Jeg ved ikke, hvordan du har det – men jeg synes lidt, at jeg går inde i min egen verden. Er meget hjemme, sidder på kontoret og den kirkelige 3,aktivitet begrænser sig mest til kirkelige handlinger og gudstjenester. Der er aflysninger på stribe.

I går blev det Middelfart, der kom med i de skærpede restriktioner, så mine konfirmander og deres planlagte juleafslutningsgudstjeneste blev med et strøget af kalenderen. Og i forvejen er der ikke megen advent og jule aktivitet i sognet – så det er bare mærkeligt. 

Men lysene er her. En tidlig morgen i kirken, der lyser selv få og små lys meget op. På altertavlen står øverst oppe: “Jeg er verdens lys” Netop det billede bliver tydeligt her. At med Jesus kom der lys i mørket. 

Ugen har budt på tid til refleksion over 25 år på samme sted. Jeg fik blandt andet den boggave, som ikke nåede frem til i søndags. Den er fra personalet – og uden de vidste det – stod netop Anders Aggers bog på min ønskeliste til jul. Men det viser vist også bare, at personalet kender mig ret godt 🙂 

Bogen indeholder 20 unikke kærlighedshistorier – fra det virkelige liv og fortalt med personernes egne ord og Anders Aggers sproglige fine kommentarer. Jeg glæder mig til at læse videre – har kun nået de første to historier.

Julen bliver på alle måder anderledes i år. Men selv om vi ikke skal ses så mange, så synes jeg alligevel, at vi skal gøre noget af det, vi plejer. Og her er det at bage lidt småkager. Så i aftes blev der lavet en ny portion vaniljekransedej. De bliver bagt i weekenden. Den første portion, jeg bagte – den er blevet spist 🙂

I kirken har graveren travlt med at pynte op til jul. Der er blevet lavet ret mange dekorationer, og i våbenhuset er der kommet denne lille fine gren med små hjerter på. Så enkelt og så fint.

Vi nærmer os tredje søndag i advent – og selv om vi ikke synger så meget sammen, så dukker salmer alligevel op i hovedet. Adventssalmer, der også tager os gennem kirkeåret.

“Det tredje lys har intet øje set,

det lyser gennem hjertesorgen

og melder, det umulige er sket

det tredje lys er påskemorgen.” (Den danske Salmebog 87,3)

God weekend og glædelig tredje søndag i advent.

Jette