Det har været en rigtig dejlig weekend. Med masser af solskin og lune vinde – eller rettere næsten ingen vind. Så der er blevet brugt meget tid udenfor – i haven og ved sommerhuset. Og så er der blevet spist shortbread.
Hvorfor det hedder sådan – tjah det ved jeg ikke, måske det hænger sammen med den traditionelle form, små aflange brød 🙂
Jeg husker dem fra min tid i Skotland for mange år siden, og husker dem, som noget min mor talte om med stor entusiasme, noget hun satte stor pris på.
Og har nu læst mig frem til, at de er en gammel spise, den første opskrift er fra 1736 og fra Skotland.
De smager godt. En meget enkel småkage, en lille kage lavet af få ingredienser. Jeg kom til at tænke på dem igen, da jeg forleden i avisten læste en opskrift. og den måtte lige prøves. Her i min fortolkning – med lidt citron.
Shortbread (15 stk)
75 gr. smør
35 gr. flormelis
110 gr. mel
et nip fint salt
½ citron, revet skal heraf
Tag smørret ud i god tid. Det bløde smør piskes med flormelis. Tilsæt salt og citronskal og pisk en enkelt gang. Kom melet i og rør det sammen. Dejen er lidt speciel i sin konsistens, og selv om det først virker som alt for lidt mel, så passer mængden meget godt til sidst 🙂 Dejen samles og lægges på køl.
Rulles derefter ud i en firkant og skæres i små rektangler og prikkes med en gaffel. Sættes på en bageplade med bagepapir og bager 13-14 minutter ved 180 grader. De må endelig ikke få for meget – kun meget svag gylden.
Og så er der skønne små shortbread. De smager virkelig godt – lækre og delikate 🙂
En travl uge venter. Men hvor forventningen er i top – hele familien skal en smuttur til Milano sidst på ugen. Vi glæder os 🙂
God mandag.
Jette
Karen
Mums – dem vil jeg prøve. Jeg havde helt glemt shortbread. Har ellers spist mange ruller shortbread på ferier i England – nogle med citron, nogle drysset med knasende sukker og nogle bare helt uden noget – og de smager allesammen godt.
Jette Holm Rosendal
De forsvinder hurtigt 🙂