Konfirmanderne lavede for noget tid siden nogle flotte ikoner. Og i næste uge holder vi fernisering og afslører deres små mesterværker. Vi – eller nok mest jeg – har planlagt  at der skal serveres små snacks og drikkes bobler af fine glas. Opgaven med at lave snacks er delt det ud, så konfirmanderne laver nogle – og jeg forsøger mig med disse. Og nogle dadler i svøb 🙂

Småt tager tid, men det ser altid festligt ud. Så det er umagen værd.

Små pirogger (12 – 14 stk.)

1 dl. vand

1½ spsk. olie

½ tsk. groft salt

50 gr. pizzamel

50 gr. grahamsmel

ca. 100 gr. hvedemel

Røres sammen og æltes til en lækker dej, hæver et par timer.

Fyld:

1 spsk. revet parmesan

2 kogte kartofler

1 tsk. tørret persille – eller 1 spsk. frisk hakket persille

½ tsk. tørret basilikum

1 spsk. olie

lidt citronsaft

lidt chiliflager

1 fed presset hvidløg

salt og peber

Kartoflerne moses og blandes med de øvrige ingredienser og smages til.

Ælt dejen igennem og rul den tyndt ud og udstik små cirkler, ca. 7 cm i diameter. Læg 1 tsk. fyld på og fold dejen over, så du får en halvmåne. Tryk rundt i kanten med en gaffel.

Bages ved 200 grader ca. 12 minutter til de er pænt lyse brune. Køler lidt af, og smager dejligt nybagte. Kan evt. lunes.

I aften kan Ole og jeg så nyde både dadlerne og de små grønne pirogger – det bliver ikke dårligt.

God weekend.

Jette