Vejret er noget omskifteligt netop nu – men denne morgen bød på den fineste regnbue. En bue, som var en halvcirkel, det er ikke så tit at man se det.
Billedet viser nu kun det ene slutpunkt – mon det er der skatten ligger ? 🙂 Jeg synes altid regnbuer er fascinerende, flygtige og farvestrålende – men også med håb og solglimt gemt i sig.
Det andet fredags glimt er af en mere jordnær slags 🙂 Ole fældede i sidste weekend et stort og gammelt bøgetræ. Det havde stået i hans have, al den tid han har boet her, men sygdom og træets størrelse gjorde, at nu måtte det fældes. Så nu ligger der en stor bunke træskiver på hans terrasse og venter på at blive kløvet i mindre stykker og siden sat til tørre.
Men imponerende er det. Og kigger man efter åreringe, ja, så er der mange. Alene antallet af årer fortæller, at det gamle træ har givet skygge til mange gode stunder under dets blade. For der var mange blade på træet om sommeren. Hele træets krone bestod af mindre grene, som nu er samlet sammen og med tiden bliver til fint brænde til sommerhusets lille brændeovn 🙂 Sidst jeg var med til at fælde et stort og gammelt træ, var da jeg lige havde købt sommerhusgrunden – også dengang var jeg fascineret af antallet af åreringe.
Og det sidste fredags glimt er en kage 🙂 Bagt med hvad huset rummede – det sidste marcipan fra jul, svesker og æbler og rosiner. Hver for sig er det måske lidt kedeligt, men kommer det en tur i ovnen sammen med en god dej, ja så sker der noget godt.
Nu er der kage til både eftermiddags og aftenkaffen. Opskriften er denne – den er hurtig og let at gå til. Og køkkenet dufter noget så lifligt mens kagen bager 🙂
God weekend.
Jette
Skriv et svar