Det er så mærkeligt. Og føles lidt forkert – for jeg har bestemt ikke været på overarbejde i påsken. Det har været den mest underlige påske i mands minde. Men der afvikles også ferie nu – og det er fint nok. Oprindelig skulle jeg have været i Holland i disse dage – det bliver en anden gang 🙂
Karlsgårde sø – vi gik rundt om den påskedag
Nu gælder det sommerhus, lidt bagværk og noget maling og hvad, der ellers lige dukker op. Jeg synes det mærkes, at tempoet går ned. Det gør det i hvert fald hos mig. Og der synes meget langt til den 10. maj – hvor vi jo så lige nu ikke ved, hvad der sker efter den dato.
I dag blev der først lavet dej til et grovbrød – det er altid en god start på dagen at lave noget dej, som så hæver et par timer, og til frokost er der nybagt brød. I dag var det Peter, der nød godt af det 🙂
Kage var der heller ikke noget af – men der lå økologiske citroner i frugtskålen, så det blev en hel citronmåne (i halv størrelse), der blev bagt. Den smager godt og frisk, og er let at tage med i sommerhus.
Der skulle ikke bruges ret meget citronsaft i kagen, derfor blev der lavet noget dressing i stedet. Jeg nyder virkelig at have en færdigblendet dressing stående i køleskabet – så tager det ingen tid at lave en salat færdig 🙂
Hvis du kigger godt på sennepsglasset bagerst i billedet, så er det budget fra Føtex. Og faktisk det mærke, der inspirerede mig til navnet på bloggen. At bage med gode produkter, der ikke koster en bondegård. Ambitionen er nok ændret lidt med tiden – jeg er stor fan af lækre råvarer – men til daglig ryger der stadig budget-varer i indkøbskurven 🙂
På en kølig aprilsdag.
Jette
Skriv et svar