diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 51 af 70

Hvedemel fra fru Møllers mølleri

Så blev jeg igen betænkt med mel 🙂 hvor dejligt. Og jeg bager gerne.

Melet er fra Fru Møllers Mølleri – jeg har en gang tidligere haft mel derfra.

Dette friskmalede hvedemel er malet på stenkværn og er lidt specielt på grund af den korte holdbarhed. Mølleriet har sat en holdbarhedstid på kun to måneder, og det er faktisk ret kort tid. Men når alle dele er med i melet – også kim og skaldele – så forkortes holdbarheden betragteligt.

Så nu må jeg i gang. På Mølleriets hjemmeside er en opskrift til inspiration på langtidshævet hvedebrød – den her jeg forsøgt mig med her. Det er virkelig en opskrift helt tilbage til basic 🙂

Langtidshævet hvedebrød (et lille brød)

1 gr. gær! (på størrelse med en ært)

2 dl. koldt vand

1½ tsk. groft salt

ca. 200 gr. mel

Udrør gær og salt i det kolde vand og tilsæt mel til dejen er håndterbar i hånden, men endelig ikke for meget mel i. Sæt dejen til hævning på køkkenbordet en 8 – 10 timer (kom den i en pose eller læg låg på skålen)

Dejen hæver flot op, er helt fugtig at se til på overfladen. Æltes ganske let igennem, efterhæver eventuelt i en hævekurv mens ovnen varmer op.

Bages ca. 10 minutter ved 250 grader, sænk temperaturen til 200 grader og bag videre ca. 15 minutter. Brødet køler af på en rist.

Et fint lille brød, der er hævet gevaldigt op – til trods for den meget lille mængde gær.

Brødet har en sej krumme og lækre store lufthuller. Her i selskab med en dejlig brie og hjemmelavet rosmarinhonning – mere om det i morgen. Men sagt allerede her – det smagte dejligt 🙂

Og nu lokker solen udendørs – så på med løbeskoene 🙂

God onsdag.

Jette

Havtorn i kransekage

I aften skal mine konfirmandforældre i kirke og høre om, hvordan konfirmationen kommer til at forløbe. Det plejer at være en hyggelig aften, med mange praktiske spørgsmål. Men det er også en stor dag – konfirmationen.

Men udover de mange informationer og en gennemsyngning af alle konfirmationens salmer – så er der også kaffe og kage 🙂

Sidste år bagte jeg brownies med lidt snyd – i år bliver det peanutbrownies og, som jeg allerede viste på Facebook i går, små kransekagetoppe med tørret havtorn.

Havtorn i kransekage (ca. 25 stk)

1 spsk. tørret havtorn

1 spsk. spiritus (cognac)

200 gr. marcipan

75 gr. sukker

1 æggehvide

Kom havtorn og cognac i en kop og lad det trække nogle timer. Kom æggehvide og sukker i en skål, rør det sammen og lad det stå mindst en halv times tid. Riv marcipan og rør den i æggehviden sammen med havtorn.

Massen kommes i en sprøjtepose og sættes i små toppe på en plade med bagepapir. (Jeg øver mig stadig på den kunst, at lave fine toppe :-))

Bages ca. 8-10 minutter ved 200 grader. Afkøler på pladen.

Når toppene er kolde, kan de eventuelt dyppes i smeltet chokolade.

De tørrede havtorn har haft godt af at ligge i blød. De gav en fin syrlighed til de søde kransekager.

På endnu en smuk forårsdag 🙂

Jette

Fødselsdagskage

Dette er lidt et sats 🙂 For kagen her er lavet til en, der ikke vidste, at jeg havde vedkommende i tankerne. – Så nu håber jeg bare, at kagen falder i god jord.

Under alle omstændigheder, så har det været sjovt at udtænke kagen.

Fødselsdagskage (4-5 pers)

Lyse bunde, chokoladeganache og overtræksmarcipan –se her

Ribsmousse

50 gr. ribsgelé

1 blad husblas

1 dl. piskefløde

Udblød husblas et kvarterstid i koldt vand. Vrid det og smelt det i en skål i mikroovnen. Bland det af et par gange med geléen og vend det til sidst i den piskede fløde. Sættes på køl, indtil det skal bruges.

Råsyltede bær

100 gr. frosne bær (brombær og blåbær, men det kunne også være hindbær)

40 gr. sukker

½ tom vaniljestang

Det hele blandes og står et døgns tid i køleskabet og smelter godt sammen – til søde bær og dejlig saft. Husk at fiske vaniljestangen op, inden bærene bruges 🙂

Når kagen samles, deles bunden i tre lag, og på hvert lag kommes bær og lidt af saften og dækkes så med moussen, før næste lag lægges ovenpå og det hele gentages. Sættes på køl, gerne til næste dag.

Kom chokoladeganache på toppen af kagen og lav et bånd af overtræksmarcipan, som sættes omkring kagen. Pynt med resterne af marcipanen.

Marcipanen blev denne gang farvet grøn – for modtageren tilbringer ret meget af sin tid ude i naturen 🙂

Og han blev glad, da han fik kagen overrakt.

God weekend.

Jette

Alternativ brug af gløgg fyld

På en af hylderne i mit lidt overfyldte skab står et glas med gløgg fyld – rosiner og mandelsplitter. Men her i begyndelsen af marts ved jeg godt, at det ikke er gløgg, jeg længes mest efter – så en alternativ måde at bruge det på vil være velkommen. Derfor blev der her til morgen bagt lækre grahamsboller med en god del af gløgg flydet i.

Jeg holder meget af brød, og især brød med fyld i – alt fra kerner til frø og nødder og tørrede frugter og bær. Desværre er jeg den eneste i huset, der synes, det er en så fantastisk ide, så det er en balancegang, når der skal vælges opskrift.

I dag blev det min vilje der blev fulgt 🙂

Grahamsboller med gløgg fyld (8 stk.)

2 dl. mælk

½ dl. creme fraiche (eller andet surmælksprodukt)

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 spsk. sukker

1 æg, fra en morgenfrisk høne

1 spsk. olie

50 gr. grahamsmel

50 gr. gløgg fyld

ca. 350 gr. mel

Opløs gæren i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser og ælt til en fin dej. Hold lidt af hvedemelet tilbage, og se, hvor meget dejen kan optage.

Stil dejen til hævning lunt et par timer.

Ælt dejen igennem og del den i stykker, der trilles og formes efter behag. Mine blev i dag til små knuder, hvor rosinerne var godt gemt af vejen. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 18-20 minutter. Og køler af på en rist.

En god bolle, her ved siden af computeren og til at give energi til dagens arbejde.

På en kold forårsdag

Jette

Pause kage

Efter en dejlig weekend med besøg af blandt andet børnene, så er der blevet mega stille og tid til en pause kage.

Trine er pt. i sit eksperimenterende hjørne, hvad angår spisevaner – så weekenden har budt på overvejelser omkring at være marts veganer, grove speltpandekager uden æg og polentakager – eller hvad man nu kalder en fast masse af kogt majsmel stegt let på panden 🙂

Jeg forsøger at spise med så godt jeg kan, for jeg kan genkende mig selv fra for 25 år siden. Da var det mig, der var på syre-base kursus og spiste ret så meget revet rå rødbede og nød lækker kartoffelmos til morgenmad 🙂

Men nu er det mandag – og tid til en pause kage. Den blev så ikke helt så vellykket som håbet.

Det er en lille chokoladeting. Og inspireret af en opskrift fra et blad (SUND hele livet), hvor der var en artikel – med opskrifter –  der gennemgik de sidste årtiers madklassikere. Denne er fra 90’erne, og nu læst gennem mine briller, med tilsvarende ændringer 🙂

Chokoladekage med blårbær

1 æg, fra en ualmindelig nysgerrig høne

60 gr. mørk farin

60 gr. sukker

100 gr. mel

½ tsk. bagepulver

½ spsk. kakao

2 spsk. neutral olie

50 gr. mørk chokolade

50 gr. blåbærsylt

Smelt chokoladen. Pisk æg og de to slags sukker let og luftigt. Tilsæt olie og pisk let. Sigt og vend mel, kakao og bagepulver i dejen. Og kom til sidst chokolade og blåbærsylt i. Det bliver en forholdsvis fast dej. Kommes i en lille smurt springform (12 cm. i diameter) og bager ca. 30 – 45 minutter ved 175 grader. Prøv med en tandstik om den er bagt. Det kiksede for mig – kagen blev bagt 30 minutter – og står nu med et blødende indre. Men smager desuagtet ganske fint.

