I dag har jeg bagt vaniljekranse. Julens kager er forlængst spist, og det er nu meget rart med lidt let til både eftermiddagskaffen og aftenkaffen, så der måtte gøres noget 🙂

Dejen til vaniljekranse blev lavet i aftes, sat på køl og blev så formet og bagt her til formiddag. Og det er her den lidt specielle overskrift kommer på banen. For mens jeg stod og formede små cirkler af lækker vaniljekransedej – ja så hørte jeg samtidig et foredrag om gudstjenestens fremtid. Det er jo virkelig den digitale tids fordele. 

Der har været afholdt en liturgikonference – on line – og nu kan enhver så gå ind og lytte til de fire oplægsholdere. Det er lidt smart. Men jeg synes sommetider, det kan være lidt svært at sidde stille og kun lytte, så det fungerede ret fint med noget håndens arbejde ved siden af. 

Foredraget handlede i øvrigt om, om gudstjenesten skal tale nutidens sprog, tage nutidens tendenser med ind i kirkerummet og tilpasse sig tidsånden. Eller om gudstjenesten godt må være lidt uforståelig, sin egen, være som den altid har været – sige noget, der ikke siges andre steder. Eller skal gudstjenesten være lidt af det hele. Eller noget helt andet. Det er spændende overvejelser – men kan også godt blive lidt teoretiske. Og så var det fint at kunne kombinere det med at trille stykker til små vaniljekranse 🙂

Resultatet blev ganske fint. 

Jeg har denne gang brugt noget fuldkornsmel – og kun det – så kagerne er lidt  mørke i dejen, og smagen lidt mere af korn. Det er jo altid et spørgsmål, om man godt kan bruge grovmel i fine kager. Jeg synes godt det kan lade sig gøre – men smagen og strukturen bliver naturligt lidt anderledes. 

Men nu har jeg kager til kaffen og lidt til min søde nabo, som snart har fødselsdag. Han er altid en glad testsmager 🙂

God onsdag.

Jette