diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 61 af 111

Et par glimt fra 2. pinsedag

I dag er det hverdag – og dermed mere tid til at sidde foran pc’en og tænke tilbage på en dejlig pinse – med bryllup, gode gudstjenester og dejlig musik.

2. pinsedag er der altid fælles gudstjeneste for kirkerne i den gamle Middelfart kommune. Det er en rigtig god idé, så bliver fællesskabet større, og vi er flere til at dele opgaverne. I år var det Middelfart kirke, der havde staffeten og lavede det forberedende arbejde. Så jeg skulle primært dukke op og varetage et af ledene i gudstjenesten.

Det begydte godt, men lige efter bedeslagene begyndte det at regne, og det var desværre ikke kun en forbigående byge – så inden det blev min kollegas tur til at holde sin prædiken brød vi op, og gik indenfor. Og det var en god beslutning, men også ærgerligt, for det hele var flot arrangeret til at holde en udendørs gudstjenenste.

Den musikalske overraskelse – en sækkepibe spillende mand i kilt – fik lidt vanskeligere betingelser at spille under. For en sækkepibe lyder bare bedst udenfor 🙂

Efter gudstjensten gik turen til Mariehaven. Sidste år besøgte vi haven på tur med menighedsrådet. Nu havde jeg lejlighed til at høre musik på scenen, og det var festlig og fornøjeligt. Birte Kjær var den sidste kunstner, vi hørte, inden vi kørte hjem og fik varmen igen. For selvom kalenderen siger sommer og næsten midsommer, så er temperaturen lunefuld.

De næste par dage byder på præstekonvent – så der bliver fyldt ny teologisk viden ind i hovedet. Det bliver vældig godt.

God tirsdag.

Jette

En bryllupsdag

Det er en helt særlig dag i dag – for Trine, den ældste skal giftes! Det er så dejligt for hende, og hun har fundet den sødeste mand, og sammen har de det så godt. Så det er dejligt at skulle fejre dem og deres kærlighed i dag.

Men selvfølgelig også lidt mærkeligt – det er en mærkedag i deres liv, og i mit liv. Trine får nye navne føjet til sigt ejet, og vil nu være ens hustru. Og skønt for hende. Jeg kan kun være glad og ønske hende og dem alt godt.

Jeg har fået lov at bage lidt – macarons og en bryllupskage. Trine har selv bagt en vegansk bryllupskage også – den skal der nok komme lidt mere om en anden dag.

Nu er kagen pyntet og kører snart nordpå. Vi andre følger efter – og glæder os til en dejlig dag sammen med de unge mennesker og deres gæster.

God fredag.

Jette

Forberedelser

Om få dage skal min ældste datter giftes 🙂 Og det er naturligvis en stor begivnede. Brylluppet skal ikke være så stort, men der skal dog være både bryllupskage og macarons – og jeg har fået lov til at bage de sidste og lave ene bryllupskage.

Kagen er jeg ikke så bekymret for, det skal være en cheesecake a la denne. Men macarons – ih, hvor kan de drille. Jeg fik ellers øvelsen, da jeg selv blev gift for små tre år siden, da lavede jeg virkelig mange.

Men i går, så ville de slet ikke det, de skulle. Jo de hævede og fik fødder, og blev ok i farven – men overfladen er grov og ujævn. Måske synes jeg, det er værre end det er – men når de nu kan blive helt fine og glatte ….

Så jeg forsøger igen i dag. Og håber at øvelse gør mester.

Cheesecaken er med hvid chokolade og stivnet med agar agar. Jeg har købt chokoladen i Lidl, og er faktisk lidt imponeret over, at deres billigste variant samtidig er Fairtrade mærket. Det vil sige, en garanti for, at der er ordnede forhold for dem, der producerer chokoladen og de får ordenlige priser for deres varer.

Jeg vil gå i køkkenet – men skal dog også lige have tænkt lidt tanker om den forestående højtid – pinse.

God tirsdag.

