Så er jeg vel tilbage i Danmark efter en uge på Lanzarote. Det har været fint at være væk, men det føles også lidt, som at komme lidt hovedkuls ind i 2018. Vi rejste den 1. januar, inden nogen rigtig var stået op 🙂
Det har været en uge uden net – derfor ingen opdateringer, ingen billeder på facebook eller Instagram. Alt i alt en stille uge på de sociale medier. Og som min datter Mette konkluderede, der havde godt nok været noget stille på de forskellige platforme, hvor jeg plejede at muntre mig 🙂
Men det har været fint at prøve. Men indrømmet, da det var muligt 10 minutter i lufthavnen at være på nettet, så blev der surfet og svaret på kommentarer 🙂
Men uden Internet, så blev der tid til andet. Jeg havde et par Kristeligt Dagblad med og der blev stort set alt læst. Mange gode artikler og tanker om stort og småt. Det er en avis, man sagtens kan læse en uge forskudt, for aktuelle nyheder er der ikke så mange af. Langt mere stof til eftertanke. Blandt andet fandt jeg tre ord, som jeg brugte i min nytårstale til konfirmanderne i går.
Tak, håb og mod – ord, det er værd at tage med ind i et nyt år. Takken for at have fået livet givet. Håbet om noget større end en selv er med til at give mening i tilværelsen. Og modet til at være mere sig selv – tage ansvar og stå ved, hvem man er.
En uge uden net – det går fint – men jeg er nu glad for igen at kunne sidde ved min computer og kommunikere med verden omkring mig 🙂
Nu er hverdagen så småt begyndt at vende tilbage – jeg har netop fået det sidste julepynt på loftet, så velkommen 2018.
God onsdag.
Jette
Skriv et svar