diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Tanker om stort og småt Side 16 af 48

Sommerhuset er solgt

Det er virkelig lidt mærkeligt at skrive den overskrift. Nu har jeg gået og ventet på, at det skulle ske, forberedt mig på det – men så er det alligevel lidt underligt, når det sker. Lidt vemodigt – men også et godt skridt på livets nye vej. For der ligger en grund og venter på, at der kan bygges et nyt lille træhus der.

Men nu skal der først siges ordentlig farvel til Kærnehuset. Det er stadig udlejet en del, så jeg får rig lejlighed til den næste måned at komme herned, være i huset og bare nyde duften af træ, glæde mig over alle de gode ting i og ved huset. Alt sammen noget, som nu gives videre til de nye ejere.

Jeg når lige at få glæden af mine første asparges 🙂 De står midt blandt alt andet i et højbed, og kommer så fint frem netop nu. Jeg glæder mig til at smage dem – og håber de kommende ejere også sætter pris på asparges 🙂

Der kommer helt sikkert flere glimt fra Kærnehuset den næste måned. Men lige nu skal tanken helt falde på plads – at en drøm gives videre.

God weekend.

Jette

Til foredrag – altid ny inspiration

Ole og jeg var til foredrag i aftes. Det holder jeg meget af, og langt de fleste gange så går man opløftet fra et foredrag. Nye tanker, ny inspiration og nye vinkler – alt sammen noget man så selv kan tænke lidt videre over bagefter.

Og dette at møde mennesker i den virkelige verden – det er også altid interessant. Så gennem tiden har jeg været til ret mange foredrag 🙂

Konfirmation – og næsten klar

På søndag er der allerede konfirmation her i Hejnsvig kirke. Det er en gammel tradition, at det er sidste søndag i april. I år er det så også første søndag efter påske, så det føles lidt, som om at den ene store højtid slet ikke er forbi, før den næste store begivenhed banker på døren.

Men det er nok mest præsten, der tænker sådan 🙂 Konfirmanderne er i hvert fald klar. Vi mødtes i går til generalprøve, og de roterede rundt og havde hovedet fyldt med alt muligt. Men det skal nok gå godt på søndag – når alle møder op med nyredt hår og fine kjoler og nypudsede sko. Nåh nej, det sidste sker næppe, jeg tror det er mere praktiske sko, de unge mennesker bruger i dag.

I dag får jeg skrevet det sidste, afleveret navnesedler og bibler i kirken, trykt sangark og håber alt falder på plads.

Konfirmanderne har selv – med lidt hjælp – skrevet en sang til dagen. Her lyder et af versene:

Aller er samlet

i kirken i dag.

Himlen er blå,

der er blomster og flag.

Fuglene nynner

en smuk melodi.

Gid vores dag bliver

fuld af værdi.

Jeg håber alle deres ønsker går i opfyldelse.

God weekend.

Jette

Efterklang

Vi er på den anden side af påsken. Men denne uge begyndte dog med en helligdag – 2. påskedag, og det er lidt som tonerne fra påsken stadig sidder tilbage i hovedet, som en efterklang. Og det er netop det gode ved vores højtider, at de fylder mere end blot lige selve højtidsdagen. Vi glæder os til, at det kommer, og de kaster sine stråler over os, når vi har fejret dem. Efterklangen sidder i kroppen.

Glædelig påske

Det er påske! Alting springer ud,

alle knopperne er lige ved at briste,

det er livet, der vil leves. Det er Gud,

der vil trøste alle os, der måtte miste.

Og når Gud gir liv

og gør det underfuldt og grønt,

blir det påske og opstandelse

og skønt! (Holger Lissner)

Citatet er fra en salme, som Holger Lissner skrev tilbage i 1993. Og den er lidt et modsvar til Poul Dissings: “Det er forår, alting klippes ned ….” Og hvor Holger Lissner helt bevidst holder fast i den positive vinkel – noget springer ud og spirer frem. Det er en underfuld tid i naturen netop nu.

Et år ældre

Jeg havde fødselsdag forleden. Hyggeligt og stille og roligt – og i år fyldte jeg det samme, som årstallet jeg er født i 🙂 1961 – 61 år. Lidt unødvendig tankevirksomhed, men da meget sjovt.

Præcis som jeg da jeg sad og kiggede på instrumentbrættet i bilen i går. Det gav heller ikke så meget mening – bortset fra, at der var mange af de samme tal. Det synes jeg altid er lidt sjovt. Jeg har vist et eksempel på det tidligere 🙂

Brydebrød med krydderurter og parmesan

Jeg sad og tænkte på, hvad der kunne være muligt at servere til en kop kaffe efter en aftengudstjeneste skærtorsdag aften.

Jeg har for mange år siden bagt et brydebrød – det så sådan ud. Men i dag har jeg bagt et, der har mindre boller og så med fyld.

Brydebrød med fyld

Genbrugsglas versus engangsglas

Weekenden har været fyldt med gæster, gode snakke og dejlige timer. Og der er blevet lavet og serveret en del mad 🙂 Både lørdag og søndag valgte jeg at lave små portionsdesserter. Æblemos (af de sidste æbler) med vaniljeskyr creme og hjemmelavet müsli. Ganske enkelt. Men det, som løftede desserten lidt op, var serveringen.

En ny titel

Weekenden blev fyldt med gode oplevelser – men mest af alt så fik jeg en ny titel 🙂 Min ældste datter fødte mit første barnebarn. Og det er da helt specielt og ganske forunderligt.

I går morges kom en lille fin og velskabt pige til verden – med træk fra begge forældre. Et nyt lille menneske, en verdensborger, kom til verden midt i en tid med både corona og krig. Hændelser vi ikke havde forestillet os skulle ske i vores tid. Sådan er verden ind i mellem et uforudsigeligt sted.

Men midt i det stråler glæden over at møde et nyt lille familiemedlem. Vi glæder os alle til at se hende åbne øjnene og blive en stor og vigtig del af vore liv.

Hendes lille hånd i min ser unægtelige ikke stor ud – og så ved jeg godt, at om nogle år, så har forskellen udlignet sig. Men for mig vil hun altid være mit første barnebarn og jeg vil være hendes mormor.

Fyldt af glæde over livets under,

med et nyfødt barn i vore hænder,

kommer vi til dig, som gav os livet. (Den danske salmebog 748,1)

At være vidne til livets under fylder en med glæde. Og taknemmelighed. Og stolthed. Og så dejligt at se de unge mennesker være deres opgave som forældre voksne. De har et helt naturligt tag på det, som nu ligger foran dem. En livslang opgave som forældre. Hvilken lykke.

På en helt almindlig tirsdag.

Jette

En vindersang

Sidste efterår udskrev Folkekirkens Nødhjælp en konkurrence om at skrive en jubilæumssang i anledning af, at det er 100 år siden Folkekirkens Nødhjælp oprettet.

Temaet var håb og handling – og der kom knap 200 forslag ind. Ud over vindersangen her, så har jeg hørt et enkelt andet bidrag. Ved en sogneaften for nylig præsenterede en lokal lærer hendes bidrag – en melodi til en fin tekst. De vandt dog ikke.

I stedet blev det Lisbeth Smedegaard Andersens tekst, der blev valgt. Og med melodi af Mads Granum. Og det er også en vældig fin sang. Den blev offentliggjort i sidste uge, og må siges at være meget mere aktuel end nogen kunne have forudset, da konkurrencen blev udskrevet.

Side 16 af 48

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal