Det er en lidt speciel helligdag – mest af alt, fordi det er en samling af mange små helligdage, og dermed har den ikke sin egen helt særlige anledning sådan i forhold til Jesu livshistorie. Men det er en dejlig dag midt i foråret – og giver jo en lidt forlænget weekend til de fleste 🙂

Og så er der traditionen med de varme hveder. Det er virkelig blevet in at bage hveder – og spise dem – i hvert fald i forhold til, da jeg var barn. Men det er også super hyggeligt, og jeg synes det er godt, når det lykkes at knytte noget mad og noget fællesskab sammen med en helligdag.

Så der er blevet bagt hveder til i aften 🙂 Og så er der blevet lavet syltetøj. Helt nykogt. Skulle det have været helt perfekt, så af friske rabarber og jordbær – det havde jeg ikke. Men fryseren kom mig til undsætning. Så til aftenkaffen serveres der både hjemmebagte hveder og hjemmelavet syltetøj 🙂

Rabarber-jordbær syltetøj (et lille glas)

100 gr. rabarber (evt. frost)

50 gr. jordbær (evt. frost)

65 gr. rørsukker

evt. lidt vaniljekorn

Rabarberne skæres i mindre stykker og kommes i en gryde sammen med de øvrige ingredienser. Lad det gerne stå og trække et par timer, inden det koges op. Simrer under låg 5-10 minutter. Køler lidt af og kommer så en tur i minihakkeren. Så får det en dejlig konsistens, så det bliver på brødet 🙂 Kommes i et glas og opbevares i køleskab. (Glasset er genbrug :-))

Nu er jeg ved at være klar til at holde gudstjeneste i morgen – og to konfirmationsgudstjenester på søndag. Og derimellem en tur i sommerhus 🙂 Lyder det ikke som en god weekend 🙂 ?

God store bededags ferie til dig.

Jette