diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 28 af 70

Bagt butternut squash

Jeg er jo begyndt at få en kasse leveret fra Aarstiderne hver anden uge. Og som jeg skrev om det, så er det altid spændende at se, hvad kassen indeholder.

Og sidst var der blandt andet en butternut squash. Jeg har aldrig før rørt ved sådan en eller for den sags skyld smagt den. Og var nok en anelse skeptisk. Men jeg er blevet positivt overrasket 🙂 Jeg serverede den i sommerhuset – for det er let mad, som ikke kræver særligt udstyr i køkkenet.

Bagt butternut squash (2 pers)

1- ikke for stor- butternut squash

8-10 rosenkål

1 spsk. rapsolie

½ tsk salt

peber

Skær squashen over på midten og skær den ret hårde skal af. I den tykke ende af squashen sidder inderst alle kernerne, de skal skrabes ud. Skær dernæst squashen i tern og kom dem i et ovnfast fad. Del rosenkål en enkelt gang og kom dem i fadet.

Vend grøntsagerne med olie, salt og peber og sæt det i ovnen ved 225 grader og bag det ca. 15 minutter – til grøntsagerne er netop møre.

Og så er der det mest lækre og farvestrålende tilbehør til, hvad menuen nu lige står på.

Her til sidst lige et billede af, hvordan en butternut squash ser ud 🙂 I øjeblikket har jeg kun kunnet finde den økologisk, men det er da også ok.

God torsdag.

Jette

Glutenfri lagkagebund

Jeg skal inden så længe bage en dåbskage til en af mine gamle konfirmander, hvis barn jeg også skal døbe.

Det er en bestillingskage, så jeg håber jo, at kagen lever op til forventningerne. Men ønsket er – hvis det er muligt – en glutenfri kage. Og det er straks værre. For jeg har ikke lavet meget glutenfrit bagværk – disse scones og et parkager. Men nu øver jeg mig lidt inden tid. Opskriften er med inspiration herfra.

I aftes var der igen menighedsrådsmøde, og så de måtte igen være testsmagere 🙂

Glutenfri lagkagebund

3 silkehønseæg – eller 2 almindelige

90 gr. sukker

30 gr. rismel

50 gr. havremel (havregryn kværnet med minihakkeren)

3/4 tsk. bagepulver

Pisk æg og sukker godt sammen til det er let og luftigt.

Vend rismel, havremel og bagepulver i og fordel dejen i en springform (ca. 20 cm i diameter) og bag kagen ved 190 grader i ca. 20 minutter. Mærk med en tandstik om kagen er gennembagt. Der må ikke sidde dej på pinden.

Lad kagen køle af inden den tages ud af formen.

Jeg delte min bund i to – det var ikke nogen god ide. For kagen er lidt skrøbelig og smuldrer let. Så næste gang vil jeg bage to bunde og lægge dem sammen.

Præcis sådan som jeg husker min mor gjorde i gamle dage – da havde man lagkageforme til at bage bundene i. Men de forme er blevet kasseret, så nu er det springformen, der bruges i stedet 🙂

Lagkagen blev lagt sammen med bærmousse og fik honningkaramel på toppen. Og smagen var der ikke noget i vejen med. Der er lidt mere bid i kagen end i en almindelig lagkagebund. Men det gør nu ikke noget, synes jeg.

Så med forsøget her, er jeg kommet et skridt nærmere den dåbskage, jeg skal bage i maj.

God onsdag.

Jette

En gammel kending

Når det ikke lige går helt efter planerne med bagværket – så er det godt at vende tilbage til noget, man bare er helt sikker på virker 🙂 Det synes jeg i hvert fald.

Så i dag blev der bagt cookies. Det er godt nok en gammel kending, men den kan til gengæld varieres i det uendelige.

Cookies var noget af det første mine børn selv bagte, da de gik i køkkenet. Og kagerne her kommer da også med nordpå, når vi i morgen besøger Trine og kæresten.

Cookies med nødder og chokolade (ca. 20 små cookies)

60 gr. chokolade, grofthakket

30 gr. nødder, grofthakket

75 gr. smør/margarine

100 gr. mel

25 gr. havregryn

25 gr. grahamsmel

½ tsk. bagepulver

1 æg

60 gr. farin

60 gr. sukker

Kom sukker, farin og smør i en skål og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk til det er godt blandet. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det hele sammen. Det er en let porøs dej. Form den med fingrene til små kugler, som lægges på en plade med bagepapir og bages ved 180 grader i ca. 13 minutter. Afkøler på pladen.

Det er virkelig den enkle udgave – men det bliver de nu ikke ringere af 🙂 Til kaffen og en dag på kontoret, så går det nu meget godt.