Jette

Morgen glimt

På en onsdag, hvor dagen bare har for få timer 🙂

Men at vågne op til dette indtryk – masser af sol gennem vinduet og lyden af fugle fløjt, og en hane, der galer, for nu er det morgen 🙂 Det er alt sammen med til, at det er lidt lettere at komme i gang 🙂

Og på vejen ud for at lukke hønsene ud, så fortsatte jeg mod øst, hvor solen virkelig kan ses. Og oplyste mine krydderurter og kartofler – der er på vej.

Der er intet særligt over min morgen som sådan – og alligevel, så er det da en velsignelse at kunne vågne op til disse syn.

Må du få en dejlig onsdag.

Jette

På glutenfrit bagekursus

I lørdags var min søster og jeg på bagekursus. Vi har før været på bagekursus hos Kring, men denne gang var målet et glutenfrit bagekursus. Her var formålet ikke at lave de fineste kager eller mest finurlige brød – nej det handlede mere grundlæggende om at blive dus med anderledes meltyper. Og ikke mindst – få dem til at blive til brød og boller.

Men som underviseren Mia meget rigtigt sagde, så var forventningsafstemning vigtig. For når der ikke bliver brugt rug i et brød, så er det ikke et rugbrød, og det smager heller ikke som et rugbrød. Men dermed ikke sagt, at der ikke kan bages super gode brød, der kan bruges i stedet for rugbrød. Men man må ikke forvente samme smag.

Kurset var arrangeret af Dansk cøliaki Forening, og underviseren havde selv haft glutenallergi de sidste 15 år. Og med en uddannelse som klinisk diætist, så vidste hun meget om, hvad der var sundt og godt, og hvad der var mindre godt. Og det var hendes fokus var – at brød og boller skulle være andet end ren stivelse. Der skulle også helst være noget fuldkorn, klid og skaldele.

Det var nye meltyper for mit vedkommende. Og generelt var alt melet også dyrere end almindeligt hvedemel.

Men det var typer som kikærtemel, boghvedemel, majsmel, havremel, qinoamel – og teffmel. Blandt andre. Teffmel er lavet af frøene fra en græsart, og det var ret fint at bage med.

Vi blev inddelt i små hold, og så afprøvede vi tolv forskellige opskrifter – altså hvert hold fik to opskrifter. Vi lavede en snackbar og et brød med surdej. Det sidste blev ret godt, og kan snildt bruges som alternativ til rugbrød. Jeg forsøger at bage det en anden gang – i en lidt mindre udgave 🙂

Inden vi gik hjem, blev der smagt på det hele. Og det var godt. Men alt nybagt er også i en klasse for sig 🙂

Den største udfordring ved glutenfri brød er jo, at få brødet til at hæve, når der ikke er gluten naturligt i melet. Her er loppefrøskaller vejen frem. De er ikke i mit køkkenskab endnu – så dem må jeg ud at finde.

Det var en spændende dag i et nyt univers. Og som altid hyggeligt at være i min søsters selskab 🙂

God dag.

Jette

Morgen i maj

Disse dage – skønne og grønne – fyldt med farve og fuglefløjt. Det er virkelig en fornøjelse at bevæge sig udenfor. I går var den fineste solskinsdag – her til morgen lidt overskyet. Men lunt og med masser af grønt at kigge på og dufte til.

Jeg tog en rundtur i haven. Haven er en af den slags haver, der meget passer sig selv 🙂 Min indsats er meget lille, men på forunderlig vis, så kommer det ene og andet frem alligevel og spreder glæde.

Morgen i maj, når det grønnes – en salmelinje, som rammer så fint.

Men maj har været lunefuld – det er blevet til 8 nætter med nattefrost. Det var mine kartofler ikke glade for, men det ser nu ud til at de har genfundet energien 🙂 Nu er det mere hønsenes sandbadning, der skubber til dem og gør bladene mere sorte end grønne 🙂

Der er kun tre høns – der mangler en her 🙂 – der går frit lige nu, den sidste ruger. Så jeg venter spændt på at se, om det skulle lykkes i år at få et par nye kyllinger. Det vil da være dejligt.

Og så har jeg opdaget, at hanen nyder mælkebøttefrø 🙂 Den guffer lige et halvt hovede en gang i mellem. Og der er nok af dem i præstegårdshaven 🙂

Der er også mange buske og træer, der lige står og venter på at springe ud – sneboldene er næsten hvide, rhododendron knopper, der næsten er foldet ud. Og hyldeblomst – det varer ikke længe, før der kan plukkes og laves hyldeblomstsaft.

