I lørdags var der Nytårskoncert i Lillebæltshallerne. En efterhånden 22 år gammel tradition, men som jeg deltog i for første gang i år 🙂 Og deltog i bogstaveligste forstand fra bagerste række. Jeg sad sammen med det 75 mand store blandede kor på stole bagerst på scenen. Bag det store politiorkester og med ryggen op til scenens bagkant. Men det var nu en ret god plads 🙂

Men jeg blev også klar over, hvor stort et arbejde det er at stable sådan en koncert på benene. Det vil jeg klart tænke på næste gang, jeg selv går til en koncert.

Frivillige havde stillet stole op. Der var lavet en solid scene med god plads til alle. Der var professionelle lys- og lyd mænd, som styrede det vældig godt. For når vi stod og sang, kunne vi slet ikke høre os selv – men fra pålidelig kilde ved jeg, at vi kunne fint høres nede i salen 🙂

Det store kor har øvet en del timer. Det samme har Politiorkesteret. Og solisterne. Og der er holdt orkesterprøve, solistprøve og generalprøve.

Men mest af alt synes jeg det var fascinerende at sidde der på bagerste række og nyde de super dygtige musikere, imponeres over dirigentens direktion og engagement og se veloplagte solister indtage scenen.

Johnny Logan var nok hovednavnet i år 🙂 Og det er da lidt sjovt at have sunget kor på to af hans grand prix vindere 🙂

Det var en festlig lørdag – måske jeg skal melde mig til igen til næste år. Det tænker jeg lige lidt over 🙂

På en smuk og stille mandag – med snedrys.

Jette