Tilbage i 80’erne, hvor jeg læste og spiste meget grønt, blev menuen ind imellem suppleret af tørrede bønner 🙂 For jeg var interesseret i vegetarmad, og dengang bestod det meget af bønnepate og bønnepostej – men ikke altid lige spændende.
Derudover spiste jeg ret meget rugbrød, kartofler og gulerødder. Ikke så underligt at SU-en godt kunne række 🙂
Men jeg husker en ret fra den tid – med bacon, tørrede bønner og tomat – og jeg husker, at den smagte dejligt. Men nu er opskriften sunket i jorden, og har ikke været lavet i mange år. Og med Madbloggerudfordringen 9 kom anledningen til at genskabe den bagte bønnegryde anno 2015. Og det lykkedes, synes jeg – og med hjemmebagt og nybagt foccacia brødtil, så er det en udmærket aftensmad. Og super velegnet på en kold og mørk efterårsdag.

Bagt bønnegryde (2-3 pers.)
75 gr. tørrede hvide bønner – udblødt i koldt vand ½ døgn
200 gr. bacontern
1 spsk. olie
1 løg, i tern
2 fed hvidløg, hakket
1 gulerod, i robuste tern
1 porre, i skiver
1 brik flåede tomater
1 spsk. tomatpuré
2 laurbærblade
1 tsk. røget paprika
½ tsk. tørret chili
1 tsk. spidskommen
1 spsk. farin
1 tsk. groft salt
peber
½ dl. rødvin
Kom olie i en stor gryde og steg bacon til det er pænt brunet. Tilsæt grøntsager og steg et par minutter. Tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen rødvin – rør rundt og kom vand ved, så det næsten dækker.

Bring gryden i kog – og sæt den derefter i ovnen, med låg på og bag den ved 150 grader 2 timer. Tages ud, røres rundt en gang og rødvin tilsættes. Tilbage i ovnen og bag en time mere.
Og så er det hele mørt og lækkert – og lidt stærkt.
Jeg har ikke nogen gryder, der kan gå i ovnen, så efter at det hele havde fået et opkog på komfuret, kom det over i et ildfast fad med låg.

Velbekomme – virkelig varmende mad.
Med ønsket om en dejlig weekend.
Jette












