Mine fine chiafrø kommer i brug igen 🙂 Jeg bagte til forrige salmemaraton små brød med netop disse frø i – og det blev vel modtaget. Så nu forsøger jeg mig igen, og denne gang har jeg skrevet målene ned 🙂

Chiabrød (3 stk.)

3 spsk. chiafrø

1½ dl. koldt vand

2 dl. surmælksprodukt

3 dl. vand

½ pakke gær

1 spsk. groft salt

1 spsk. honning

½ dl. olie

50 gr. solsikkekerner

50 gr. havregryn

150 gr. fuldkornsmel

ca. 600 gr. mel

Rør chiafrø og 1½ dl. vand sammen og lad det stå et kvarter. Frøene opsuger ret meget af vandet. Rør gæren ud i surmælksprodukt og vand og tilsæt derefter alle de øvrige ingredienser inklusiv chiafrø og vand – men hold lidt hvedemel tilbage. Æltes til en dejlig dej og stilles til hævning et par timer.

Æltes igennem igen og formes til 3 brød. De hæver mens ovnen varmer op til 200 grader og bages i ca. 25 minutter.

Afkøler på en rist.

Solen skinner uden for – så brødene kom med ud på terrassen – inden de om lidt kommer med ned i kirken.

Det er lækre brød, og de har et lidt sjovt bid på grund af chiafrøene. Og så er de helt sikkert sunde 🙂

God og smuk onsdag.

Jette