diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 73 af 111

Lidt som gaver i utide

Det er det egentlig ikke – for det er mig selv, der har bestilt kasserne. Men alligevel.

Hver anden uge kommer der er en lille varebil og afleverer to kasser – en med kølevarer og en med grøntsager. Og det er så spændende at se, hvad der er inden i. Lidt som gaver i utide. Det er såmænd blot måltidskasser fra Aarstiderne – de er fyldt med økologiske råvarer, og så skal jeg selv lave aftensmad ud af indholdet. Et super koncept. Og som betyder, at der kommer grøntsager i brug, jeg ellers ikke lige ville falde over.

Jeg tror ikke økonomisk, det er den store gevinst – men jeg får mere præcist den mængde, jeg har brug for. Og leveret i garagen – så bliver det altså ikke nemmere.

Selv mine børn er hoppet med på den idé. Jeg ved ikke helt, om det er det økologiske, eller om det er det behagelige i, at varene leveres foran ens hoveddør på 4. sal 🙂

Ind imellem er der grøntsager i, som jeg ikke kender eller ikke har smagt. I denne uge var der faktisk to – en buttersquash og så dette flotte glaskål. Det ligner en ufo med mægtige følehorn og viftende vinger. Jeg ville aldrig have købt det selv,  men nu får det en chance. Det skal bruges i en salat. Heldigvis følger der opskrifter med til inspiration. Og jeg vender tilbage med et billede, når salaten en dag bliver serveret 🙂

På en noget grå tirsdag.

Jette

En forstuvet ankel

Der skal ikke meget til at sætte en noget ud af spillet 🙂

Jeg tror ikke, jeg tidligere har forstuvet noget, men det skete så i lørdags. På en helt almindelig og fredelig dag. Jeg var ude at gå med Ole og lufte de hunde, han havde i sin hundepension. Hundene var glade for at kunne løbe og få frisk luft og masser af motion. Og det går normalt også helt godt, men lige den dag havde en af hundene fået for meget fart på og kunne ikke undvige, så den snittede mit ben – og der lå jeg!

Det var først, da jeg kom tilbage, at jeg kunne se, at det begyndte at hæve, og det var også noget ømt.

Men med ispose, læsestof, kaffe og masser af omsorg, så blev det nu en fin lørdag alligevel.

Det var lidt mere udfordrende at komme i kirke i går. De normale sko var pludselig alt for små – så det blev sølvstøvlerne, der kom på. Alternativet var gummistøvlerne 🙂

Det blev en fin gudstjeneste, jeg undlod blot at kravle op på prædikestolen – trapper er lidt besværlige 🙂

Nu går det den rigtige vej.

Til daglig fejler jeg jo ikke noget, så dette med ikke at kunne gå almindeligt – eller bare tanken om ikke at kunne gå lange ture igen, det var en skræmmende tanke. Så pludselig bliver man mindet om at værdsætte det, man bare tager for givet.

God mandag – stadig i et adstadigt tempo 🙂

Jette

Det er hvidt derude

Det er det nemlig stadigvæk. Nu falder jeg i den grøft, det er at tale om vejret 🙂

Men det er bare sjældent, at det er hvidt udenfor mit vindue flere dage i træk – og tillige med frost. Det er koldt og flot, og passer perfekt til årstiden.

Så i dag er et par glimt ude fra 🙂

Den fineste solopgang på min tur rundt, for at få lys og luft. En god start på dagen.

Undervejs mødte jeg traktorer på vej på markarbejde, frosten har gjort marken mulig at køre på. Så duften af gylle fulgte også med 🙂

Sneen ligger fint på alle gravsten og granpynt. Fredfyldt, med en egen ro.

Og vintergækkerne vokser. De bliver tydeligere og tydeligere.

“Guds nåde er en vintergæk

den er din fostergave

og er du ved at dø af skræk

så plant den i din have” (100 salmer, 826)

Det er nogle linjer af Simon Grotrian – en ny salmedigter, med sit helt eget sprog og univers. Men ingen tvivl om, at vintergækker bringer bud om forår og håb om varme dage.

Og endelig her et glimt fra søndag morgen i sommerhuset – det har sin egen blå tone. Koldt, men super hyggeligt 🙂

Vinteren har sin charme, og især når det følger kalenderen. Og februar har både Kjørmes Knud og dage, der længes. Så jeg nyder, det er hvidt derude lidt endnu.

God onsdag.

Jette

Ikon og petit four

I går var virkelig bare en dag, hvor det gik slag i slag. Men vi nåede i mål, men der var også udsolgt, da jeg kl. 21 satte mig i sofaen sammen med Diva 🙂

Det andet af mine konfirmandhold skulle  lave ikoner. Og denne gang med en ny underviser. Jeg kendte hende ikke, men hun var en spændende og meget dygtig kunstner. Kathrine van godt Kjærsgaard. Oprindelig uddannet skolelærer, hvilket hendes undervisning  på en postiv måde bar præg af. Sjældent har jeg været med til noget, der var så pædagogisk bygget op. Og som betød at alle 16 konfirmander kom i mål med hver deres ikon

Da den første skepsis havde lagt sig, gik de i gang med opgaven med krum hals. Der blev slebet, malet og lakeret og pyntet med bladguld. Nu skal ikonerne udstilles og vi holder en rigtig fernisering for dem. Det skal nok blive ret sjovt.

Ikonen herover har et billede af Maria og Jesus. Men kigger man godt efter, så er Jesus afbilledet som voksen mand. Og det er der naturligvis en pointe i – at selvom han er Marias barn, så er han allerede fra fødslen større end sin mor. Hans guddommelighed bliver lige sat i spil her.

Det hedder at skrive et ikon – for det er et billede, der fortælle noget. Et vindue ind til Guds himmel.

Et ikon kender vi også fra mobilen – og andre steder – de små firkantede billeder – Facebook, Instagram og mange andre – men vi tænker næppe over, at de ikoner fortæller historie. Men vi er i hvert fald ikke i tvivl om, hvad der gemmer sig bag. Hvad der sker, når man trykker på dem.

Der var også pause i går 🙂 Og ligesom sidst havde jeg bagt lidt. Det blev her til små chokolade petit four. Og de var et hit og smagte dejligt. Og er lette at bage.

Nu venter en friweekend – den er i den grad set frem til. Min forkølelse vil ikke ligesom fortage sig, så det bliver rart bare at kunne slappe af og nyde familien.

God weekend.

Jette

Et usædvanligt kort

Jeg troede, det var en rykker, da jeg så kuverten. Det var fra bedemanden, der stod for det praktiske omkring min fars begravelse, og regningen havde gemt sig lidt i mængden …

Men det var ikke en rykker! Det var derimod et kort med tak for betaling og personligt underskrevet. Det er virkelig sjældent, at man får sådan en kvittering for indbetalt afregning.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så overrasket. Måske fordi bedemænd ikke er nogen, man sådan normalt omgås med. Når først begravelsen eller bisættelsen er ovre, så er aftalen med bedemanden også afsluttet.

Men det gjorde et stort indtyrk – og måske er det fordi, det er en uventet venlighed. I en verden, hvor langt det meste klares pr. mail og via internettet, da er det virkelig rart at mærke, at der er også levende mennesker bag den digitale verden.

Der skal ikke filosoferes så meget over dette – men jeg er glad for kort og hilsen 🙂

Og nyder de smukke tulipaner, som jeg fik købt i går – for 10 kr. i Netto. Hvor utroligt.

God torsdag.

Jette

Endnu en koncert

Eller hvad man nu kalder det, når en mand og en guitar indtager scenen og holder publikums opmærksomhed fangen i et par timer. En imponerende præstation  – og det var, hvad Niels Hausgaard gjorde i fredags, da jeg var til koncert med ham.

Jeg har aldrig før hørt ham live, men det var virkelig en unik oplevelse. Jordnær, til stede og med et skarpt blik for tidens strømninger, om det så var TV, Facebook, indenrigspolitik eller Trump. Med underspillet humor fik alle en svirp af Hausgaards skarpe tunge. På hans egen lune måde. Og understreget gennem små sange undervejs.

Det var en virkelig underholdnede aften, og en præstastion af en mand på 73 år. Hatten af for det. Og hele arrangementet var klaret primært ved frivillige kræfter. Det var i sig selv også imponerende. Musikforeningen Quedens stod bag alt forarbejdet – helt ned til at man kunne købe en lækker buffet inden koncerten og indtage den på Brorsonsminde. Et historisk sted med masser af atmosfære. Og dertil super lækker mad 🙂

Vidste du, at det er sundt at gå til koncert ? 🙂 I Kristeligt Dagblad læse jeg forleden om et eksperiment, som handlede om effekten af at gå til koncert! Og her var konklusionen, at personer, der havde deltaget i koncerter, syntes at deres helbred var bedre end dem, der ikke gik ud og deltog i kulturelle oplevelser. Det er da spændende.

Men som professoren udtrykte, så spillede flere ting ind. Både det sociale, at opleve noget sammen med andre. Og så kan musik også røre os på sin egen måde. Men hvor mange koncerter skal man så gå til om året, for at det ligesom har en effekt?

Han svarer: “Det lader til at tre om året er tilstrækkeligt. Det bliver ikke nødvendigvis bedre af, at du går til 10 koncerter. Men nul, en eller to er for lidt.”

Så nu er der vist ikke nogen undskyldning for ikke at gå til koncert 🙂

God mandag.

Jette

Små glimt på en fredag

I går – ja det var jo ikke fredag – men kommer nu med alligevel 🙂 For jeg fik uventet noget ekstra tid i går, og så benyttede jeg lejligheden til at køre syd på. Ned i Kærnehuset. Og havde en hyggelig eftermiddag, hvor jeg blandt andet fik plantet det næste træ i rækken af træer på grunden.

Der var jo 14 stubbe, da jeg overtog grunden, og jeg har fortsat en plan om at de stubbe skal erstattes af nye træer. Jeg er godt på vej, nu er der fem små træer og ribsbusk 🙂

For ret lang tid siden – engang først på sommeren købte jeg garn. Jeg skulle på kursus og ville gerne have et strikketøj med. Og det var helt fint, og der blev strikket både den gang og næste gang på kursus og siden herhjemme, og nu – endelig er det blevet færdigt.

Det blev faktisk helt fint. Det er også ret robust, det er ren bomuld og vejer ca. 250 gr. selv om tråden, det er strikket med, er ret tynd.

Der er blevet lavet små glas med æblekage. Glutenfri og med nøddecrüsli, det smager så fint. De små glas er arvet, da mit barndomshjem blev ryddet. Men de er da helt fine til små desserter, selv om de helt sikkert ikke var tænkt til det brug 🙂

Og så er der kogt appelsinmarmelade. Farven er i hvert fald fin. For jeg må indrømme at konsistensen er lidt grov i det, og smagen en anelse bitter – men jeg tror nu nok, at det skal blive spist. Jeg brugte Karens opskrift – og den er der intet i vejen med, det er mere min manglende erfaring ud i det med at lave marmelade 🙂

Nu venter en hyggelig weekend. Det håber jeg også din bliver.

Jette

Nytårskoncert fra bagerste række

I lørdags var der Nytårskoncert i Lillebæltshallerne. En efterhånden 22 år gammel tradition, men som jeg deltog i for første gang i år 🙂 Og deltog i bogstaveligste forstand fra bagerste række. Jeg sad sammen med det 75 mand store blandede kor på stole bagerst på scenen. Bag det store politiorkester og med ryggen op til scenens bagkant. Men det var nu en ret god plads 🙂

Men jeg blev også klar over, hvor stort et arbejde det er at stable sådan en koncert på benene. Det vil jeg klart tænke på næste gang, jeg selv går til en koncert.

Frivillige havde stillet stole op. Der var lavet en solid scene med god plads til alle. Der var professionelle lys- og lyd mænd, som styrede det vældig godt. For når vi stod og sang, kunne vi slet ikke høre os selv – men fra pålidelig kilde ved jeg, at vi kunne fint høres nede i salen 🙂

Det store kor har øvet en del timer. Det samme har Politiorkesteret. Og solisterne. Og der er holdt orkesterprøve, solistprøve og generalprøve.

Men mest af alt synes jeg det var fascinerende at sidde der på bagerste række og nyde de super dygtige musikere, imponeres over dirigentens direktion og engagement og se veloplagte solister indtage scenen.

Johnny Logan var nok hovednavnet i år 🙂 Og det er da lidt sjovt at have sunget kor på to af hans grand prix vindere 🙂

Det var en festlig lørdag – måske jeg skal melde mig til igen til næste år. Det tænker jeg lige lidt over 🙂

På en smuk og stille mandag – med snedrys.

Jette

Lidt andet pynt

I dag bliver blot et lille glimt af et nyt forsøg på anderledes pynt. Inspirationen er naturligvis – vil jeg næsten sige – her fra nettet. Mange dygtige og kunstneriske bloggere, som giver gode idéer – og så alle os, der forsøger at gøre dem kunsten efter 🙂

Jeg blev nu faktisk okay tilfreds med resultatet. Jeg har et møde i eftermiddag, der kan kagen godt serveres til – den består af brownie bund og mousse på toppen. Noget jeg har lavet før.

På torsdag venter endnu et møde – til det arbejder jeg videre med idéen her, men på en anden bund. Så det bliver først der, opskriften følger med.

God tirsdag – på en dag, som er ret så kold og våd.

Jette

En forkølet sang

Eller rettere – jeg er blevet grundigt forkølet og skal samtidig synge med i et stort kor til en Nytårskoncert. Det er en dårlig kombination.

Jeg har ikke tidligere sunget i det store kor. Det er samlet til lejligheden og består af medlemmer fra lokale kor. Og det er virkelig sjovt at være med. En dygtig korleder har instuderet de mange numre med os og i aften skal vi til orkesterprøve. Så bliver det spændende, om kor og orkester kan finde takten og få musikken til at klinge.

Nytårskoncerten har et blandet repertoire af klassiske korværker og moderne popmusik, kendte solister og Odense politiorkester, som slår tonen an.

Et politiorkester består af mange andre erhvervsgrupper end politifolk. Det vidste jeg ikke før, men er blevet opdateret på den front. En suppleant til menighedsrådet spiller faktisk med i orkesteret – det er lidt sjovt 🙂 Men oprindeligt tilbage i 1927, da orkesteret blev grundlagt, da var det lokale politibetjente, der blæste i trompeter og basuner.

Et arrangement som denne nytårskoncert skaber noget fællesskab på tværs. For jeg møder sangere jeg ikke før har sunget med, og oplevelsen af – sammen – at skabe noget dejlig musik er virkelig opløftende. Tillige fordrer det at synge i kor, at man bliver lydhør for andre end sig selv. Det lyder nu en gang bedst, hvis alle slutter på den samme tone 🙂

Det er på lørdag koncerten løber af stabelen – det glæder jeg mig til, og håber virkelig min forkølelse er væk til den tid.

De smukke roser på billedet – er fra Netto. 15 kr. for et stort bundt – og hvor de dog lyser op 🙂

God mandag.

Jette

Side 73 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal