Selv om vi er kommet et godt stykke ind i januar, så er der stadig nytårskoncerter, der afholdes 🙂 I weekenden deltog jeg i Nytårskoncerten i Middelfart. Jeg har været med tidligere og hver gang har jeg været med i nytårskoret. Et kor, der var sammensat til lejligheden.
I år var det en jubilæumskoncert, for det var 25 år siden, at den første koncert blev afholdt – eller rettere 26 år siden, for selvfølgelig spillede corona også ind her.
Men i år var det muligt – med mundbind, coronapas, sektioner og siddende drinks 🙂 Og hvilken dejlig koncert blev det ikke.
Men mest af alt, er jeg imponeret over det store arbejde frivillige gør, for at et så stort arrangement kan løbe af stablen. Da vi (koret) kom til hallen, var der helt styr på, hvor vi skulle være og varme op.
På scenen var der stillet en stol klar til hvert medlem – inklusiv et nodestativ med læselampe – og for første gang, en mikrofon til hvert medlem. Det med mikrofonen var nyt for de fleste af kormedlemmerne, men når først musikken spillede og sangen lød, ja, så glemte man lidt usikkerheden omkring det, at ens egen stemme måske kunne høres i salen. Men en dygtig lydmand gjorde, at det hele kom til at klinge ret harmonisk.
Og på trods af corona, så blev hallen fyldt med glade tilhørere. Det var tydeligt, at alle var glade for at have muligheden for at komme til koncert.
Så efter en lang dag med prøve, ventetid, lækker frokost og til sidst en dejlig koncert – ja så kunne jeg kun tage hjem og være glad og opløftet. Musik og fællesskab – det kan noget 🙂 Og sender samtidig en kærlig tanke til alle de frivillige, der igen gjorde sådan noget muligt.
God mandag.
Jette
Skriv et svar