Der er nogle datoer, der skiller sig ud – og i dag er en af dem. Det er som om første decembers morgen lyser mere op end andre – kalenderlys, der tændes, en julekalender, der åbnes – og duften af gran og appelsin – alt sammen tegn på decembers hygge.
Jeg glæder mig. Også selv om det i år går lidt over stok og sten – husbyggeri, arbejde og tid til familie – det hele tager sin tid.
Men det bedste er, at det bliver både advent og jul – også selv om vi ikke når alt det, vi måske havde forestillet os.
Men lidt har jeg nået at få lavet. Min nye interesse lige nu – er at lave dekorationer – og ikke mindst se andre lave nogen og vise dem frem. Konfirmanderne lavede kalenderlys dekorationer i denne uge – og jeg tror og håber, at de fik et par gode fif med sig, når de engang selv skal i gang med at lave dekorationer.




