeg kunne sove i samme seng som en hund! Men det går nu forbavsende godt. Her er Diva lige stået op 🙂

Udenfor havde det været frost. Is på bil og græs talte sit eget sprog. Men jeg vil langt hellere have kulde og vinter nu – end når vi kommer til sidst i marts.

Solen står stadig lavt – men har en helt fantastisk farve og glød. Så selvom det var koldt, så ser det da hyggeligt ud med brændely og solstrejf på gavlen.

Der bor også – mindst – en muldvarp på grunden. Og det får den lov til at blive ved med. Så ind imellem skyder den jord op. En del af al den jord har jeg flyttet over i de tre små plantekasser, for muldvarpejord er bare så fint og porøst.

Tid i sommerhus på denne årstid er lig med tid til at læse 🙂 Jeg er faldet over denne bog om Zero Waste. Altså et liv uden spild og affald. Den er skrevet i Amerika og tager derfor udgangspunkt i livet der – men hoved pointen er at komme til at leve et liv helt uden affald. Det er ret meget over mit mål – og heller ikke realistisk i forfatternes øjne. Men hun gør et ihærdigt forsøg. Og hendes tanker kan da altid inspirere – om ikke andet, så til måske at få kigget på og ryddet lidt op i alt det, man – jeg – har, som ikke bliver brugt, og dermed bare fylder.

Jeg er ikke færdig med bogen – så måske skriver jeg lidt mere om det en anden dag. Nu kalder arbejdet – efter et afslappet døgn i sommerhus.

God tirsdag.

Jette