Eller rettere – jeg er blevet grundigt forkølet og skal samtidig synge med i et stort kor til en Nytårskoncert. Det er en dårlig kombination.
Jeg har ikke tidligere sunget i det store kor. Det er samlet til lejligheden og består af medlemmer fra lokale kor. Og det er virkelig sjovt at være med. En dygtig korleder har instuderet de mange numre med os og i aften skal vi til orkesterprøve. Så bliver det spændende, om kor og orkester kan finde takten og få musikken til at klinge.
Nytårskoncerten har et blandet repertoire af klassiske korværker og moderne popmusik, kendte solister og Odense politiorkester, som slår tonen an.
Et politiorkester består af mange andre erhvervsgrupper end politifolk. Det vidste jeg ikke før, men er blevet opdateret på den front. En suppleant til menighedsrådet spiller faktisk med i orkesteret – det er lidt sjovt 🙂 Men oprindeligt tilbage i 1927, da orkesteret blev grundlagt, da var det lokale politibetjente, der blæste i trompeter og basuner.
Et arrangement som denne nytårskoncert skaber noget fællesskab på tværs. For jeg møder sangere jeg ikke før har sunget med, og oplevelsen af – sammen – at skabe noget dejlig musik er virkelig opløftende. Tillige fordrer det at synge i kor, at man bliver lydhør for andre end sig selv. Det lyder nu en gang bedst, hvis alle slutter på den samme tone 🙂
Det er på lørdag koncerten løber af stabelen – det glæder jeg mig til, og håber virkelig min forkølelse er væk til den tid.
De smukke roser på billedet – er fra Netto. 15 kr. for et stort bundt – og hvor de dog lyser op 🙂
God mandag.
Jette
Skriv et svar