En særlig dag

 I går blev en særlig dag! Jeg vidste godt, at det præcis var 25 år siden, at jeg blev indsat som sognepræst i Kauslunde og Gamborg sogne – så det var naturligvis en mærkedag. Men jeg vidste også at corona spænder ben for så meget, så jubilæet skulle ikke fejres eller markeres som sådan.

Alligevel blev det en særlig dag. Det lykkedes menighedsrådene at lave et fint coronavenligt arrangement – med tale i kirken og gaver fra både menighedsråd, personale, kirkegængere og andre. Det var ret overvældende, men også virkelig dejligt at opleve, at det, jeg har gjort de sidste mange år, også blev værdsat. Som jeg skrev i sidste uge, så er taknemmelighed den følelse der fylder meget, når jeg tænker på tiden som præst. Og det er det stadigvæk.

Men i dag sidder jeg også med mange ord, fine kort og ret så mange blomster som på sin egen måde understreger det.

Mange af dem, der var i kirke i går, har jeg fulgtes med gennem alle 25 år – det giver en særlig følelse af at høre til et sted. At have delt sorger og glæder med hinanden. For på alle de år, så er der også blevet sagt farvel til en del – men på forunderligvis, så kommer der også nye til. 

Jeg holder meget af salmen – Dejlig er jorden – og linjen:

“Slægt skal følge slægters gang …”

Der har været nogen før os, og der kommer også nogen efter os – og vi er midt i det. Er med i historien.

Det fine træfad her med inskription fik jeg af personalet 🙂 Det er jeg virkelig glad for – også fordi at mange af personerne har jeg arbejdet sammen med en god del alle årene. Til min store glæde, og fornemmer jeg – også til deres tilfredshed 🙂

25 år – hvor blev de af ? På en eftertænksom mandag.

Jette

Forrige indlæg

Lys i sommerhuset

Næste indlæg

En pyntet engelsk julekage

1 Kommentarer

  1. Lene

    Hjertelig tillykke med dit jubilæum. Ja 25 år går hurtigt, når man ser tilbage. Og sikke et dejligt træfad du fik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal