I går havde vi den årlige kirkevandring. En kort gudstjeneste efterfulgt af en lille spadseretur ud i Gamborgs skønne natur. Så ordet kirkevandring er nok lidt at skrive det med stort – men vi var ude at gå 🙂 I køligt dansk sensommervej.

Natten havde budt på regn og torden, men søndag formiddag var tør, kølig og blæsende. Det havde de øvrige kirkegængere taget højde for og taget en jakke på. – Jeg troede stadig det var sommer og lunt i vejret, og havde kun en trøje med 🙂 Men det gik nu fint alligevel.

Den lille vandretur afsluttes med let frokost. I år havde vi valgt tapas, og var lidt spændt på, om det ville falde i god jord 🙂 Det gjorde et heldigvis. Det er jo let at gå til – det eneste jeg havde bidraget med her var hummus og et foccaciabrød..

Vi plejer tillige at synge et par sange. Og som en sagde, det er altid spændende at se, hvilke sange jeg havde valgt 🙂 Og det er jo rart at få at vide, og samtidig vide, at der er interesse for at synge lidt sammen. Det blev så “Septembers himmel er så blå”, og “Jeg vil male dagen blå.”

Det kunne også have været et vers fra “Nu falmer skoven” – for et blik ud over marken og Gamborg fjord understreger:

“Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde. (Den danske salmebog 729,2)



På en kølig mandag.

Jette