Det er egentlig utroligt – at den første måned i 2022 næsten er gået. Og det er sidste fredag i måneden, og jeg ved allerede, at næste fredag ser helt anderledes ud. Kalenderen er kommet i brug igen, og de første samtaler og aftaler er skrevet ind i den.

Men i dag begyndte fredeligt og hyggeligt. Med tid til at læse, strikke og snakke med Bella 🙂 Og udenfor lysner det og tegner til at blive en fin solskinsdag – inden det i morgen stormer løs.

Weekenden byder på en tur til Vestkysten med overnatning nær Vedersø – så der er lagt op til historiens eftertænksomhed og naturens storslåethed. Jeg glæder mig.

Med et citat fra bogen, jeg læste lidt i:

Hvad står jeg op til? Jakob Knudsen skriver det i en af sine salmer: “takke ham, at morgnen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død.” Dagen har en grundlæggende fryd i sig. Når vi er sammen, kan vi glemme både tid, sted og os selv. Vi er optagede af hinanden. Der lyttes. I dén åbning sker der noget. Vi oplever liv, vi ikke kan redegøre for.” (“Forsøg udi HÅB”, p. 63)

Citatet er taget lidt ud af sin sammenhæng – men det er da en fin opfordring til at se en ny dag med nye øjne. Glæde sig over dens muligheder – velvidende at dagen også kan rumme bøvl og besvær og ting, der er svære at rumme eller håndtere.

Men denne fredag morgen – da vil jeg lade solen lyse op og mærke, at der er kommet endnu mere varme i dens stråler.

Må du få en dejlig weekend.

Jette