diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 59 af 111

På plads på kontoret :-)

Så landede jeg igen 🙂 Det har været en dejlig – og varm – tur til Toscana. Og kom jo så hjem til temperaturer, der stort set machede det, vi kom fra. Så jeg er glad for at min ferie ikke er helt forbi endnu – for dermed kan jeg med sindsro tillade mig at tage det med ro. En temperatur over 30 grader gør, at jeg tænker baglæns, og går helt i stå 🙂

Udrejse, et sted i de Østrigske alper

Vel hjemme igen, så går der altså et par dage med lige at få alle indtrykkene på plads, vasket tøj og finde ind i sin vante gænge. “Ude godt, men hjemme bedst” det udtryk passer virkelig godt til mig. Forventningen, når kufferten pakkes og jeg tager af sted er stor, men lige så stor er glæden ved at gense alt det velkendte. Mennesker, dyr og hus – og ukrudt, der er vokset. At alt er som det skal være 🙂

Tårnet er skævt 🙂

Turen var en arrangeret tur, så jeg skulle jo blot sætte mig i bussen og følge med – og det er fungerer godt, når det er et helt nyt område, der besøges, og et sprog, man ikke forstår. Og så er det i selskab med mennesker, man ikke kender på forhånd – men som man kommer til at kende nogle stykker af. For aftensmaden blev hver dag spist på hotellet, og her sad vi ved samme bord. Og fik snakket meget med gode mennesker med masser af humor og godt humør.

Souvenir

Jeg skriver lidt mere om turen i næste uge – og deler en super lækker opskrift på en nem pasta ret. For jeg har spist pasta hver dag, og fået mange lækre og enkle retter. Og en af dem har jeg allerede forsøgt mig med hjemme 🙂 Den blev god.

Souvenir køber jeg sjældent, men køber gerne noget, der kan drikkes eller spises. Denne gang kom der flere varianter af olivenolie med hjem – og en signeret bog om Toscana. Den er godt at kigge i og drømme sig tilbage til dejlige områder, gode smage og hyggelige oplevelser. 

På en dejlig dansk sensommer morgen.

Jette

Fredags glimt

Jeg havde ellers nedlagt julis fredags glimt – men det er nu lidt en fin måde lige at få sat punktum for en uge på – så i dag bliver det også et par glimt. Fra i dag.

For dagen har stået på prædikenskrivning – den sidste inden to ugers ferie 🙂 Men det var en besværlig lignelse at komme omkring ved, så det krævede lidt mere.

Det er lignelsen om den uærlige godsforvalter, som først snyder sin herre, og da det bliver opdaget, så snyder han endnu en gang, for at sikre sig venner efter, at han har mistet sit job. Du kan læse den i Lukasevangeliet – eller her

Lignelser er historier, som vi kan spejle os i, eller genkende noget af os selv i. Eller de kan fortælle om Guds rige – og meget andet. Men det er jo netop det gode ved lignelser, at de giver plads til noget fortolkning, og derfor får vi heller ikke altid det samme ud af en lignelse, når vi læser den.

Men dagens lignelse, den er svær – og min prædiken er endt med mere at blive spørgsmål og løse anvisninger – og dermed er der lagt mere op til, at kirkegængerne på søndag, selv kan tumle videre med den specielle lignelse.

Men den er skrevet færdig, er printet og ligger klar til søndag formiddag.

Æbler på sommerhusets æbletræ

Udover en prædiken skulle sommerhuset gøres klar til weekendens gæster. Men det er nu en opgave, jeg synes godt om. Det er hyggeligt at komme derned, og de forrige gæster havde afleveret huset i meget fin stand.

Men det bedste dernede var, at nu er svaleungerne fløjet af reden! For hold da op, hvor sådan en kuld unger kan svine 🙂

Så det var faktisk mere efter dem, der skulle gøres rent. Jeg satser på, at der ikke kan nå at komme et kuld mere i år. Og vil ønske at svaleparret ville finde et nyt logi til næste år. Reden kan ikke ses på billedet, den er helt oppe ved loftet.

Og så er det næsten weekend – jeg håber du får en hyggelig en af slagsen.

Jette

Prøvebagning

Det lyder vist af mere end det er 🙂 Men på lørdag holder vi sommerfest for Oles venner, og så er der jo anledning til at tænke i nye retter og nyt bagværk 🙂

Da vi var til middag på Brandbygegaard blev hele menuen ledsaget af små nybagte boller – koldthævede, har jeg en ide om, at de var. Så det tænker jeg at prøve – fordelen er, at dejen kan laves dagen før og så blot stå i køleskabet og vente på at blive bagt. Og den skal ikke æltes overhovedet, så det kræver ikke så meget arbejde at lave de små brød. De små boller skal ledsages af hjemmerørt persillesmør – dog ikke selve smøret, kun det hakkede persille 🙂

Jeg lavede en test af de små boller i dag 🙂 meget lig denne opskrift, men uden nødder og kerner.

Og det blev fine boller, jeg justerer lige lidt på opskriften til lørdag, men ellers er den godkendt 🙂

Og så kommer desserten! Jeg er vild med desserter, men synes faktisk, det kan være lidt svært lige at finde ud af, hvad det skal være. Men Instagram er en god kilde – her er i hvert fald mange billeder. Og et faldt jeg over – som spændende. Det var en sommerfrisk kage med en lækker creme og friske bær. Så den er også blevet bagt i en meget lille udgave. Inspirationen er herfra, min creme er dog lavet med skyr – jeg havde ikke noget mascarpone i køleskabet 🙂

Bunden er med kokos, og det giver bare en fin smag til kagen. Jeg tænker at sammen med en kop kaffe, så vil det være en ok afslutning på en sensommermiddag.

Jeg var ude og se om der var modne brombær og fandt nogle få – det er lige i den tidlige sæson. Ribsene er fra fryseren og nektarinen fra Kvickly – hjembragt i en plastikpose – jeg havde selvfølgelig glemt mit lille fine net, da jeg var ude at handle. Det tager altså tid at ændre vaner.

Jeg har også fået opgaven med at lave forret – det bliver små grønne retter, og her skal der også prøvebages lidt. Men det bliver ikke i dag 🙂

God tirsdag.

Jette

Plastikfri juli 2

Det har været en spændende måned – på den måde, at jeg har tænkt og set mere på plastik, end jeg normalt har gjort. Optakten til plastikfri juli kan du læse om her.

Der er plastik alle vegne, og mange gange også ganske fornuftigt. Så at blive plastikfri tænker jeg ikke er målet, men mere en bevidst omgang med plastik, og langt mere genbrug og genanvendelse end det sker i dag.

Men hvor juli ikke blev plastikfri – så blev det mere en måned med købestop. En lidt pudsig udløber af ikke at ville anvende plastik. Men ved ikke at købe noget, så fik jeg jo heller ikke nyt plastik med hjem. For rigtig meget er faktisk pakket ind i plastik – som i alt fra madvarer til ledninger 🙂

Her kommer nogle eksempler på plastik og tanker omkring det – det er dog ikke alle månedens indkøb, der er dokumenteret her 🙂

Jeg købte i denne uge en snack til cykelturen – jeg syntes, det så smart ud og ville være godt til en pause, men der er meget plastik involveret. Nachos og dip – i små mængder og i store mængder plastik 🙂

Til brug i sommerhuset i forbindelse med udlejningen, så var jeg i Jysk og købte et lagen. Det var emballereret i meget kraftig plastik. Jeg genbrugt posen til at samle brugte batterier i – de blev indsamlet af kommunen sammen med pap og papir.

På en almindelig indkøbstur i Netto – nåede jeg at række ud efter en lille plastikpose, inden jeg besindede mig – og bar varene i armene ud i bilen 🙂

I samme Netto købte jeg brød fra deres bake-off afdeling, og her var der kun tynde plastikposer til at komme brødet i. Jeg har i andre butikker set, at det var papirposer (endda FSC mærket), det må jeg lige være lidt mere obs på.

En tur i Rema – her stod jeg i grøntafdelingen og vejede for og imod. Og fik fundet tomater i papbakke, peberfrugt og forårsløg uden emballage. Tidligere ville jeg have puttet dem i de tynde plastikposer, der ligger i grøntafdelingen – men undlod. Og bar varerne i mine arme, for jeg havde ikke fået min indkøbskurv med ind:-) Agurker er oftest i plastik – af hensyn til holdbarheden. Så her spiller hensynet til madspild ind.

Forleden købte jeg små tomater på stilk. Og meget fint lå de i løs vægt – men det er besværligt at transportere dem til kassen uden noget at komme dem i. Og her var der kun de tynde plastposer.

Jeg ved godt, at det hele tiden er et spørgsmål om ressourcer og økonomi – men kunne der ikke bruges små papirposer eller papbakker?

Jeg opdagede i weekenden, at Føtex faktisk har fået økologisk tynde bomuldsposer, man kan købe og bruge netop til at samle frugt og grønt i. Ret sejt!

Jeg får ca. en gang om måneden grøntsager fra Aarstiderne. Det er fint og spændende. Men der er også en del plastik involveret. Kassen i juli var dog ikke så slem 🙂 Men ofte er der mange små poser med ris, bønner, pasta, nødder, krydderier osv. Det er selvfølgelig, fordi det er en måltidskasse, så alt skal passe til en person. Og derfor kommer der for eksempel 100 gram ris og ikke et helt kilo ris. Og det kræver jo en lille pose at levere risene i.

Med et vågent øje på plastik, så opdages nye tiltag 🙂 Jeg købte en økologisk piskefløde, som var i en letvægts plastikemballage, men hvor ca. 1/3 af plastikken var lavet af kridt. Det har jeg ikke før hørt om. Men jo godt, at der tænkes ud af boksen og opdages nye muligheder.

Min juli måned blev slet ikke plastikfri – men den blev anledning til hele tiden at tænke over, hvordan bruges og genbruges det plastik, der allerede er produceret. Meget husholdnings plastik – især fra fødevarer – det må ud med dagrenovation og forbrændes. Men andet skal sorteres og genanvendes. Her kommer vi forbrugere på banen. Desværre er Middelfart kommune endnu ikke kommet med affaldspande, hvor plastik kan sorteres i – men på genbrugspladsen er der gode muligheder for at komme af med både det hårde og det bløde plast.

Plastik er en god ting – men vi skal blive bedre til at bruge det med omtanke.

Jette

Fredags glimt

Så er juli ved at synge på sidste vers – og min ferie synger snart på første vers 🙂 Når gudstjenesten på søndag er slut, pakkes cykeltaskerne helt færdige, så de er klar til afgang mandag morgen.

Fredag har her i juli været dagen for de små glimt. Her kommer de sidste i denne omgang.

Jeg har igen forsøgt mig med en roulade 🙂 Sidste gang var for fem år siden, og da skrev jeg noget om, at øvelse gør det lettere. Den øvelse er udeblevet, men jeg synes nu alligevel at resultatet er ok. Og rouladen smager ret fint. Nu håber jeg Peter vil nyde et stykke, når han dukker op i aften.

Og hold nu op, hvor var det varmt i går. En af de varmeste dage længe. Temperaturen nåede de 33 grader – alt for meget til at jeg overhovedet kan tænke 🙂 Heldigvis, kan man sige, var det også i går, at jeg skulle gøre klar til næste gæster i sommerhuset – så der var lejlighed til, at mine nye badesko kom i vandet for første gang. Og det gjorde det meget nemmere at forcere den store mængde tang, der lå i vandkanten. Det blev kun til lidt sopperi – men vandet var dejligt.

Sommerhuset har fyldt meget i juli – det har været lejet ud stort set alle de dage, det var muligt. Og dermed har jeg jo også været dernede mange gange – og nydt det hver gang.

Vi er kommet langt med hensyn til at få det indrettet, så det fungerer godt. Men den overdækkede terrasse er lidt bar endnu. Men i denne uge er der kommet en stol i hjørnet, hvor man kan sidde i læ og kigge ud. Og kigge op – til svaleparret, der bor øverst oppe under udhænget og har travlt med at passe deres rede og æg.

Stolen er i øvrigt det aller første indkøb på den blå avis

Jeg læste et sted, at juli er rosernes måned. Og de står da også mange steder med fine blomster og dejlig duft. Jeg fandt disse ved gavlen  på præstegården. De kunne fint bruges som motiv til et nyt Nyhedsbrev fra kirken.

Nu venter en prædiken på at blive skrevet – og så lukker pc’en snart ned. Der kommer dog lige et indlæg på mandag om, hvordan den plastikfri juli er gået. Det er der egentlig kommet mange spændende overvejelser ud af. Mere om det på mandag 🙂

Nu ønskes du en dejlig weekend.

Jette

En regnsvejrs dag

Sådan var det i går – men derfor blev det alligevel en hyggelig fridag. Ole er begyndt på sin sommerferie, så vi benyttede dagen til at køre lidt på tur.

En tur til Jelling – en skøn by, med så meget kulturarv og en rigtig fin måde at formidle det på. Vi har faktisk været  i byen før, men i går blev det så til en tur indenfor på museet – Kongernes Jelling. Tænk at bo i et land, hvor der er gratis adgang til et helt univers af spændende historisk information. Det er virkelig interessant, du må røre alt, kan lytte til gode historier, og se dig selv i flammer i selveste Valhalla 🙂

Vejret indbød ikke til de helt lange gåture, det bliver en anden gang.

I stedet blev der strikket lidt på min udfordring. Jeg fik lukket af, så nu mangler der kun lommer og kanter. Lommerne skal strikkes der, hvor den farvede tråd er. Den skal pilles ud og maskerne samles op, det har jeg ikke prøvet før – så det bliver ny strikkelærdom 🙂

Om det bliver i dag, jeg kommer i gang med det, vides ikke – for udenfor er det jo blevet den skønneste sommer 🙂

God tirsdag.

Jette

Fredags glimt

Så er det allerede fredag igen – og i juli er det ensbetydende med glimt her på bloggen 🙂 Altså lidt tilbageblik og små hverdagssituationer fra den sidste uge her.

Sommerhuset kommer jeg ikke uden om 🙂 Og nyder, hver gang jeg er dernede, og i denne uge har der været et par gode solskinstimer inkluderet.

Vaskemaskinen i sommerhuset er også altid i gang – og mit lille tørrestativ på overarbejde. Men det fungerer fint – tøjet når at tørre lidt, nogen gange helt – hvis ikke, så kommer det med hjem og tørrer færdigt i præstegårdens have. Og tøjet dufter bare godt, når det får en tur ude i den friske luft.

Sommeren får lidt hårde ord med på vejen – der er ikke så meget sol og varme som sidste år. Men det passer mig rigtig godt. Til gengæld står alle afgrøder virkelig godt. Æbletræet er i færd med at frembringe flere æbler end nogensinde før. Jeg glæder mig til at skulle smage dem 🙂

Jeg er glad for biblioteket, det har jeg nævnt før. Og har fået reserveret en del bøger, som ligger klar til afhentning på forskellige tidspunkter – så det giver en god anledning til at sætte mig på cyklen og får trænet lidt inden cykelferien 🙂

Jeg har netop læst bogen “Lev for det halve”. En letlæst bog, som dybest set handler om at gennemgå sit forbrug og skære det væk, der er overflødigt og unødvendigt. Det er der som sådan ikke noget helt specielt ved – passer meget godt ind i tidens tanker. Men grunden til at denne bog blev skrevet, var at et sæt småbørnsforældre begge gik ned med stress, og noget måtte gøres og ændres. Deres liv var simpelthen for presset – enderne nåede slet ikke sammen. Og det tror jeg ikke, de er ene om at opleve. Men trist at de skulle helt derud, før de fik kigget på dem selv og deres liv. At et godt liv kan leves på mange måder – det er ikke kun store stillinger og økonomisk velstand. Nærvær, nærhed og tid er værdifulde elementer i hverdagen. Som ikke kan købes og som ikke kommer igen.

Og endelig har jeg igen forsøgt mig med koldthævede boller 🙂 Jeg havde lidt frugtyoghurt som skulle bruges, og så er det bare en god ide at komme det i en portion boller. Nu er der lidt til fryseren igen, og det er hel fint.

Må du få en dejlig weekend.

Jette

En kulinarisk aften

Min mand, Ole, havde fået en billet til et spisearrangement i fødselsdagsgave. Og samtidig havde jeg og resten af familien inviteret os selv med 🙂 Så i fredags skulle billetten bruges. Og det blev en fin og anderledes aften med lækker sommermad. Og vejret viste sig fra sin skønneste side, blå himmel, ingen vind og ikke skyggen af regn.

Brandbygegaard laver og producerer selv vin, primært af æbler. Og jeg smagte en moussernede æblevin fra 2015 – den smagte virkelig dejligt. Og havde masser af bobler. Som blev ved med at vare ved til glasset var tomt 🙂

Menuen var vegetarisk – og virkelig tilrettelagt efter, hvad køkkenhaven bugner af netop nu. Små enkle og delikate retter, hvor hver grøntsag kunne smages. Og er man glad for grøntsager, som jeg er, så synes man det er en fest 🙂 Er man ikke helt så begejstret, ja, så var der heldigvis to fade på bordet med hjemmebagte brød og hjemmekærnet smør, som der kunne suppleres med.

Små lækre kartofler med mayonaise, radiser og krydderolie.

Det er tid for salat – og sjældent har jeg fået så mange på en tallerken, dryppet med vinagrette og toppet med ristede boghvedekerner og revet ost.

Rødbeder er ikke min favorit. Men her var de ret fine i små snitter, og serveret med syrnet fløde (hvis jeg husker rigtigt)

Så var der pause, og vi kunne bevæge os frit rundt på hele gården. Blandt dyr og planter, vinstokke og æbletræer. Hold nu op, hvor var der meget der skulle ses til og passes, og det klarer Søren Sørøver og Lone Landmand selv. Det er virkelig godt gået.

Hovedretten var også lækker – igen med grøntsager i fokus. Et kvart spidskål 🙂 løg, gulerod og nye kartofler – og rigeligt med bearnaisesauce. Det var ret godt!

Og desserten glemte jeg at tage billeder af – men det var en lækker rødgrød sorbet og til sidst en creme brulee. Det sidste har jeg aldrig smagt før, men det var også rigtig godt.

Aftenen sluttede med en kop kaffe – og så var der faktisk gået en hel aften. I det bedste selskab.

En dejlig aften – i idylliske og gamle omgivelser. Der var masser af stokroser langs bygningerne og skæve vægge og toppede brosten. Lidt en tidslomme at træde ind i – og samtidig er det en økologisk forretning, som også løber rundt.

Hvis lejlighed byder sig, – så vil jeg overveje at kigge forbi igen 🙂

God mandag.

Jette 

Fredags glimt

Her i juli måned har jeg besluttet mig for at lave fredags glimt. Mest fordi, at der ikke bliver bagt så meget, og alt er lidt løsere i strukturen – feriestemningen rammer også præstens kontor. Så det bliver glimt igen i dag 🙂

Men glimt fra i går. Hvor jeg igen var i sommerhus for at gøre klar til et nyt hold gæster. Og når jeg er dernede, går jeg ofte en tur forbi vandet – for lige at høre det og se det. I går var der rimeligt højvande.

Jeg har tænkt på, om jeg kan have sådan en signatur-ting – altså en ting, som går igen i hver udlejning. Og har bestemt mig for, at der altid skal være friske blomster i mine tre små Kähler vaser (en bryllupsgave). Og gerne blomster fra sommerhushaven. Endnu er det lykkedes.

Selv på det lille toilet er landet et par roser 🙂 Det er reformationsrosen, og den er bare så fin.

På turen ned til vandet går jeg forbi nogle gamle og meget høje fyrretræer. Og de har tabt de flotteste kogler. Så hver gang jeg går forbi, samler jeg et par stykker op – og gemmer til jul og dekoration. Men bruger dem faktisk også til optænding i brændeovnen. De er virkelig gode og lette at få ild i.

Og så bagte jeg boller i går. Solide boller med masser af frø og kerner 🙂 Når jeg får lidt ekstra travlt og har mange bolde i luften, så går jeg – lidt ulogisk måske – men så går jeg ofte i køkkenet og laver en dej. Rører lidt i skålen, sætter dejen til hævning, og får så senere, når tiden er til det, bagt et brød eller nogle boller. Jeg tror, det er med til at skabe lidt orden i kaos 🙂

Og nu banker weekenden på – med en spændende madoplevelse i vente. Den hører du om 🙂

God weekend.

Jette

På besøg på en byggeplads

Jeg synes træ-hus-byggeri er spændende – og i går havde Ole og jeg mulighed for at kigge inden for på en byggeplads i Jylland. I skønt vejr og smukke omgivelser.

Huset bygges af TræVærk – et lille og forholdsvis nyt firma med en super engageret ejer. Dennis – fyldt med visioner og gode ideer, energisk og initiativrig. Jeg besøgte allerede sidste år et andet projekt, han også stod for – nemlig træhuset på Hjarnø.

Nu var han i gang med dette hus – et skønt hus, med masser af træ både indvendigt og udvendigt. Det meste af træet var fra Danmark eller Norden – og altså ensbetydende med kort transport. En del af husets inventar var blevet fundet i den blå avis. Alt sammen noget, der er med til at nedbringe det CO2 aftryk ethvert husbyggeri afsætter.

Vi skulle ikke andet end at kigge – og dejligt, at både bygherre Mille og Dennis var til stede. De tog sig begge god tid til at vise rundt og besvare mange spørgsmål. Mille fortalte tillige om overvejelser ved at bygge på denne måde, i modsætning til et muret hus. Noget af det jeg bed mærke i ved huset, var, at det virkede og duftede tørt og rart at være i. Det skulle ikke først tørre i uger, som et muret hus skal.

Huset her skal rumme Mille og hendes lille familie, som har taget noget af et spring – fra en lejlighed i København til et nyt træhus i en ret lille by i Jylland.

Jeg havde bagt lidt cookies, som de gode håndværkere kunne spise til deres eftermiddagskaffe 🙂

God torsdag – hvor det er stille og let regn.

Jette

Side 59 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal