Det er allerede en uge siden, at vi kom hjem fra vores cykelferie. Fem dage på cykel i Himmerland. Vi havde for længe siden besluttet, at ferien skulle være i Danmark, også inden corona. Så på den måde har det ikke været specielt eller anderledes for os i år. Men det har været hyggeligt 🙂

Vi fik nogle dejlige dage – det var inden det blev så varmt som nu. Så vi havde behagelige temperaturer – og vind og bakker 🙂 Heldigvis var ruten lagt sådan, at det mest blev sidevind og medvind. Det gjorde det mere behageligt. Vi begyndte i Kauslunde og cyklede til Middelfart, hvorfra vi så tog toget til Aalborg. Det fungerede fint – men det er lidt besværligt at få en cykel ind i toget, de høje trin ind er udfordrende.

Turen var planlagt efter at vi skulle besøge fem kirker og se fem Maria-figurer. Træudskæringer tilbage fra den katolske tid i Danmark. Vi nåede at besøge tre kirker. Så de to sidste må blive en anden gang.

Den første vi så, var i Øster Hornum. Det var også den største figur, nærmest som en dronning sidder Maria med Jesus siddende på hendes venstre knæ.

Kirken var åben, så vi kunne bare gå ind, det var virkelig dejligt at opleve. De to andre kirker, vi besøgte, der måtte vi have fat i graveren for at blive låst ind. Men det var nu heller ikke noget problem. Så fik vi lige en snak med dem også 🙂

Rostrup kirke havde den mest farvestrålende Maria. Jeg synes den var så fin, ikke så stor, men placeret på en fin guldmalet hylde. Her er udtrykket et andet, mere eftertænksomt.

Den sidste Maria, så vi i Storvorde kirke. Her er lyset kommet i vejen, så den er ikke let at se. Men igen en fin udskåret træfigur, hvor Maria står med Jesus på armen.

Udenfor var vejret skønt – skyfrit og solrigt. Og kirken var ved at blive kalket, så billedet er næsten som et postkort af en kirke i Danmark 🙂

Maria figurerne var som sagt udgangspunkt for turen, men vi oplevede også meget andet. Men jeg synes, det gav god mening at have nogle mål undervejs, og så ellers se, hvad der dukkede op undervejs. Det gjorde blandt andet Rebild bakker og Rebildporten. Jeg ser lidt tillukket ud – det var den eneste dag, hvor det regnede – noget! Vi besøgte også Lille Vildmose, et dejligt naturområde med dyr og fugle, marker og vådområder. Og vi mødte tordenfluer på en lummer dag – der var godt nok mange, og de var overalt 🙂

Cykelferie kan måske godt lyde lidt primitivt – men det er det ikke – jeg havde booket alle overnatninger på forhånd. Ikke noget med at sove under åben himmel eller på et fladt liggeunderlag 🙂 Der er jeg alt for magelig. Vi sov blandt andet på dette smukke værelse på et slotshotel. Det kan kun anbefales 🙂

Vi mødte ikke mange andre på cykelferie i det område – faktisk kun et par stykker. Det er lidt ærgerligt, at flere ikke benytter denne ferieform. Man kommer helt ned i tempo og Danmark er perfekt at cykle i, der er masser af små veje og kilometervis af cykelstier. Så næste år, så cykler vi på ferie igen 🙂

God weekend.

Jette