diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Brød Side 6 af 12

Fint brød

Forleden fik mine minikonfirmander til opgave at bage et fint brød – så det vil jeg også forsøge.

Men hvad er et fint brød ?

Det er der vist ikke nogen færdig formel for, men et brød bagt med umage, æltet og formet med omtanke – det tror jeg passer ind i den kategori 🙂

Et brød til weekenden kan bestemt godt være dette – enkelt og ligetil, og fint flettet.

Et fint brød

1 dl. ymer

2 dl. vand

15 gr. gær

1 tsk. groft salt

2 tsk. honning

2 spsk. olivenolie

75 gr. groft speltmel

ca. 300 gr. hvedemel

Opløs gæren i den kolde væske, tilsæt øvrige ingredienser og ælt godt igennem. Gem måske lidt hvedemel til senere.

Dejen hæver et par timer, før den æltes igennem igen – og flettes 🙂 Jeg forsøgte med 5 “snore” Det gik okay, men dej er ikke som almindelig snor, så det kan let gå i stykker undervejs 🙂 Dejen kan også formes til et helt almindeligt brød.

Efterhæver, mens ovnen varmer op til 200 grader og bages ca. 25 minutter. Afkøler på en rist.

Og så er der – som jeg har skrevet før – lækkert nybagt brød. Det er virkelig bare godt 🙂 Og lige til at hygge med inden døre på en grå og våd november dag.

God weekend.

Jette

Minikonfirmanderne bager

I dag er det ikke mig, der er kreativ, men i stedet mine små minikonfirmander. De hørte om nadveren, om skærtorsdag og den sidste dag i Jesu liv. Og så kirkens altersæt med den lille tallerken, de underlige oblater og den gamle kalk eller bæger, som det også kaldes.

Hvad der præcist sker i nadveren, når vi knæler ved alterskranken og får brød og vin, det er vanskeligt at forklare. Og opleves givetvis også forskelligt fra menneske til menneske. Men at det er til minde om Jesus, og er at gøre, som han har anvist, det er tydeligt nok. Og så må Helligånden og troen tage over, og lade det virke til bedste for os.

Men brød må der til. Og derfor æltede jeg noget dej i formiddags, og så kunne minikonfirmanderne ellers forme og skabe det fineste brød. Og det gjorde de – med den tålmodighed en 9 – årig er i besiddelse af. Men de var efterfølgende ret godt tilfreds med deres resultat 🙂

At bage sammen er virkelig en god aktivitet – det styrker motorik og fantasi, og en giver anledning til meget snak undervejs. Nu håber jeg så blot, at minikonfirmanderne kan huske, at der var en sammenhæng mellem deres brød og Jesu brød skærtorsdag aften.

God aften.

Jette

Grovbrød med æbler og tranebær

I weekenden bagte jeg dette brød. jeg går sjældent af vejen for et bød med indhold – men det er ikke alle i familien, der er lige så begejstrede. Men måske du synes det er interessant ? 🙂 Det er et rustikt brød – men også et brød med smag 🙂 Æbler fra haven og tørrede tranebær fra forrådsskabet og knækkede rugkerner, der kun venter på at blive brugt. Så er scenen sat til brødbagning.

Grovbrød med æbler og tranebær

1 dl. skårne rugkerner

1½ dl. koldt vand

1½ dl. vand

1 dl. surmælksprodukt

1 tsk. salt

15 gr. gær

75 gr. grahamsmel

50 gr. tørrede tranebær

1 revet æble

ca. 450 gr. mel

Rugkerner og de 1½ dl. vand koges 5-10 minutter og køler af. Kommes i røreskålen sammen med det sidste vand og surmælksproduktet. Rør gæren ud heri, og tilsæt de øvrige ingredienser. Hold lidt hvedemel tilbage. Jeg brugte røremaskinen først og æltede dejen færdig i hånden. Så er det lettere at vurdere hvor meget mel, der skal bruges 🙂

Stilles til hævning et par timer.

Æltes godt igennem, formes til et brød og efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 45 minutter og afkøler derefter på en rist.

Et lækkert og saftigt brød – hvis man godt kan li’ kerner og noget at tygge på 🙂 Og som Ole kommenterede, så var det et brød, der vejede noget 🙂 Ja, men som jo så også mætter noget.

God fornøjelse med at hente æbler og bage et godt brød.

Jette

Kernebrød

For noget tid siden faldt jeg over en pose med hele hvedekerner, økologiske og med historie. Sådan en pose har jeg svært ved at gå forbi. Den er lidt spændende 🙂

Men opskrifter på brød, hvor der er hele hvedekerner i, de er lidt vanskelige at finde. Det er blevet langt mere almindeligt at bruge de hele kerner i salat. Og det er faktisk en god ide – især, når vi tænker, at vi gerne må spare lidt på risene og i stedet spiser lokale kerner i stedet.

Nu er posen blevet åbnet og det første brød har set dagens lys 🙂

Kernebrød

1 dl. hele hvedekerner

1½ dl. vand

15 gr. gær

1 dl. surmælksprodukt

1½ dl. vand

1 tsk. groft salt

1 spsk. honning

2 spsk. olie

75 gr. grahamsmel

ca. 200 gr. hvedemel

Kernerne koges ca. 15 minutter og køler af. Rør gæren ud i væsken, tilsæt de kogte kerner med overskydende vand og de øvrige ingredienser. Hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt dejen godt og sæt den til hævning et par timer. Æltes igennem igen og formes til et brød. Efterhæver mens ovnenvarmer op til 200 grader. Bages ca. 30 minutter og afkøler på en rist.

Det blev er robust og solidt brød, med masser af smag og tyngde. Perfekt til morgenmad på en dejlig onsdag.

Jette

Pesto brød

Internettet inspirerer og med rester i køleskabet efter kirkevandring – så blev dette brød bagt i går. Og til udelt begejstring for Trine og kæresten. Og det er jo altid dejligt, når noget bagværk falder i god jord og smager lækkert.

Det gør dette enkle brød – fint som det er eller som tilbehør til en salat. Det er et brød lidt på “slump” – så det er helt klart fri til ydereligere fortolkning 🙂

Pesto brød

Pizzadej af 3 dl vand

Fyld

1 mindre glas pesto – jeg brugte tomatpesto

1 kugle mozzarella

Dejen rulles ud i et rektangel, pesto fordeles oven på. Mozzarellaen skæres i skiver og lægges på, hvorefter dejen forsigtigt rulles sammen. Brødes lægges på en plade med bagepapir. Der skæres en dyb rille i midten af brødet.

Efterhæver mens ovnen varmer op til 225 grader og bages ca. 25 minutter.

Det afkøler lidt, inden det spises. Det smager ret godt lunt 🙂

Det blev til let aftensmad her i huset i går – måske en idé at prøve på årets sidste sommerdag 🙂

Håber din dag bliver varm og solrig.

Jette

Brød med nigellafrø

studieturen til Bornholm dumpede vi helt tilfældigt ind på et China Tea House, som ud over at servere skøn te og kaffe også solgte alverdens økologiske krydderier. I løs vægt – så vi var flere, der fik små poser med hjem af spændende krydderier. Jeg fik en pose med nigellafrø. Dem har jeg aldrig haft før, så nu skulle de bruges i et brød. Det blev ganske lækkert.

Brød med nigellafrø

10 gr. gær

3 dl. vand

1 tsk. groft salt

1 tsk. nigellafrø

1 spsk. olie

75 gr. fuldkornsmel

75 gr. durum mel

ca. 300 gr. hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser – hvedemelet lidt af gangen. Æltes til en fin dej, der hæver et par timer, før den slås ned og lægges på en plade med bagepapir. Tryk brødet ret fladt. Pensl det med olie og drys lidt nigellafrø på. Efterhæver mens ovnen varmer op til 220 grader. Bager ca. 20 minutter og afkøler på en rist.

Og du har det fineste brød med sej krumme og god smag. Perfekt som madbrød eller bare til at gumle på – hvis du ligesom jeg godt kan li’ nybagt brød og spise det, som det er 🙂

Det er en god idé at komme nigellafrøene i dejen, for de falder let af, når de bruges som pynt.

Og så er det weekend 🙂 Dejligt – med sommer i skønne farver og smukke toner:

“Danmark nu blunder den lyse nat” …” det er jo næsten ikke mørkt i denne tid 🙂

Jette

Chiabrød

Mine fine chiafrø kommer i brug igen 🙂 Jeg bagte til forrige salmemaraton små brød med netop disse frø i – og det blev vel modtaget. Så nu forsøger jeg mig igen, og denne gang har jeg skrevet målene ned 🙂

Chiabrød (3 stk.)

3 spsk. chiafrø

1½ dl. koldt vand

2 dl. surmælksprodukt

3 dl. vand

½ pakke gær

1 spsk. groft salt

1 spsk. honning

½ dl. olie

50 gr. solsikkekerner

50 gr. havregryn

150 gr. fuldkornsmel

ca. 600 gr. mel

Rør chiafrø og 1½ dl. vand sammen og lad det stå et kvarter. Frøene opsuger ret meget af vandet. Rør gæren ud i surmælksprodukt og vand og tilsæt derefter alle de øvrige ingredienser inklusiv chiafrø og vand – men hold lidt hvedemel tilbage. Æltes til en dejlig dej og stilles til hævning et par timer.

Æltes igennem igen og formes til 3 brød. De hæver mens ovnen varmer op til 200 grader og bages i ca. 25 minutter.

Afkøler på en rist.

Solen skinner uden for – så brødene kom med ud på terrassen – inden de om lidt kommer med ned i kirken.

Det er lækre brød, og de har et lidt sjovt bid på grund af chiafrøene. Og så er de helt sikkert sunde 🙂

God og smuk onsdag.

Jette

Nybagt brød

Når jeg har været hjemmefra i flere dage, så er noget af det første jeg ofte gør, når jeg kommer tilbage – at ælte dej til et brød! Næsten inden vaskemaskine bliver fyldt, så er gæren udrørt i vandet og salt og sukker tilsat 🙂

Hvorfor dog gøre det? Var det ikke bedre at få tjekket mail og tømt postkasse – næh, sådan har jeg det i hvert fald ikke. En veninde har sagt til mig, at hun synes, det er helt meditativt at ælte brød., Så store tanker har jeg dog ikke om det. Men det giver bare god mening at få lagt en dej, og vide, at der kort tid efter, vil være det lækreste og mest velduftende brød i huset.

Brødet her er nærmest et sigtebrød – består af rugmel og hvedemel og så efterhævet i hævekurv. Det giver altid en fin form og mønster.

Så der er ikke nogen eksakt opskrift, men denne kan bruges som udgangspunkt. I brødet fra i går var der dog ingen iblødsatte kerner 🙂 så det var en lidt hurtigere udgave.

Hverdag igen, med hverdags opgaver – det er nu også ganske fint. Selv om jeg sidder og drømmer mig lidt væk til Barcelona, som venter sidst på måneden 🙂

God tirsdag.

Jette

Koldthævet brød

Nu skal det prøves 🙂

En gærdej i køleskabet natten over og nybagt brød næste morgen. Jeg har læst meget om det, men ikke gjort så meget i det. Opskriften her er inspireret af Claus Meyer. Men han vil næppe godkende min indsats mht. til at ælte – men det får nu være.

Brødet her smagte faktisk ret godt – lidt sprødt på toppen og luftigt og sejt indeni. Mit hævede ikke så meget i højden, det ville have haft godt af lige at temperere, før det gik i ovnen. Så ved jeg det til en anden gang 😉

Koldthævet brød

3 dl. vand

50 gr. grahamsmel

250 gr. hvedemel

gær som størrelsen af en ært

1 tsk. salt

Alt røres sammen og røres længe. Min dej bestod ingen glutentest – var mest som en solid grød. Hævede i køleskabet natten over. Og blev så lempet ud på en bageplade med bagepapir, og siden drysset med solsikkekerner. Ind i ovnen, der i forvejen var varmet op til 225 grader.

Bages ca. 25 minutter.

Afkøler på en rist.

Og så har du et ret lækkert brød – som vil smage godt til næsten alt fra morgenmad til natmad 🙂

Jette

Hurtigt madbrød

Til aftensmaden i dag har jeg brug for et madbrød. Og kom i tanke om, at for mange år siden – da Karolines kogesbøger var det eneste, jeg kiggede i – der var en opskrift på et meget hurtigt madbrød. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var specielt, for brødet var med gær, men skulle ikke hæve og det skulle i en kold ovn – så det var ligesom helt anderledes end andre brød.

Her kommer det i anno 2016 udgave 🙂

Fladt madbrød

50 gr. smør/margarine

20 gr. gær

2 dl. mælk

½ dl. surmælksprodukt

1 tsk. sukker

1 tsk. groft salt

1 tsk. tørret rosmarin

75 gr. grahamsmel

ca. 300 gr. hvedemel

Smelt smør/margarine og hæld mælken i, inden det kommet i det fad, dejen æltes i. Tilsæt de øvrige ingredienser, men kom hvedemelet i lidt af gangen. Ælt dejen igennem og form til en kugle, som så trykkes flad på en plade beklædt med bagepapir. Med en kniv markeres brødet i 8 felter.

Brødet sættes i en kold ovn, som nu tændes på 225 grader. Bager ca. 30 minutter, og køler af på en rist.

Det var virkelig et hurtigt brød. Og huset dufter lifligt af nybagt brød – og venter kun på at blive serveret til en solid omgang chili con carne i aften.

God onsdag.

Jette

Side 6 af 12

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal