Den forgangne weekend har været fyldt med glade konfirmander over det ganske land – det er jeg helt sikker på 🙂 Efter at have været med til to konfirmationsfester og selv haft to konfirmationsgudstjenester, så er fornemmelsen ret tydelig.

Mine egne konfirmander var søde og spændte og det hele gik som det skulle. Og festligt er det. Både for konfirmander og deres forældre og gæster. Og det er rørende at se, hvor meget netop familien og gæsterne betyder for de unge mennesker. De er bare så glade for, at dem de kender og holder af er med omkring dem og deler dagen med dem.

Nu er konfirmanderne sendt godt ud i verden – skal til at stå på egne ben. Og det skal de nok gøre. Hver konfirmand havde valgt sit konfirmationsord – og jeg nåede lige at spotte, at en også havde fået det skrevet på sin helt nye salmebog. Hvor så det fint ud. Og en god ide.

I år havde 1/3 af dem valgt samme ord – uafhængigt af hinanden. Men det er også et ord, der kan forstås ret umiddelbart. Det er fra Paulus’ brev til Romerne og lyder:

“Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.”

At have den tilgang til livet og have det ord som pejlemærke – det er meget værdifuldt.

Weekenden bød også på lidt tid i sommerhus 🙂 Og netop nu er der syrener alle steder – og Sydfyn har i den grad mange blomstrende syrener og hele syrenhegn. Jeg tog et par grene med ind og satte i mine små Kähler vaser. De er en bryllupsgave – så når de bruges, bliver jeg altid lige mindet om en skøn dag for snart tre år siden.

Frokosten kunne spises på terrassen 🙂 Det var faktisk første gang i år, så det var virkelig dejligt. Det var en stop-madspild galette, fyldt med hvad køleskabet formåede. Dejen var købt færdig – fundet i en Lild kasse med nedsatte varer. Det var butterdej, men det kunne også fint bruges.

Jeg glæder mig til flere frokoster på terrassen 🙂

God mandag.

Jette