Må du få en dejlig weekend.

Jette

Der øves i køkkenet …

Den overskrift må være den rigtige i dag. For der øves – og resultatet står ikke helt mål med intentionen. Og derfor er der kun opskrift på bunden af kagen. For den lykkedes over al forventning. Jeg er ikke så vild med marengs, men der sker noget, når marengsen fyldes med hakkede nødder og kerner 🙂

Jeg forsøgte at lave en lækker citronmousse, men den blev ikke noget at skrive om. Så det må blive en anden gang. Men her er en lille lækker nøddebund, og den kan altid nydes med flødeskum og lidt bær.



Lille nøddebund:

2 små æggehvider (eller en stor)

50 gr. sukker

50 gr. blandede nødder og kerner (solsikke, græskar, hasselnødder og mandler eller andre)

Hak nødderne groft. Pisk æggehviderne godt stive og tilsæt sukker og pisk en lækker marengs. Vend nødderne i og fordel dejen i en lille springform (ca. 16 cm i diameter) – hvor der er bagepapir i bunden – og bag bunden ca. 40 minutter ved 150 gr. almindelig varme. Afkøl i form.

Ved at bage nøddebunden i en springform, så får du lige kanter. Den er god at bygge videre på, når der skal skabes en kage, og der gerne skal være lige kanter 🙂

Kagen blev pyntet – men som bekendt, så kan billeder snyde 🙂 Jeg vil glæde mig til, at jeg kan skrive om en vellykket opskrift til dig.

God torsdag.

Jette

En lille citronmåne

Nu hvor Peter permanent er rejst til Århus, så er der jo ikke så mange at bage til 🙂 og når man så lige fik lyst til kage med citron og velsmag – ja så blev det til en lille citronmåne.

Det er denne opskrift jeg har brugt i udgangspunktet, og så blot formindsket ret kraftigt.

Kagen består af to deje, der vendes sammen, inden den bages.

Lille citronmåne

Dej 1:

50 gr. smør

50 gr. sukker

1/3 vaniljestang, korn derfra

1 lille æg

1 spsk. citron saft og lidt revet skal

50 gr. mel

Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt af sukkeret. Kom det i en skål sammen med resten af sukkeret og smørret og pisk det sammen. Tilsæt æg og pisk det grundigt. Vend mel, citronsaft og skal i dejen og rør godt rundt. Lad dejen stå mens dej 2 laves.

Dej 2:

35 gr. marcipan, revet

25 gr. sukker

15 gr. smør

1 æggeblomme

Alle ingredienser røres godt sammen.

Bland dej 1 og dej 2 og rør dem sammen. Kom dejen i en lille form, ca. 14 cm i diameter, og bag kagen ved 175 grader i ca. 35 minutter. Køler af i formen inden den sættes på et fad og pyntes med lidt glasur af flormelis, citronsaft og en anelse gul farve.

Og så er der altså en lækker lille kage – til et par personer 🙂 eller mig i to dage.

Hvor lyser den gule farve op, næsten om kap med solen i dag. Det er virkelig en smuk vinterdag.

Jette

Mini fastelavnsboller

Jeg er jo lidt fan af små kager 🙂 Så derfor var det også oplagt at lave små fastelavnboller.

I dag havde en del af mine konfirmander emneuge på deres skole, så mit hold var skrumpet – og så lå det lige for at hygge lidt og servere fastelavnsboller. Det passer fint med den kommende søndag, som er fastelavn.

Disse boller er helt traditionelle og smager ganske godt. Især lige ude af ovnen 🙂 Jeg prøvesmagte en i aftes, den var god. Men her til morgen er de nu også vellykkede, konfirmanderne brokkede sig ikke.



Mini fastelavnsboller (12 stk.)

10 gr. gær

1 dl. koldt vand

½ dl. surmælksprodukt

1 silkehøne æg (eller et lille æg)

½ tsk. groft salt

1 spsk. sukker

25 gr. grahamsmel

200 gr. hvedemel

50 gr. smør

Bland grahamsmel, hvedemel, salt og sukker og smuldr smørret heri. I en skål røres gær, vand, surmælksprodukt og æg sammen, og når gæren er udrørt kommes det i melblandingen. Samles og æltes til en lækker dej, der hæver ca. 2-3 timer ved stuetemperatur.

Remonce

50 gr. sukker

40 gr. smør

50 gr. marcipan

Riv marcipan og bland det med sukker og smør og rør det godt sammen.

Når dejen er hævet, æltes den igennem og rulles ud i et rektangel (ca. 42 x 18 cm). Skæres i firkanter (evt. med et pizzahjul) og der fordeles 1 tsk. remonce på hver. Fold firkanten sammen og læg den med samlingerne nedad i en lille muffinsform. Efterhæver ca. ½ time inden de bages ved 225 grader i ca. 10 minutter.

Når de er blevet kolde, kan de pyntes med en lille klat glasur.

Mine konfirmander fik serveret te til deres fastelavnsboller. Varm kakao havde vist været et større hit 🙂

På en bitterlig kold tirsdag – godt med noget vinter!

Jette

Kanelsnegle muffins

Kanelsnegle går aldrig af mode. De dufter godt. De smager godt. Og de er heldigvis forholdsvis lette at bage selv.

Forleden, da jeg tankede bilen og bagefter stod inde i butikken fristede de lækreste kanelsnegle muffins bag ruden med alt bake-off bagværket. Det kan man mene meget om, men de så altså lækre ud 🙂 Men jeg købte ingen! Men besluttede at de skulle altså forsøges hjemme i mit køkken.

Og i dag, hvor både Peter og nevøen er på besøg, så var der jo god anledning til at give sig i kast med projektet 🙂

Kanelsnegle muffins (8 stk.)

15 gr. gær

1½ dl. mælk

1 silkehønseæg (eller et lille æg)

1 tsk. groft salt

1 spsk. sukker

50 gr. smør/margarine

50 gr. grahamsmel

ca.225 gr. hvedemel

I en skål blandes mælk, gær, salt, æg og sukkker og røres sammen. De to slags mel kommes i et dejtrug og smørret smuldres heri. Lav en fordybning i midten og tilsæt væskeblandingen og rør rundt, inden dejen til sidst æltes sammen. Måske skal der en anelese mere mel i. Sæt dejen til hævning ca. 2 timer på køkkenbordet.

60 gr. smør

60 gr. farin

25 gr. sirup

1 spsk. kanel

Det hele kommes i en gryde og smelter sammen. Rør til en sammenhængende masse og lad det køle af.

Ælt dejen let igennem og rul den ud til et langt rektangel ca. 60 x 15 cm. og fordel sukkermassen derpå. Rul sammen og skær den i ca. 2½ cm brede stykker og sæt dem tre og tre i lidt store papirmuffinsforme. Jeg har arvet nogle forme fra Oles køkken, de passer perfekt her 🙂

Efterhæver ½ time inden de bages ved 225 grader i ca. 10 minutter. Køler af og så er der lækre kanelsnegle muffins!

Og jeg kan kun sige: De smager godt! På en lidt grå januardag gør de underværker 🙂

God onsdag.

Jette

Små muffins til pausen

Det ene hold af mine konfirmander har i dag lavet ikoner. Det er efterhånden tredje gang, at jeg forsøger mig med det, og det er bare en fin måde at få konfirmanderne til at arbejde med deres konfirmationsord på.

Hver gang har jeg haft en dygtig lærer på – Helle Noer – som på kyndig vis fortæller og instruerer de unge mennesker. Både så de tænker over, hvad deres ord betyder, og hvordan det kan udtrykkes kreativt som et billede.

Det tager tid at lave ikoner 🙂 og derfor er der indlagt en velfortjent pause undervej.

Jeg bagte et par solide brød, serverede noget frugt og små muffins. De sidste kommer der en opskrift på her 🙂

Små muffins med appelsin og banan. (ca. 20 stk)

2 silkehønseæg (eller et stort)

1 tsk. vaniljesukker

100 gr. sukker

25 gr. grahamsmel

100 gr. hvedemel

1 tsk. bagepulver

50 gr. smeltet smør

1 moset banan

1 appelsin, saft og skal

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en lækker æggesnaps. Kom det smeltede smør i og pisk grundigt. Sigt mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med saft og skal af appelsinen. Slut med at røre den mosede banan i dejen. Fordel dejen i små muffins forme – jeg satte papirsformene i mine små metalforme, for at holde lidt på faconen – men det er ikke nødvendigt.

Bag kagerne ved 200 grader i ca. 15 minutter.

Når de er kolde pyntes de – jeg lavede lidt flødeostecreme og noget almindeligt glasur med appelsinsmag. Derfor to forskellige udtryk 🙂

De blev ret gode – og den lille størrelse gør dem endnu mere indbydende 🙂

Og her er resultatet af konfirmandernes anstrengelser 🙂 De gjorde det ret godt. Og jeg er helt sikker på, at de har fået lavet en ikon, som vil hjælpe dem til at huske deres konfirmationsvers. Og samtidig kan de glæde sig over et fint billede.

God tirsdag.

Jette

Lækker kage med nøddebund og fin pynt

Jeg har ikke før bagt en rigtig nøddebund – kun med nødder. Det blev forsøgt nu. Jeg ved godt, at nøddeafgiften er blevet sat ned– og godt for det – men jeg tænkte, at jeg alligevel ville prøve at bruge en blanding af nødder og kerner.

Så her er både hasselnødder, mandler, græskarkerner og solsikkekerner i spil 🙂 ca. 1/3 er kerner, resten nødder/mandler.

Moussen er en klassisk bærmousse, det eneste særlige her er, at jeg har brugt nogle kirsebær, der var til overs fra julen. En ret god måde at få nogle af dem brugt på.

Skøn kage med nøddebund og bærmousse (6.pers.)

4 æggehvider – fra silkehøns (ellers 2 store æggehvider)

125 gr. sukker

100 gr. blandede nødder, finthakkede

Pisk æggehvider stive. Kom sukkeret i og pisk til massen er lækker og sej. Tilsæt de hakkede nødder og bland det grundtigt sammen. Placer en ring fra en springform (21 cm i diameter) på en plade med bagepapir og fordel dejen inden i ringen. Bages ved almindelig varme – 150 grader i 45 minutter. Køler af på pladen, inden ringen løsnes og fjernes.

Mousse

225 gr. bær (jordbær,brombær, kirsebær – evt. frosne)

50 gr. sukker

evt. ½ tom vaniljestang

1½ dl tykmælk

1 dl. piskefløde

2 bl. husblas

Kom bær, sukker og vaniljestang i en gryde, og lad dem gerne trække et par timer. Koger op og simrer et par minutter. Fjern vaniljestangen og blend bærene. Sæt husblas i blød i koldt vand ca. et kvarter. Klem vandet af og dump dem ned i den varme bærblanding. Afkøler til stuetemperatur inden tykmælken røres i. Vend til sidst den piskede fløde i og fordel moussen ovenpå nøddebunden. Den er forinden blevet sat på et fad og har fået sat kageplast rundt om, så moussen bliver holdt på plads.

Sæt kagen på køl nogle timer.

Pynt

Smeltet chokolade

købte sukkerkugler og drys

små marcipanblomster

Inden kagen serveres, løsnes kageplasten med en tynd kniv (før den rundt på indersiden langs kageplasten). Lav et lille kornet af bagepapir og sprøjt en super tynd chokoladestreg rundt på kagen. Pynt til sidst med sukkerkugler og små marcipanblomster.

Det er en enkel pynt, men ser faktisk ret elegant ud 🙂

Og det blev en virkelig god kage. Nøddebunden var fin, sprød og lækker, og den ikke alt for søde mousse passede fint til. Så der var ikke meget kage tilbage, da mødet var slut 🙂

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Boller med risengrød

Forleden var jeg til julefrokost – noget af det, jeg gerne deltager i her i december 🙂

Jeg skulle blandt andet medbringe risalamanden. Vi var godt 20 deltagere, så jeg kogte ret meget risengrød for at være sikker på, at der var nok 🙂 Og fik også rørt hele portionen op med sukker, vanilje og mandler – men kunne til sidst godt se, at jeg vist havde fået lavet lidt rigeligt. Den del af grøden, der blev i overskud, er nu kommet i boller.

Og det er ikke nogen dårlig ide. Ud over at det er lige spot on, når det handler om stop madspild :-), så smager bollerne fint, er let svampede og lækre.

Boller med risengrød (12 stk.)

200 gr. kold risengrød

2 dl. vand

15 gr. gær

2 spsk. olie

1 silkehønseæg (el. almindeligt æg)

1 tsk. groft salt

75 gr. grahamsmel

350 – 400 gr. hvedemel

Kom risengrød og vand i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser, men hold noget af hvedemelet tilbage. Ælt til en blød dej. Sættes til hævning et par timer. Æltes igennem igen, og der skal nok mere mel til – formes til boller, sættes på plade med bagepapir og efterhæver ca. ½ time inden de bages ved 200 grader i ca. 20 minutter. Køler af på en rist.

Jeg tilsatte ikke sukker, fordi grøden allerede var sødet, men ellers kan der fint tilføjes 1 spsk. sukker til opskriften.

Bollerne kommer med i sommerhus. For et andet af mine “det vil jeg gerne i december” sker i weekenden – hele familien samles og overnatter i sommerhuset. Det bliver bare mega hyggeligt.

Så nu pakkes bilen med dekorationer, gran og mad – jeg glæder mig til en dejlig weekend.

Og ønsker dig en skøn 2. søndag i advent weekend.

Jette

Side 28 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal