diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Rejser og ferier Side 2 af 3

Ferie i Danmark

Næppe er vi begyndt at forberede os til at arbejde igen, før det er sommerferie planer, der popper op 🙂

Og for mange vil det være nye planer, der skal lægges. Det er det dog ikke for mig.

Før corona og alle følgerne af det, havde jeg tænkt, at 2020 skulle være året, hvor jeg ikke fløj. Men derudover havde jeg ikke lavet særlige planer.

Men nu banker sommerferien på – eller det begynder igen at blive muligt at glæde sig til at kunne komme ud og opleve lidt.

Sidste år var Ole og jeg på cykelferie 🙂 Og det gik godt. Nok lidt hjulpet af stille vejr, flade landskaber og næsten tørvejr 🙂 Men i hvert fald, så vil jeg gerne forsøge igen i år. Og derfor er det en cykelferie i Danmark, der er under planlægning.

Men hvad skal man lige vælge? Jeg faldt sidste år over en bog – Maria i Himmerland – og den tænkte jeg kunne bruges som inspiration. Så Ole fik bogen i julegave sammen med et gavekort på en overnatning i Rebild bakker. Så var vi ligesom lidt i gang 🙂 Jeg kan godt se, at det nok mest er mit projekt, men Ole vil heldigvis gerne med.

I bogen beskrives fem kirker, som alle har det til fælles, at der er en Maria figur. Små kunstværker som er omkring 800 år gamle, og som på sin måde fortæller noget om kristendommen i Danmark. Og som det står i bogen: “Bogen lægger op til en tur, således at natur, kunst og historie bliver en samlet oplevelse for herboende eller besøgende udefra.” Og vi vil så tilhøre den sidste gruppe.

At det lige bliver Himmerland, vi besøger og cykler rundt i denne gang er lidt tilfældigt. Men jeg synes, det var en oplagt ide at have en sådan rute som udgangspunkt – og så kan vi føje mange andre seværdigheder til undervejs.

Nu er jeg i færd med at finde steder at sove – og det skal være steder med både seng og toilet – ikke noget med telt og sovepose til mig.

Og med corona-krisen i baghovedet så er lokale kroer i spil. Kan vi bidrage bare lidt til omsætningen, vil det være fint. Og jeg tror også, der bliver spist ude flere gange – både i ferien, men også ellers. Til gavn for restauranter, men bestemt også fordi, det bliver så dejligt at kunne få serveret mad igen på en cafe 🙂

I det hele taget så vil det være godt i denne sommer at tænke dansk og lokalt. Og der ligger et væld af muligheder lige for næsen af os. Vi skal bare vælge.

Min sommerferie er først til august – men jeg er begyndt at glæde mig. Forventningens glæde skal man ikke tage fejl af 🙂

God onsdag.

Jette

Og så er der ferie

Det er så mærkeligt. Og føles lidt forkert – for jeg har bestemt ikke været på overarbejde i påsken. Det har været den mest underlige påske i mands minde. Men der afvikles også ferie nu – og det er fint nok. Oprindelig skulle jeg have været i Holland i disse dage – det bliver en anden gang 🙂

Karlsgårde sø – vi gik rundt om den påskedag

Nu gælder det sommerhus, lidt bagværk og noget maling og hvad, der ellers lige dukker op. Jeg synes det mærkes, at tempoet går ned. Det gør det i hvert fald hos mig. Og der synes meget langt til den 10. maj – hvor vi jo så lige nu ikke ved, hvad der sker efter den dato.

Grovbrød

I dag blev der først lavet dej til et grovbrød – det er altid en god start på dagen at lave noget dej, som så hæver et par timer, og til frokost er der nybagt brød. I dag var det Peter, der nød godt af det 🙂

Citronmåne

Kage var der heller ikke noget af – men der lå økologiske citroner i frugtskålen, så det blev en hel citronmåne (i halv størrelse), der blev bagt. Den smager godt og frisk, og er let at tage med i sommerhus.

Dressing med budget-sennep

Der skulle ikke bruges ret meget citronsaft i kagen, derfor blev der lavet noget dressing i stedet. Jeg nyder virkelig at have en færdigblendet dressing stående i køleskabet – så tager det ingen tid at lave en salat færdig 🙂

Hvis du kigger godt på sennepsglasset bagerst i billedet, så er det budget fra Føtex. Og faktisk det mærke, der inspirerede  mig til navnet på bloggen. At bage med gode produkter, der ikke koster en bondegård. Ambitionen er nok ændret lidt med tiden – jeg er stor fan af lækre råvarer – men til daglig ryger der stadig budget-varer i indkøbskurven 🙂

På en kølig aprilsdag.

Jette

Skønne efterårsdage i Nordjylland

Hvor var de sidste dage af oktober bare skønne. Tørvejr, klar himmel solskin og nattefrost – virkelig en flot afrunding af den midterste efterårsmåned. Og de sidste 4 dage var jeg og Oles familie i Nordjylland – i et dejligt sommerhus i Kandestederne. Det var ren idyl 🙂

Det var første gang jeg var med på sådan et ophold i deres familie – og jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være. For de andre har jo kendt hinanden i en menneskealder og sammen oplevet både glæder og sorger, og så er det sin sag at komme ind i sådan en kreds. Men det er gået så godt, åbenhed og venlighed og masser af grin og historier fra langt tilbage har kendetegnet dagene.

Her er lidt glimt fra noget af det, vi også så og oplevede i det nordlige Jylland. Et skønt sted. Ved Grenen så vi en dag sælerne, som havde lagt sig til rette i solskinnet. Hvor var de søde og ret upåvirkede af, at mennesker stod og iagttog dem.

Solnedgangspladsen var blevet renoveret og havde fået en fin cirkel, hvorfra solnedgangen kan nydes. Vi var der om formiddagen, så det var formiddagssolen vi så 🙂

Og så gik turen til det mest omtalte fyr for tiden. Rubjerg knude fyr, som i sidste uge blev flyttet 70 meter. En imponerende indsats, og vi så ved selvsyn, hvorfor de ikke havde flyttet fyret længere. Sandklitten sluttede der, og en stejl side viste sig.

Folkene bag var stadig i gang med at rydde op og lægge sand på plads – så vi mødte manden bag hele den store operation – en jordbunden nordjysk murermester 🙂

Vi besøgte endvidere Råbjerg mile og Nordstranden og fornemmede undervejs den helt særlige stemning, der er i området. Vejret var så fint, at kaffen kunne drikkes i det fri.

På vejen hjem gik turen forbi min barndoms kirke og dermed også mine forældres gravsted. Her så alt fint og pænt ud – nu ventede gravstedet på at blive pyntet med gran.

Nogle dejlige dage er forbi – det er blevet november, og hverdagen venter.

God weekend.

Jette

Turen går til Toscana

I morgen begynder jeg på en bustur til Toscana 🙂 Jeg kan næsten høre dig smile 🙂 For det er en lidt gammeldagsmåde at rejse på, men en klimavenlig måde at rejse på. Og turen ned gennem Europa  giver tid til at følge med. Og jeg kan sætte mig til rette i sædet og bare blive kørt afsted. Jeg glæder mig. Min sidste busrejse var i øvrigt også sydpå – til Wittenberg.

Denne gang er det Toscana. Jeg har aldrig været der, men talt om det i årtier. Så det bliver dejligt at opleve Italien – maden, vinen, naturen og lidt sol og varme. Jeg har ikke planlagt noget – for det er Gislev Rejser, vi rejser med, og her er det meste planlagt på forhånd. Det passer mig godt, for de ved helt klart mere om området end jeg gør. Så jeg kan sænke skuldrene og blot følge med og indsnuse dufte og smage på lækkerier i en uendelighed.

Jeg tager min bambuskop med – så kan jeg måske være heldig at begrænse brugen af engangskopper i bussen 🙂

Nu skal kufferten pakkes, og så venter jeg blot på at komme aftsted. Peter er kommet hjem og passer hus, høns, hund og kat – så de er alle i gode hænder.

God tirsdag – og på gensyn, nu holder bloggen ferie 🙂

Jette

Den første dag i ferien

Mine ferier begynder oftest om mandagen 🙂 Så 14 dages ferie betyder, at jeg slutter med en friweekend og så først skal prædike igen om søndagen i den uge, hvor jeg er tilbage igen. Og det passer godt 🙂 I år er det så også dagen for skovrejsningen i Kauslunde, så det bliver en lidt speciel dag. Men mere om det en anden gang 🙂

I dag begyndte tidligt – Ole har nemlig ikke ferie, så han måtte retur til Jylland og passe sit arbejde. Jeg gik i gang med at læse weekendens avis. Hvilken luksus – at sætte sig, og stille og roligt få tygget sig gennem den ene artikel efter den anden. Noget undrede, andet var muntert og noget lidt sørgmodigt. En nekrolog over en af vor tids salmedigtere – Simon Grotrian var død, kun 57 år gammel. Han havde sin helt egen måde at digte på – finurlig og fyldt med skæve billeder, som lod ens egne tanker fortsætte:

“Herren svinger tryllestaven

over duerne på graven

tro og håb og kærligheden

spreder han i verdenshveden

livet har en evig far.” (Simon Grotrian 2006)



På køkkenbordet var efterladt en halv squash – det er jo lige sæson for dem. Noget af denne squash er blevet til en kage.

En kage med squash og rosiner

200 gr. groft revet squash

175 gr. mel

1/4 tsk. groft salt

1 tsk. bagepulver

1 tsk. kanel

½ sk. kardemomme

1tsk. vaniljesukker

3 små æg (silkehønseæg :-))

200 gr. sukker – gerne lidt farin iblandet

1½ dl. olie

50 gr. rosiner

Pisk æg og sukker godt luftigt. Kom olien í og pisk den grundigt med. Tilsæt de øvrige ingredienser – mel og bagepulver sigtes i dejen. Det hele vendes godt rundt og kommes i en brødform (min var 11 x 25 cm) foret med bagepapir. Bages ved 175 grader 55 – 60 minutter.

Køler af i formen og senere på en rist. Den er lettest at skære i skiver, når kagen er kølet af.

En lækker kage – på første feriedag 🙂

Hvor solen faktisk også skinner. Så er det helt fint om et øjeblik at skulle køre i sommerhus. Her venter græsset blandt andet på at blive slået.

God mandag.

Jette

Turen går til Vestkysten – på cykel

Og det er det sidste, der i denne omgang er det interessante. For Ole og jeg har netop afsluttet 5 dage på cykel, med fire overnatninger vidt forskellige steder – og stukket fødderne i Vesterhavet, spist lækker mad og i det hele taget nydt ferien 🙂

Min gamle 3-gears cykel med oppakning

Men at det var på cykel det foregik, det var nyt. Og jo spændende at se om kondien var til det. Men det gik så fint. Og vi havde ingen uheld, ingen punkteringer eller andre udfordringer.

Forudsætnignen for, at jeg vil cykle på ferie er, at det er godt vejr, der kan cykles i shorts og sandaler, og til nød bruges en regnjakke, hvis en enkelt byge skulle dukke op. Og egentlig er det jo noget, vi ikke selv er herre over 🙂 Men vi havde fine betingelser. Næsten ingen vind – og så er det bare meget fladt ude vest på 🙂 Stigningerne var virkelig til at overse.

Udsigten fra fyret ved Blåvandshuk

Jeg er magelig – så at sove i telt eller en åben shelter, det kom aldrig på tale. De fire overnatninger var booket hjemmefra. Og derfor skulle der heller ikke så meget bagage med. Kun tøj i cykeltaskerne og en lille ældre køletaske. Vi spiste frokost på turen fra sted til sted. Vi havde ikke taget trangiakøkken eller andet med, så der blev ikke som sådan lavet mad undervejs. Men jeg havde lavet en god pastasalat til den første dag. Og så havde jeg taget to bambuskrus med og to champagneglas med, så de blev genbrugt undervejs.

Her er billeder af de fire sovesteder:

Hotel varde, indrettet som motel

Et superhyggeligt B&B sted i Blåvand

Ombyggede medarbejderboliger ved Filsø

En skøn tønde med egen terrasse ved Hodde kro

Og det var en del af oplevelsen, at møde så forskellige steder. Og så dejligt, at der var redt op og næste morgen kunne vi så bare kunne forlade stedet igen 🙂

Undervejs har vi pudset glorien – og tænkt på den CO2 vi har sparet i år 🙂 Nej, spøg til side, men det har været en super måde at være sammen på og opleve Danmark på. Verden bliver meget enkel, når man bare cykler afsted. Det kommer til at handle om, hvordan er vejen, hvordan er vejret – og hvor skal vi spise aftensmad. Det er en lille boble, man befinder sig i – og det tror jeg er sundt nok en gang i mellem. Bare at være i det helt enkle.

Nu venter et par ugers arbejde – inden jeg er så heldig igen at have ferie 🙂

God mandag.

Jette

Ferie forberedelser

Der er over 1½ uge til det hedder ferie – men derfor er forberedelserne alligevel gået i gang 🙂 Det er nemlig en lidt anden ferieform i år – jeg skal på cykelferie 🙂 Så derfor benytter jeg enhver lejlighed til at tage cyklen, når jeg skal på samtale, husbesøg eller ud at handle. Og nyder at vejret er godt – jeg gider slet ikke cykle i regnvejr!

Cykeltaskerne er blevet lånt – min søde organist havde et par virkelig fine tasker, jeg kunne låne, og de passer perfekt på min gamle cykel.

Hvorfor cykelferie? CO2? klimavenlig ferie? Både og. For jeg skal sidst i august på en helt anden slags ferie – en bustur til Toscana (og med fly hjem). Mere om det en anden gang. Og jeg var jo også i Paris i foråret  – så det med at reducere CO2 udslippet, går ikke så godt i år 🙂

Men det syntes bare at give god mening med en lidt mere aktiv ferie. Og at komme rundt på cykel er en fin og rolig måde. Jeg cykler absolut ikke ræs – slet ikke. Det lader jeg Ole om 🙂 Men vi har aftalt, at cykelferien sammen, det er for oplevelsens skyld – ikke for præstationens skyld. Og den afklaring er vigtig. Ellers ville det blive for surt for os begge.

Nu er der bestilt overnatning 4 meget forskellige steder – de kommer på Instagram, når vi kommer dertil. Jeg er for magelig til at skulle ligge i telt, så der er overnatning i en rigtig seng 🙂

Cykelkort og bøger er studeret, der er installeret en app på telefonen, hvor ruterne kan lægges ind, så man kan se, hvor langt der er. Det virker ret smart. Og så har jeg fundet badedragten frem. For jeg har besluttet, at når turen nu går til vestkysten, så må jeg også ud og bade i Vesterhavet. Jeg håber på meget godt og varmt vejr 🙂

På turen fejrer vi tre års bryllupsdag, og den sidste af bryllupsgaverne bliver brugt. Et gavekort på en middag for to. Det glæder jeg mig til.

Sidste år gik turen til Møn, hvor også en af vores bryllupsgaver blev brugt. Vi har virkelig haft megen glæde af de oplevelsesgaver, vi fik.

Nu undrer vi os blot over, hvor de tre år er blevet af 🙂 

På en smuk juli dag.

Jette

Små ferieglimt

Her på bagkanten af ferien kommer enkelte glimt fra en god og varm ferie 🙂 Men fordi jeg havde besluttet at telefonen skulle blive i lommen i år, så er der ikke blevet taget mange billeder. Men der er til gengæld mange billeder på den indre skærm.

Vores ferie begyndte med et ophold på Møn – her har jeg aldrig været, og det var et interessant sted i Danmark. De høje kridtformationer, masser af små sten på stranden og en varme omkring de 30 grader gjorde den tur til noget særligt 🙂

Klinten er mod øst – og helt mod vest på Møn ligger Nyord, et fladt og særligt naturområde, og så har de en ottekantet kirke. Det er da også specielt.

Resten af ferien blev tilbragt i sommerhuset. Det var dejligt at prøve at være der i længere tid og opleve, at det fungerede godt. Det er et skønt hus at opholde sig i. Selv om vi nu mest var uden for 🙂

Vi flyttede blandt andet brændelyet. Da huset blev bygget beholdt det sin oprindelige plads. Men nu kan vi se, at vi mangler en terrase mod øst – til morgensolen. Så lyet blev flyttet 🙂

Det lille skur blev malet. Det blev malet med linolie og trætjære, så nu dufter det lidt af havn, når man går forbi skuret. Men det pyntede på huset 🙂

Nætterne var varme – så jeg gjorde alvor af min ide og prøvede at sove uden for. Det var en oplevelse, men også lidt specielt. Det er jo noget med at give slip på tanken om at ligge trygt bag låste døre. Men vi sov godt, og skønt at vågne op til fuglefløjt og duften af morgen.

Ferie er også tid til gæster. Så der blev lavet sommerhus venlig mad – i den grønne skala.

Og så lige en enkelt kage med brombær. Opskriften på den kommer i morgen – for jeg bager den igen i dag til menighedsrådsmødet i aften.

Det har nu været lidt hyggeligt at gense billeder fra ferien – men hverdagen banker på.

Så god tirsdag 🙂

Jette

Så venter sommerferien :-)

Ja, efter at det nu har været sommer i tre måneder, virker det helt underligt at sige, at det er sommerferie 🙂 Men det er det – ferie! Og dermed følelsen af frihed, forstået som god samvittighed til at gøre ingenting eller gøre noget, jeg gerne vil – hvad det nu bliver 🙂

Hyben i beskyttet dige

Der er ikke planlagt så meget – men en bryllupsgave skal dog bruges. Et gavekort på et ophold. Så vi begynder med en tur til Møn og Møns Klint. Her har jeg aldrig været, så det bliver super interessant.

Sommerhusets æbletræ 🙂

Og så hedder det også sommerhus – med ud af huset. For der er alt for varmt inden døre. Måske skal jeg prøve at sove under åben himmel 🙂 ?

Ny indkøbt kajak

Sandsynligvis kommer de to nyindkøbte kajakker også i vandet. Mette og jeg forsøgte i aftes. Ret sjovt, og vandet var helt stille og virkelig lunt.

Alt er så anderledes vejrmæssigt i år. Til næste år ønsker jeg mig lidt mindre sommer. Tænk at man kan skrive sådan 🙂

Store svaleunger

Bloggen holder også ferie, men Instagram følger lidt med undervejs.

På gensyn og god weekend – og ferie.

Jette

Turen gik til Lanzarote

Uge 1, var ugen uden net – men det var også en dejlig tur sydpå til varmere himmelstrøg 🙂

De fleste dage var temperaturen over 20 grader, sol fra en næsten skyfri himmel og kun enkelte byger til allersidst i ferien. Så vejret overgik klart forventningen.

Lanzarote er en lille ø blandt de 7 beboede øer  – de kanariske øer. Alle sammen dannet på vulkaner, der er skudt op af havets bund for årtusinder siden. Naturen bar præg af det. Jeg synes, det var temmelig goldt at se på. Der var masser af palmer og kaktus, men derudover var det lidt sparsomt med det grønne.

Turen var jo en afslapningsferie – med tid ved poolen, maden inden for rækkevidde og så ellers nyde at være sammen. Men lidt så vi – og blev også ret gode til at tage bussen rundt, selv om vi ikke kan et ord spansk. Og kan kun anbefales at køre med bus 🙂 man får set noget og oplevet stemningen og får et indtryk af det almindelige liv på øen.

Et par glimt fra dagene:

En tur i fiskespa. Det var nu ganske hyggeligt. Det var ret store fisk, der muntrede sig og hvor længe vi sad med fødderne i vandet, var der ikke nogen der tjekkede. Hvor stor effekten er, ved jeg ikke helt, men flittige var de energiske fisk 🙂

Selv om julen forlængst er forbi, så var der overalt stadig julepynt at finde. I et apotek stod denne lille julekrybbe – tankevækkende. Det var vist ikke sket i Danmark 🙂

Vi besøgte også et vulkankrater, hvor der var anlagt fine stier – det var ret så spændende. Der er en særlig ro sådan 50 meter under jorden.

En sø med en spejlblank overflade lavede den smukkeste spejling .

Om det er citroner eller lime ved jeg ikke, men fine var de.

Vi hørte om Cesar Manrique En betydningsfuld lokal kunstner og arkitekt, som levede i første halvdel af 1900- tallet. Han fik stor indflydelse på byggestilen på øen, for han havde en vision om at der skulle bygges, så der var overenstemmelse eller harmoni mellem bygninger og natur. Så husene var hvide og private boliger var på højst 3 etager.

På et udsigtspunkt, Mirador del Rio, små 500 meter over havet, havde man bygget en fin café med runde hjørner og store glaspartier. Et ganske fint sted 🙂

 

Jeg er ikke så meget for at købe souveniers – i hvert fald ikke noget, jeg ikke kan bruge til noget. Så i stedet er der hjembragt ret meget salt, olivenolie, aloesæbe og en fin nøglering med lavaperler. Alt sammen noget der kan bruges og samtidig lede tankerne tilbage på skønne dage.

Godt i gang med januar – og gråvejrsdage.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal