Årstiden indbyder til mange fine forårskoncerter – og i aftes var det her i vores lille og fine kirke, der var koncert. Zenobia hed trioen, der optrådte.

At invitere nogle kunstnere ind, for at spille og synge og underholde er altid lidt et sats. For hvordan går det? Hvordan er de? Hvordan vil de passe ind? Har de noget på hjerte?

Zenobia sang og spillede, så glæden kunne mærkes helt ud i våbenhuset. De tre piger, eller unge kvinder, mestrede deres instrumenter, og havde et varieret program. Både hvad angik stilarter og musikalsk udtryk. Og for det hele gjaldt, at det var på dansk. Det fungerede så fint.

Mest overraskende var en ukendt salme skrevet af Johnny Madsen, og mest pudsigt var et nummer spillet på trækbasun 🙂

Det mest geniale var en fællessang, som alle kunne være med på: “Jeg ved en lærkerede.” Og med et var der skabt en fælles klangbund. Og Carl Nielsen var introduceret. Fokus blev meget på ham, og dermed kom koncerten også til at danne en fin optakt til Carl Nielsen jubilæet til næste år. Her bliver det fejret, at det er 150 år siden, at han blev født.

At gå til koncert eller lytte til et foredrag – for begge kan gælde, at det er bare så fint at møde mennesker i levende live. At møde dem og tale med dem, det er anderledes end at sidde hjemme i sofaen.

Og det, sammen med mange andre mennesker, at have delt en god oplevelse.

Der var ingen der i aftes kunne gå hjem, uden at de var blevet gladere, havde smilet og sunget og nynnet med på dejlige sange.

Og som traditionen er hos os – så sluttede arrangementet af med fælles kaffe i forsamlingshuset 🙂

En fin og festlig aften at tænke tilbage på.

Jette