Jeg har ikke før bagt glutenfri pebernødder – men i dag skal jeg have brød med til kollegaerne i Genbrugsbutikken – og så må det glutenfri bagværk i spil.

Opskriften her er et mix af forskellige input fra nettet – og hvad min køkkenskuffe formåede. Jeg synes nu resultatet er blevet helt godt. Men jeg er også ret vild med hjemmebagte pebernødder, så det hjælper måske på sagen.

Glutenfri pebernødder (ca. 100 stk)

60 gr. smør/margarine

60 gr. rørsukker

150 gr. glutenfri mel (50 gr. mandelmel, 50 gr. blendede havregryn, 25 gr. majsmel, 25 gr. kartoffelmel)

½ æg

Krydderier ca. ½ tsk. af hver: kanel, ingefær, kardemomme, nelliker, peber

En knivspids hjortetakssalt

Pisk smør og sukker sammen og tilsæt æg og pisk det godt sammen. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det sammen og saml det til en fin dej. Den er lidt klistret, så den skal på køl mindst en time, før der arbejdes videre med den.

Dejen deles i 4 og hver del rulles ud til en tynd stang, skær små stykker af og rul dem. Sættes på en bageplade med bagepapir. Bager ca. 10 minutter ved 200 grader – køler af, og hele huset dufter af jule forberedelser 🙂

Pebernødderne er sprøde og smuldrer lidt mere end almindelige pebernødder – men de smager godt!

God weekend.

Jette