Valmuen er helt overvældende med alle sine røde blade.

Og til sidst et vers fra en ny salme – som også så fint rammer maj måneds dejlighed.

“Når æbletræets hvide gren

strør blomster på min trappesten

og luften har det lyse skær

af nyudsprungne bøgetræer –

så ved jeg det igen er maj

og sommer er på vej. (Fra: 100 salmer)

Ønsker dig den fineste maj dag.

Jette

Konfirmationer

Den forgangne weekend har været fyldt med glade konfirmander over det ganske land – det er jeg helt sikker på 🙂 Efter at have været med til to konfirmationsfester og selv haft to konfirmationsgudstjenester, så er fornemmelsen ret tydelig.

Mine egne konfirmander var søde og spændte og det hele gik som det skulle. Og festligt er det. Både for konfirmander og deres forældre og gæster. Og det er rørende at se, hvor meget netop familien og gæsterne betyder for de unge mennesker. De er bare så glade for, at dem de kender og holder af er med omkring dem og deler dagen med dem.

Nu er konfirmanderne sendt godt ud i verden – skal til at stå på egne ben. Og det skal de nok gøre. Hver konfirmand havde valgt sit konfirmationsord – og jeg nåede lige at spotte, at en også havde fået det skrevet på sin helt nye salmebog. Hvor så det fint ud. Og en god ide.

I år havde 1/3 af dem valgt samme ord – uafhængigt af hinanden. Men det er også et ord, der kan forstås ret umiddelbart. Det er fra Paulus’ brev til Romerne og lyder:

“Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”

At have den tilgang til livet og have det ord som pejlemærke – det er meget værdifuldt.

Weekenden bød også på lidt tid i sommerhus 🙂 Og netop nu er der syrener alle steder – og Sydfyn har i den grad mange blomstrende syrener og hele syrenhegn. Jeg tog et par grene med ind og satte i mine små Kähler vaser. De er en bryllupsgave – så når de bruges, bliver jeg altid lige mindet om en skøn dag for snart tre år siden.

Frokosten kunne spises på terrassen 🙂 Det var faktisk første gang i år, så det var virkelig dejligt. Det var en stop-madspild galette, fyldt med hvad køleskabet formåede. Dejen var købt færdig – fundet i en Lild kasse med nedsatte varer. Det var butterdej, men det kunne også fint bruges.

Jeg glæder mig til flere frokoster på terrassen 🙂

God mandag.

Jette

Grønne glimt fra Paris

Vel hjemme igen, går der lidt tid med at fordøje de mange indtryk, jeg har fået efter en skøn weekend i Paris.

Lige nu sidder jeg og kigger ud på den smukkeste blå himmel, grøn bøgehæk og nyudsprungne træer – Danmark kan altså også sagtens være med, når det handler om skønne indtryk 🙂

Ferieminder er mest interessante for dem, der selv har været med – så her kommer i stedet nogle få grønne glimt. For det var også en tur, hvor det vegetariske og veganske køkken blev afprøvet. Men også grøn natur – jeg blev forundret over, hvor mange store træer, der var langs rigtig mange veje i centrum af Paris. De er med til at skabe en dejligt stemning i byen.

Siden sidste besøg i 2014 – så var Eiffeltårnet blevet hegnet ind. Det er lidt ærgerligt, at det er nødvendigt, men terror truslen bliver taget meget alvorligt her.

Triumfbuen står som en enormt vartegn for byen. En kæmpe rundkørsel omkring den, og træer, der bløder det hele lidt op.

På Exki spiste vi frokost en dag. En vegetarisk kæde, med okay udvalg af grønne retter. Mit brød var dog noget tørt, men oplevelsen på stedet var helt fin. Meget rustik. Bakken fortæller, at den er fremstillet af organisk affald og papir – for derigennem at være med til at nedsætte det globale fodaftryk. Bestikket på restauranten var af træ og tallerkner og krus af genbrugspap.

I’et i deres navn var i øvrigt en gulerod 🙂 lidt sjovt tænkt.

Og så spiste vi aftensmad på en vegansk restaurant, den dag Trine havde fødselsdag. På Hank restaurant Det var også en spændende oplevelse.

Vi fik alle en Beyond meat burger – det koncept er ikke kommet til Danmark endnu. Men bøffen er lavet af køderstatning og skal minde lidt om en almindelig bøf. Farven gør.

Burgeren smagte godt – var rigeligt krydret og brødet var lækkert. Men jeg forstår ikke, hvorfor det skal kaldes køderstatning – hvorfor ikke kalde det plantefars – når det er lavet på soyabønner (eller andre bønner) og grøntsager? Jeg synes, ikke det erstatter kød – det er bare noget andet. Og det skal det også være.

Men måske det bliver en strid om ord?

Jeg har kategoriseret indlægget her: Bæredygtighed. Det er jo lidt både og. For vi fløj derned, og det er ikke bæredygtigt. Men vi levede meget grønt – det er til gengæld godt for kloden. Og så gik vi! Meget! Og nød Paris’ mange udtryk, smukke huse og gader og ikke mindst mangfoldigheden af mennesker.

En dejlig oplevelse er nu gemt i erindringen – og i flere billeder på telefonen 🙂

God onsdag.

Jette

Forårskoncert i Gamborg kirke

Det har været en tradition i alle de år, jeg har været præst her på stedet, at der om foråret arrangeres en koncert i kirken. En dejlig tradition – med koncert og efterfølgende kaffe og kage i forsamlingshuset. Det er virkelig noget, der sættes pris på, og det gør ikke glæden mindre at både koncert og kaffe er gratis 🙂

I aftes var der koncert med Karsten Holm og Cash-trioen. Fire modne mænd, der charmerede og spillede, sang og fortalte om sangeren Johnny Cash og hans noget turbulente liv. Men også et liv, der har givet eftertiden et væld af gode sange at kunne lytte til.

Jeg synes, det bedste ved disse koncerter er, at publikum får mulighed for at møde kunstnere i øjenhøjde. Og der er bare noget særligt ved at se og lytte til levende og engagerede mennesker. Kunne hilse på dem efter koncerten, og siden gå glade og opløftede hjem. Efter at have dejlig musik klingende i ørerne, og delt oplevelsen sammen med mennesker man kender, og har hygget sig med hen over kaffen.

Det var en god aften – helt i tråd med de mange andre koncerter – du kan blandt andet se lidt om en af dem her og en tredje her 🙂

God torsdag.

Jette

Tjah …

I dag ville jeg have skrevet om et godt møde og en spændende begivenhed, som snart skulle have løbet af stablen.

Men så blev er udskrevet valg!

Det er såmænd godt nok – men sådan en beslutning har det med at sætte en stopper for rigtig meget andet. Også det, som Kauslunde kirke og vores nye projekt skulle have deltaget i.

Så sent som i går havde vi møde omkring projektet, der blev lavet slagplan og drøftet mange praktiske detaljer – men nu er det skudt til hjørne. Og venter til efteråret. Helt præcist den 14. september, hvor der afholdes et stort indsamlingsshow, med titlen “Danmark planter træer”– og hvor kirkens skovprojekt er udtaget til at modtage penge fra. Det er vi selvfølgelig super glade for og stolte over, at være kommet med i betragtning. Men lidt ærgerligt, at det hele bliver udskudt til efteråret.

Det betyder dog, at vi har bedre tid til at forberede os. Og det har vi egentlig brug for. Det kræver noget, at omlægge et stykke jord fra landbrugsdrift til skovdrift – men det er en god beslutning, og vi glæder os til om føje år, at marken som en løvskov står 🙂

Til mødet i går havde jeg bagt boller – til glæde for deltagerne. De nød, at der var lune boller til formiddagskaffen. Jeg havde bagt langtidshævede grovboller og bløde gulerodsbrud. Og været i haven og plukket et par rhododendrongrene, så konfirmandstuen fremstod venlig og indbydende. Og vi havde et godt møde. Men lige nu skrinlægges alle planer nogle måneder.

Men der kommer nyt, når det går løs igen 🙂

God onsdag.

Jette

Side 61 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal