Jeg har faktisk ikke bagt gulerodsmuffins før 🙂 i hvert fald ikke her på bloggen.
Men nu kom muligheden. Jeg manglede nogle muffins til at sætte mine Lutherroser på. Det skulle have været æblemuffins, men der var ikke lige et æble i skuffen. Til gengæld, var der er ret mange gulerødder – så dem blev det.
Kagerne er lette og luftige og uden noget fyld overhovedet. Så ren kage med en marcipantop – det er ikke helt galt.
Gulerodsmuffins (ca. 8 stk)
2 æg, fra glade høns
75 gr. sukker
1 tsk. vaniljesukker
50 gr. smeltet smør
½ tsk. kanel
½ tsk. bagepulver
100 gr. fintrevet gulerod
25 gr. grahamsmel
50 gr. hvedemel
Del æggene i blommer og hvider. Pisk hviderne stive og sæt til side. Æggeblommer, vaniljesukker og sukker piskes til en lækker æggesnaps, pisk det smeltede smør i. De fintrevne gulerødder vendes i og røres godt rundt. Tilsæt kanel, bagepulver og de to slags mel. Og vend til sidst de stiftpiskede hvider i. Fordel dejen i muffinsforme og bag kagerne ca. 20 minutter ved 180 grader.
Afkøles, før de pyntes. De kan også sagtens spises, som de er 🙂
Med ønsket om en dejlig weekend – med sol og fuglesang og duften af nyslået græs.
Jette
Skriv et svar