Jeg har de sidste mange gange bagt nødde grissini – så mange, at resten af familien vist ikke er helt så begejstret for dem, som jeg er 🙂
Så nu skulle der prøves noget andet. Og det blev shortbread – disse klassiske skotske småkager – sprøde og fine. Jeg har bagt dem en enkelt gang før, og blev dengang overrasket over, hvor godt de smagte. Nu er det forsøgt igen – men med lidt grahamsmel i. Det giver både lidt bid og gør dem lidt grovere. Nogen vil synes, at det kan man ikke – en småkage med groft mel – det er helt forkert. Måske. Men jeg kan nu godt li’, at der er lidt at tygge på, mens man nyder en dejlig kage. Så derfor 🙂
Shortbread med grahamsmel (15 stk)
35 gr. flormelis
75 gr. smør
et nip salt
½ tsk. vaniljesukker
25 gr. grahamsmel
85 gr. hvedemel
Kom smør, flormelis, salt og vaniljesukker i en skål og pisk det sammen. Tilsæt de to slags mel og ælt det ind i dejen. Du ender op med en lækker blød dej, som lægges på køl en times tid.
Rul dejen ud til ½ cm tykkelse og udstik små kager – eller skær dejen i firkanter, hvis det skal gå lidt hurtigere. Sæt kagerne på en plade med bagepapir og prik dem lidt med en gaffel, inden de bages ved 180 grader ca. 10 minutter. De skal være lyse 🙂 Lad dem afkøle på pladen, og kom den senere i en kagedåse.
Jeg ved ikke om skotterne synes, at dette er et klassisk shortbread – men pyt, jeg synes de smager dejligt. Og de er altså lette at lave – og som en sommersmåkage er den helt perfekt. Og igen, det er helt forkert i forhold til oprindelsen – her er det en traditionel julesmåkage 🙂 Så med et halvt år til jul, så må det siges at være ude at trit med traditionen.
Men jeg synes, du roligt kan bage en portion – uanset tidspunkt på året.
God sommerdag.
Jette