diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: januar 2022 Side 1 af 2

En stormturist

Det ord kendte jeg ikke før jeg hørte det forleden 🙂 Men det giver vældig god mening. Det er en betegnelse for alle os, der valfartede til Vesterhavet for at se stormens vældige brusen. Og det var fascinerende. Kæmpe bølger og skum, der sprøjtede ind over stranden og masser af små sandkorn, der bed i ansigtet.

Vores weekendtur blev i den grad præget af stormen Malik. Faktisk føltes det lidt forkert at forlade huset for at tage på tur – men nu var det hele jo arrangeret. Så vi tog afsted. Og fik helt sikkert en oplevelse, vi ikke lige glemmer.

Sidste fredag i januar

Det er egentlig utroligt – at den første måned i 2022 næsten er gået. Og det er sidste fredag i måneden, og jeg ved allerede, at næste fredag ser helt anderledes ud. Kalenderen er kommet i brug igen, og de første samtaler og aftaler er skrevet ind i den.

Havregryn forvandlet til müsli

Vi – eller nok mest Ole – er begyndt at spise tykmælk med müsli på om morgenen. Og er der noget, der er god økonomi i at lave selv, så er det müsli 🙂 Jeg har lavet det før – både en med saltede pistacienødder i og så denne med kokosolie. Begge smager vældig godt, er lette at lave og kan bruges både til morgenmad – men også som drys i en dessert med æblemos og creme fraiche. Og hvis det arrangeres i et glas, så ser det helt festligt ud 🙂

En dejlig nytårskoncert

Selv om vi er kommet et godt stykke ind i januar, så er der stadig nytårskoncerter, der afholdes 🙂 I weekenden deltog jeg i Nytårskoncerten i Middelfart. Jeg har været med tidligere og hver gang har jeg været med i nytårskoret. Et kor, der var sammensat til lejligheden.

I år var det en jubilæumskoncert, for det var 25 år siden, at den første koncert blev afholdt – eller rettere 26 år siden, for selvfølgelig spillede corona også ind her.

Men i år var det muligt – med mundbind, coronapas, sektioner og siddende drinks 🙂 Og hvilken dejlig koncert blev det ikke.

Kager og kanter

Bag overskriften gemmer sig kun, at jeg i går bagte kager og fik syet kanter på præstekjolens ærmer 🙂

Kagerne er vaniljekranse – også selv om vi er langt forbi jul og Hellig tre Konger. Men de smager godt alligevel. Og så har jeg fået købt nogle vaniljestænger – tilbage i december – og jeg er stadig lige fascineret af at bruge dem. At skrabe de små korn ud af stængerne og blande dem med sukker – og siden se dem som prikker i dejen. Det er en fornøjelse 🙂 I går undlod jeg mandelmelet – men kagerne smager dejligt alligevel.

Vegansk quinoabøf

Januar er vist en måned, hvor der ryddes op mange steder 🙂 I skuffer og skabe, i overfyldte kasser med masser af hobby ting eller bunker af papirer, der sorteres. Eller måske en intention om at få spist nogle af fryserens mange rester eller kigget på køkkenskuffens halvtomme poser med diverse indhold.

Sådan har jeg det lidt – jeg har en intention om at komme lidt til bunds i de mange poser af forskelligt indhold – men det tager tid 🙂

I går blev det en pose quinoa, der blev tømt. Dejligt. Og med inspiration af Meyers opslag om burger med quinoabøf – så blev der lavet en lille vegansk portion i mit køkken. Og resultatet var ganske fint – og når det så fik følgeskab af ovnbagte gulerødder med hvidløg og feta, syltede rødløg og kartofler og hjemmelavet bearnaisesauce – ja så blev vi rigeligt mætte. Og havde fået mad med masser af farve selv på en januardag 🙂

Solskin på tredje mandag i januar

Og hvorfor skulle det nu være så bemærkelsesværdigt ? Det er det, for netop i dag er kåret til årets allermest triste dag. Hvem der står bag kåringen ved jeg ikke – men jeg vågnede nu ikke op til morgen og tænkte: Det er godt nok en trist dag i dag.

Jeg havde planlagt en tur i sommerhus og i aften står den på korprøve, så det er da egentlig kun gode ting på en mandag i januar 🙂

Og solen peger i samme retning. Her er det blevet stille vejr og sol fra en blå himmel.

En tur forbi Fåborg havn understøttede følelsen.

Her så jeg disse små huse – træhuse i rødlige farver og med unikke døre. Jeg ved ikke, hvad de bliver brugt til – måske fiskere har noget grej i dem. Men det første hus hed “Villa havblik” – så man er ikke i tvivl om, at ejeren er glad for sit hus. Størrelsen uagtet 🙂

Og udsigten er da også ganske fin fra det lille hus.

Sommerhuset fik en enkelt julerose inden for. Den er da også fin på denne tredje mandag i januar.

Håber du har en hyggelig dag – ligegyldigt hvad den ellers er kåret til.

Jette

Rødbedebrød

For noget tid siden købte jeg en pose rodfrugter. De er altid gode at have liggende i køleskabet – så er der altid mulighed for at lave et godt tilbehør til aftensmaden. Bagte rodfrugter smager vældig godt.

Men problemet er lidt rødbederne. Jeg er ikke så glad for dem. Så længe har der ligget et par forsømte rødbeder nederst i køleskabets grøntsagsskuffe. Men nu skulle de frem i lyset. Så den ene blev en del af et fad med bagte rodfrugter – og den anden er nu endt i et par små brød 🙂

En bil skal kunne køre …

Det begyndte ellers vældig godt. Jeg har været en tur i sommerhuset og nydt tiden der. Det er koldt, når jeg kommer derned, men efter et par timers intens optænding og ild i brændeovnen, så er huset rart at være i.

En tur til vandet i stille vejr – der var næsten ingen bevægelse i vandet, og alle naturens lyde hørtes tydeligt. Det er virkelig godt for sjæl og sind ind imellem at opleve det.

På terrassen landede solens stråler – så det indbød næsten, men også kun næsten, til at sætte sig ned. Det blev ved tanken, i stedet blev vasketøjet tørret udendørs – det er også luksus 🙂

Tid til appelsinmarmelade

I weekenden er der lavet appelsinmarmelade 🙂 Både efter den opskrift jeg altid har brugt – og efter en ny opskrift. Grunden til, at jeg gerne ville prøve en ny, er, at den gamle opskrift giver en let bitter marmelade. Det smager fint, men også lidt specielt.

Så nettet blev gennemsøgt – og jeg endte med at lave denne lille portion. Appelsiner og citron er naturligvis økologisk.

Appelsinmarmelade med rørsukker

2 appelsiner

½ citron

1 dl. vand

100 gr. rørsukker

Skræl appelsinerne og citronen fint, så der kommer så lidt som muligt med af det hvide med på skrællen. Jeg brugte en kartoffelskræller til formålet. Kom skrællerne i en gryde sammen med vandet og kog det ca. ½ time. Appelsinen befries fra den hvide hinde og skæres så i mindre stykker. Det samme gøres med citronen. Det hele kommes ned til skrællerne og koger videre ca. ½ time, hvorefter sukkeret tilsættes. Koger stille under låg ca. en times tid. Køler lidt af, inden det køres på minihakkeren. Kommes på rene glas, der er skyllet med lidt spiritus.

Og uanset smag, så er farven fantastisk. Helt naturlig og uden et eneste tilsætningsstof 🙂

Nu har jeg vist nok til denne vinter – og vil hver dag glæde mig over smag og farve.

God mandag.

Jette

Side 1 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal