diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 74 af 111

Et helt almindeligt brød

For nogle år siden skrev jeg om, at jeg kunne vågne og glæde mig til at skulle pynte min julekage 🙂

I dag var det så ikke nogen kage, jeg glædede mig til at gå i gang med – men såmænd bare et helt almindeligt brød. Uden de store dikkedarer. Men bare at blande og ælte et helt almindeligt gærbrød.

Det er en skøn hverdagsting at gøre – synes jeg. Og ude af ovnen, ja så dufter det ganske lifligt.

Nu sidder jeg jo hjemme og skriver, så derfor kan det fint kombineres med brødbagning. Og i dag harmonerede det med nogle af de tanker, jeg gjorde mig, da jeg skrev min prædiken.

Tanken gik omkring livets brød og det levende vand. Det, med vandet udsprang af prædiketeksten til på søndag. Men både brød og vand er to helt dagligdags ting, som vi alle kender til. Men det er også to ting, som Jesus bruger, når han vil fortælle os noget om sig selv. Noget om, hvor vigtig han er for os. Livsvigtig. Som mad og drikke giver os liv og kræfter her i verden, så giver det levende vand og livets brød næring til vort åndelige liv. Vores tro og håb. Vort liv som kristne.

Ja, sådan kan en helt praktisk opgave føre til tanker om tro og håb 🙂

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Uge 1 – en uge uden net

Så er jeg vel tilbage i Danmark efter en uge på Lanzarote. Det har været fint at være væk, men det føles også lidt, som at komme lidt hovedkuls ind i 2018. Vi rejste den 1. januar, inden nogen rigtig var stået op 🙂

Det har været en uge uden net – derfor ingen opdateringer, ingen billeder på facebook eller Instagram. Alt i alt en stille uge på de sociale medier. Og som min datter Mette konkluderede, der havde godt nok været noget stille på de forskellige platforme, hvor jeg plejede at muntre mig 🙂

Men det har været fint at prøve. Men indrømmet, da det var muligt 10 minutter i lufthavnen at være på nettet, så blev der surfet og svaret på kommentarer 🙂

Men uden Internet, så blev der tid til andet. Jeg havde et par Kristeligt Dagblad med og der blev stort set alt læst. Mange gode artikler og tanker om stort og småt. Det er en avis, man sagtens kan læse en uge forskudt, for aktuelle nyheder er der ikke så mange af. Langt mere stof til eftertanke. Blandt andet fandt jeg tre ord, som jeg brugte i min nytårstale til konfirmanderne i går.

Tak, håb og mod – ord, det er værd at tage med ind i et nyt år. Takken for at have fået livet givet. Håbet om noget større end en selv er med til at give mening i tilværelsen. Og modet til at være mere sig selv – tage ansvar og stå ved, hvem man er.

En uge uden net – det går fint – men jeg er nu glad for igen at kunne sidde ved min computer og kommunikere med verden omkring mig 🙂

Nu er hverdagen så småt begyndt at vende tilbage – jeg har netop fået det sidste julepynt på loftet, så velkommen 2018.

God onsdag.

Jette

Årets gang i præstengården – og omegn :-) del 2

2017, anden halvdel.

På en gang er et år ikke lang tid, og samtidig, når jeg sidder og kigger balgæns i årets billeder og tekster, så er der sket utroligt meget.

Det blev mest af alt et år, der endte på en anden måde, end jeg havde forestillet mig. Min Fars død og begravelse i december var på ingen måde ventet. Og det kom derfor også til at ligge som en undertone i julen, men alligevel er det hele, som det skal være. Men 2017 blev året der satte et punktum i en æra.

Men hvor livet også går videre. “Slægt skal følge slægters gang” – det er et af mine yndlingscitater. Det giver perspektiv i ens liv, og er med til at betone, at vi ikke kun har os selv som centrum. Vi er en del af noget, der rækker langt ud over os selv.

“Fader-Gud! os til glæde og gavn

nytåret henskride i Jesu navn!” (Den danske salmebog 712,4)

Juli:

Sommerlig cheesecake uden husblas

August:

Sommerhuset til eksamen

September:

Årets bedste køb 🙂 en kompostspand

Oktober:

Endelig et sommerhus med FSC certifikat

November:

Kage med glaze

December:

Smuk dag til en begravelse

Og sådan nåede jeg gennem 2017. Det har været et godt, rigt og begivenhedsrigt år. Jeg er glad for, at jeg ikke vidste, hvad det bød på, da jeg stod på tærsklen 1. januar. Men tænker alligevel nu tilbage med taknemmelighed på endnu et år i mit liv.

Også en tak til dig, der læser med her. Tak for kommentarer og hilsner. Blogverdenen er jo et sjovt sted, hvor man lidt kommer til at kende mennesker, man ellers ikke møder. Berigende og godt. Tak for følgeskab og på gensyn i 2018.

Jette 

Årets gang i præstegården – og omegnen :-) del 1

En kavalkade af billeder over året, der gik – det må indeholde billeder også hentet uden for præstegården. For det er blevet virkeligheden – med Ole bosiddende nær Billund, sommerhuset nær Faldsled og præstegården i Kauslunde, ja så bliver der kørt noget rundt i landet.

Et års tilbageblik er også at gennemtæke, hvad er sket af stort og småt. Der er tre overskrifter i 2017:

Pigerne har fået arbejde og sønnen er igang med at læse

Min Far

Sommerhus

Og til alle tre overskrifter følger masser af taknemmelighed. En glæde over, at de unge mennesker trives og har det godt. En tak og en vemodig afsked med min Far. Og så endelig et sommerhus, der blev færdigt – parat til en ny æra i mit og familiens liv 🙂

Og så er der naturligvis tusindvis af små og store glimt fra et år med skønne mennesker i mit liv – dem er der ikke billeder af her – men velsignet at være en del af. Men her lidt billeder fra 2017.

Januar:

Citron petit four

Februar:

Fødselsdagslagkage til min far

Marts:

Sommerhus i forårssol

April:

Lækker nøddetærte

Maj:

Min fars nye hjem, Hellevadlund

Juni:

Mettes dimission 

Og så var vi nær på sommeren – i morgen følger sidste halvdel.

På eftertænksomme dage – de sidste i 2017.

Jette

Julekoncert – et dejligt pusterum

I aftes var der julekoncert i Gamborg kirke. Det blev en dejlig aften, med stemningsfuld musik, dejlige sange og levende og nærværenden musikere.

Menighedsrådet havde inden tid talt om, om den koncert lå for tæt på jul. Men jeg tænker lidt modsat – at nu er de fleste arrangementer ved at være afholdt, og så har man god tid og måske også brug for et pusterum, hvor man blot kan sidde og lytte og nyde rummet og musikken.

Og det lykkedes til fulde. Der var fuldt hus i kirken.

Zenobia

Sang og musik stod Zenobia for. Tre super musikalske kvinder, der netop i år fejrer 10 års jubilæum med deres trio.

Og de gør det godt. Med humor og små anekdoter fører de tilhørerne gennem deres musikalske univers, der spænder fra danske sange og salmer til deres egne kompositioner – i både tekst og musik. Vi sang med på kendte julesange og de fortolkede vintersange og spillede en festlig polka. Og sluttede af med en smuk udgave af Maria gennem torne går.

Og efter koncerten fulgte langt de fleste tilhørere med ned i forsamlingshuset og spiste æbleskiver og drak kaffe, alt imens snakken genlød gennem rummet.

En alt i alt smuk og steningsfuld aften – og fin optakt til jul.

Som er her næsten 🙂

God torsdag.

Jette

Julekagen fyldt med minder

Jeg bagte for nogen tid siden den engelske julekage, dryppede den med rom og gemte den i køleskabet. Nu ventede den på at det blev jul.

Men den blev fundet frem før tid. For pludselig blev det vigtigt for mig, at den blev færdig og pyntet, så den kunne komme med nord på inden jul. Den blev overtrukket med marcipan og under marcipanen er der abrikosmarmelade

Den dag, min far blev begravet, da samledes hele familien ude på vores barndomshjem efter begravelsen og mindesamværet, for at drikke kaffe, og så ville det være helt i min mors ånd, at vi spiste den kage, hun altid serverede for os alle sammen i julen – den engelske julekage.

Nu var hverken min mor eller far til stede, så handlede det om, at gøre noget, der mindede om dem. Og det var blandt andet at samles om et kaffebord.

Kagen er blevet god. Og da det er en solid kage, så strækker den langt – til julen herhjemme også 🙂

God onsdag.

Jette

Børnehavejul

Det er entilbagevendende begivenhed, og lige hyggelig hvert år. Sognets børnehave kommer til julegudstjeneste, og har de senere år selv bidraget med enten krybbespil eller Luciaoptog. I år var det Luciasangen de havde øvet sig på.

Og de ser bare så søde og fine ud, som de står i våbenhuset, klar til at gå ind. Uforfærdede og med stor glæde.

I kirken ventede forældre og mindst lige så mange bedsteforældre. Det en kort gudstjeneste, som mange nyder at deltage i.

Vi når at synge de helt traditionelle julesalmer og høre juleevangeliet, inden børnene tager hjem til børnehaven og julefrokosten 🙂

Det med salmer prioriterer både børnehaven men også jeg ret højt. For jeg kan jo se, at de salmer min store konfirmander helst synger med på – er julesalmerne. Der er en fortrolighed og genkendelighed over dem, som gør dem trygge. Her føles det ok at synge med.

De store og smukke juletræer er så fine. De har i år fået både ny topstjerne og nye lys. Fjernbetjente LED lys. Præsten synes virkelig det er smart 🙂 De små stjerner er en gave, gamle og gulnede, men knytter vel egentlig meget godt historie og tradition sammen. Julepynt, der findes frem år efter år og mærkes af tidens tand. Jul er meget tradition og gensyn, lys og glæde.

Det er en dejlig tid at være præst på 🙂

God tirsdag.

Jette

Advent i sommerhuset

Hvor har jeg glædet mig til første gang at kunne julehygge i sommerhuset. Pynte med lidt gran, lave en dekoration og dække bord med gran og kviste.

I weekenden lykkedes det – alle børn, svigersøn og min egen Ole kunne komme i sommerhuset samtidig. Så der blev gjort klar, og jeg nød det. Fyrede gevaldigt i den lille brændeovn, så huset blev gennemvarmt inden de kom. Og den lille ovn klarer det helt fint. Der skal blot holdes øje med den, for selve rummet til brænde er ikke stort, så der skal jævnligt mere træ på.

Her et par glimt fra Kærnehuset:

Plankebordet og stolene fra den blå avis – det fungerer 🙂

Idéen med træsvampene som bordpynt fik jeg fra Karens blog – mine svampe er dog købt i Bilka 🙂 Men en super nem måde at lave lidt bordpynt på. Servietterne er købt i den lokale Brugs og fremstillet af papir, der er fsc certificeret 🙂

Ja, Diva nød også varmen fra brændeovnen.

Maden – ja den glemte jeg altså at fotografere. Men opskrifterne er fra bloggens arkiv, så har du lyst til en ret grøn adventsmiddag, så er her et forslag:

Tomatsalat – selv om tomaterne er lidt ude af sæson

Perlespeltsalat med æble, squash og peberfrugt og persille

Porretærte

Og ved siden af fulgte lidt ovnbagt laks, og der sneg sig også et enkelt hvidløgsflutes ind.

Til kaffen var der krydret brownie og bærpure.

Det blev en dejlig aften og skøn morgen – inden vi igen skulle hver til sit. Men sommerhuset levede fuldt ud op til dets værdier – om nærvær, samtale og masser af hygge og stemning.

God mandag.

Jette

Torsdags glimt

Det første er nu rettelig fra i går aftes. Minikonfirmanderne holdt afslutningsgudstjeneste og opførte et lille krybbespil. Det samme, som organisten og jeg har instrueret de sidste mange år, men det holder 🙂 Alene af den grund, at det plejer minikonfirmanderne at gøre!

Og de er gode til det, og forældre og bedsteforældre er det bedste publikum og kirkegængere den aften.

Fortæller, engle og hyrde, Josef og Maria – de var alle på plads (resten var i kirken).

Og så er det en fornøjelse at høre dem synge med fine og klare stemmer.

I år er jeg for første gang blevet spurgt, om jeg vil medvirke sammen med minikonfirmanderne ved skolens juleafslutning. Det er nye tider, men selvfølgelig vil både organist og jeg gerne stille op og synge nogle sange. Dejligt at skolen og kirken kan inspirere og arbejde sammen. 

Torsdagens første billede er fra før det blev lyst. Konfirmanderne kom til en kirke, der kun var oplyst af få levende lys. Det giver en helt særlig stemning og ro – blot at side og nyde lysene og rummet og lade tankerne flyve frit.

Og da konfirmanderne var sendt i skole, landede Diva og jeg på sofaen. Det er helt klart en af de gode ting ved at have kontor herhjemme, så kan pausen fint foregå i stuen – sammen med en sød hund 🙂

Nu venter tid foran computeren – og siden måske lidt julegaveindkøb 🙂

På en blæsende decemberdag.

Jette

Tirsdags glimt

Det er som om, at tiden flyver, så det bliver meget til små glimt fra dagene, der går 🙂 Det kan nu også være ganske hyggeligt.

I dag er sidste gang minikonfirmanderne kommer – og sædvanen tro får de æbleskiver den dag. Så i dag skal der ikke bages kage, sådan som jeg har gjort her blandt andet.

Kirken er blevet pyntet til advent, den store krans er på plads, krybbespillet er blevet stillet op og i våbenhuset står det fineste lille juletræ – med pynt og stjerne i toppen – og fjernbetjente lys 🙂 Jeg synes, det er så sjovt at kunne tænde lys med en lille fjernbetjening. (Hvor gammel er det lige jeg er 🙂 ?)

I hønsehuset har der de seneste dage ikke været æg! Jeg havde godt bemærket, at hønen havde fundet et nyt sted at lægge æg – under en stikkende kristtjørn. Men her var ingen æg længere – så jeg var på udkig efter et nyt muligt gemmested. Og fandt det! I det helt gamle hønsehus, som ikke længere er i brug, der bruger hun nu redekassen til at lægge sine æg. Det må hun gerne, nu ved jeg jo, hvor jeg kan hente dem 🙂

Og endelig – så er kassen med julepynt kommet ned fra loftet – og de første ting er kommet ud af kassen. Ren gensynsglæde 🙂

God tirsdag.

Jette

Side 74 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal