Det har jeg glædet mig til 🙂 At kunne begynde på det kapitel i mit liv. Jeg har jo allerede været med på sidelinjen i mit barnebarns liv. Men nu er tiden kommet til, at hendes mor skal begynde på arbejde. Svigersønnen har barsel de kommende måneder, men må arbejde en enkelt dag om ugen – og her åbner Mormors dagpleje så.
Det foregår nu hjemme hos dem, for det er det letteste. Men det er helt fint. Det er virkelig en velsignelse og stor glæde, at kunne tilbringe tid sammen med hende. Og give forældrene lidt ro i maven, mens de er på arbejde.
At tilbringe timer i selskab med hende, og ikke skulle andet, det er helt anderledes end da mine egne var små – da gik alting vist bare stærkt. En masse praktik der skulle ordnes, samtidig med at prædikener skulle skrives og konfirmandundervisning forberedes.
Jeg har pakket en lille kasse med sager, der kommer med i dagplejen – og som så kun kommer frem, når det er mig, der er i huset. Så bliver der lidt forskel på dagene, tænker jeg.
Indtil videre er der plads til mere i kassen – den gamle sangbog er fra Trines barndom. Blokfløjten fra da jeg gik i skole, og hagesmækkene er fra min svigerindes tidligere dagplejetid 🙂
Det nye i kassen er fundet i Kirkens Korshærs genbrug i Billund – og jeg er ret vild med det lille puslespil med Bamse og Kylling. Det er ren nostalgi 🙂
Lige nu tager hun sig en velfortjent formiddagslur – derfor kan computeren åbnes. Men ellers er den lukket det meste af dagen 🙂
God onsdag.
Jette
Skriv et svar