Og under alle omstændigheder, så var det rart at lave noget kun for mig selv 🙂

Et glimt fra i aftes, hvor selv Diva gik ud som et lys, da huset blev helt stille 🙂

God mandag – og velkommen til den første uge i foråret. Hvor er det skønt.

Jette

Fine grahamsscones

Jeg kan huske, at da jeg var barn, så bagte min mor ind imellem scones til eftermiddagskaffen. De var virkelig lækre, smuldrende og bløde – og med rigeligt bagepulver i 🙂 Så meget, at det kunne mærkes på tænderne, hvis man havde spist for mange.

Jeg tror egentlig ikke, at scones var særlig udbredte i 70’erne. Men igen fordi min mor i sine unge år havde opholdt sig nogle år blandt andet i England, så tænker jeg, at det var en af de opskrifter, hun havde taget med hjem.

Så når jeg en sjælden gang bager scones, er der lidt nostalgi over det – og gode minder om hyggelig eftermiddagskaffe med lune og nybagte scones – med koldt smør.

Forleden til menighedsrådsmødet havde jeg bagt scones. Jeg har faktisk ikke bagt særlig mange scones i mit liv, gjorde dog et forsøg sidste år.

Jeg synes vist bare bedst om brød bagt med gær 🙂

Men i en snæver vending, så gør scones sig ganske godt.

Grahamsscones ( 8 stk.)

75 gr. grahamsmel

175 gr. hvedemel

75 gr. smør/margarine

2 spsk. sukker

½ tsk. groft salt

1 ½ tsk. bagepulver

1 æg, fra en frisk høne

1 dl mælk/cremefraiche/tykmælk

Smuldr smørret i de to slags mel, og tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Rul dejen ud til ca. 2 cm tykkelse og udstik små runde scones ( ca. 6-7 cm i diameter). Sættes på plade med bagepapir og bages straks ved 225 grader i ca. 12 minutter.

Afkøler på en rist – og spises samme dag!

Og så er det weekend 🙂 Med alle børn hjemme, så er der dejligt liv i huset, snak, tv og computer – og vasketøj 🙂

Du ønskes en dejlig weekend.

Jette

Lækker lagkage med nougatcreme

Som nævnt i går, så har der igen været menighedsrådsmøde – og derfor igen anledning til at bage. Og denne gang valgte jeg at servere kage, sidste gang var det mest brød.

En ret klassisk lagkage med brune bunde og lækker nougatcreme og lidt råsyltede brombær. Ret enkel og let at opbygge, og egentlig fin at se på 🙂

Lagkage (6-7 pers)

Bunde

2æg

80 gr. sukker

50 gr. mel

2 spsk kakao

1/4 tsk. bagepulver

Del ægget i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Pisk æggeblommer og sukker grundigt og sigt dernæst mel, kakaopulver og bagepulver i æggesnapsen og vend grundigt rundt. Tilsæt derefter de stiftpiskede hvider og fold med forsigtigt i, så luften ikke helt går ud af dem. Fyld dejen i en lille springform (18 cm) og bag bunden ved 175 grader ikke varmluft, ca. 25 minutter. Afkøler i formen, inden den deles i to.

Nougatcreme

2 1/2 dl piskefløde

100 gr. nougat

Varm fløde og nougat – til lige under kogepunktet, rør indtil nougaten er smeltet. Kommes i en skål, læg film over og stil på køl, gerne til næste dag. Piskes til flødeskum, inden den bruges.

Råsyltede brombær

100 gr. brombær (frosne)

30 gr. sukker

½ tom vaniljestang

Det hele blandes og stilles i køleskab et døgns tid. Rør rundt et par gange undervejs. Og fjern den tomme vaniljestang inden brug.

Når kagen samles, fordeles bærene på den ene bund sammen med det meste af saften. Fordel 1/3 af nougatcremen over bærene, læg den anden bund på og pres let. Smør resten af cremen over kagen og på siderne. Glat overfladen.

Hak en lille håndfuld hasselnøddekerner groft og pres dem på siden af kagen.

Hvis det nu havde været efterår, kunne friske brombær være sat øverst på kagen.

Den smagte godt ! 🙂

På en lidt travl torsdag …

Jette

Cookies med 4 slags chokolade

Jeg har længe glædet mig til at skulle prøve den her ide af – en cookie med 4 slags chokolade i. Altså både mørk, lys, hvid og blond (dulcey) Det kan kun blive en god kage!

Og til menighedsrådsmødet i aftes gjorde de sig også godt – oven på megen snak om særegne regler, hjemmesideløsning og orientering fra udvalg. Så gik tiden, og det var godt med både kaffe og kage. Mere om den anden kage i morgen.

Cookies med 4 slags chokolade (16 stk)

1 æg, fra en kærlig høne

100 gr. sukker

50 gr. mørk farin

100 gr. smør

50 gr. havregryn

150 gr. mel

1/2 tsk. bagepulver

1/3 tsk. groft salt

30 gr. mørk chokolade

30 gr. lys chokolade

30 gr. hvid chokolade

30 gr. dulcey

Hak de 4 slags chokolader groft.

Pisk smør og de to slags sukker grundigt. Tilsæt æg og pisk igen. Sigt mel og bagepulver i og vend det lige rundt sammen med havregryn inden chokoladen kommes i, og det hele røres sammen til alt er blandet.

Dejen sættes på en plade med bagepapir, ca. en spiseskefuld til hver cookies, og som så trykkes lidt flad.

Bages ca. 10-12 minutter ved 175 grader. Køler af på pladen.

De er bløde og lækre og smager varieret af de forskellige typer chokolade. Du kan roligt bage en portion 🙂 og bliver helt sikkert populær hos dem, der får lov at smage.

En dejlig onsdag er begyndt – det er solskin uden for 🙂

Jette

Chiaknækbrød

Længe, længe efter at alle andre madbloggere har skrevet om disse knækbrød, kommer jeg humpende bagefter 🙂

Og den eneste grund til at jeg faldt over disse knækbrød var, at Trine for noget tid siden efterlod en ret stor dåse chiafrø. Og jeg har ikke meget fantasi til lige at bruge de frø. Så her var en mulighed – og tilpasset mit køkken.

Chiaknækbrød (16 små stk.)

½ dl chiafrø

1 dl. vand

3/4 dl. hørfrø

3/4 dl. solsikkekerner

½ dl. græskarkerner

10 gr. hakkede usaltede pistaciekerner

½ tsk. salt

Chiafrø og vand blandes i en skål og står ca. et kvarter, alt vandet suges op af frøene. Bland de øvrige ingredienser i og fordel massen på en plade med bagepapir. Det er virkelig mange frø 🙂

Skær den ud i firkanter og bag den ca. 45 minutter ved 160 grader. Mine fik lige i overkanten. De var tynde og skulle ikke have for lang tid i ovnen.

Køler af, inden de brækkes i stykker.

De smager sprødt og meget af frø og kerner 🙂 Og er gode at hygge med indendøre.

Selv om jeg nok retfærdigvis må sige, at det bliver ikke dem, jeg bager flest af. Der er en grund til, at jeg hverken er lchf-fan eller andet i den boldgade inden for madspekteret. Det er spændende at prøve, men der er ikke noget, der slår rigtigt nybagt brød 🙂

 – på en lørdag, hvor det faktisk er snevejr udenfor.

Ønsker dig en dejlig dag.

Jette

Små mazarintærter med hvid chokoladetop

Personalemøde! lyder det lidt kedeligt i dine ører? Det gør det heldigvis ikke i mine. Takket være et dejligt personale, så er det altid hyggeligt og rart at mødes – og få talt om de ting, der foregår i vores kirker, men bestemt også talt om meget, meget andet.

Vi mødes normalt tidligt på dag, men lige i dag er mødet rykket til eftermiddag – og så må det jo være eftermiddagskaffetid – og dermed også tid til en lille bitte kage 🙂

Inspirationen er fundet her. Jeg har dog skiftet kirsebær ud med blåbær.

Små mazarintærter med hvid chokoladetop (10 stk.)

Mørdej

150 gr. mel

75 gr. smør

50 gr. flormelis

en anelse salt

1 lille æg, fra en bly høne

Alt æltes let sammen og lægges på køl. Gerne til næste dag.

Mazarinmasse

15 gr. usaltede pistaciekerner

50 gr. marcipan

1 æggeblomme

40 gr. sukker

35 gr. blødt smør

½ spsk. mel

Hak pistaciekernerne fint og bland dem med sukker og groftrevet marcipanen. Tilsæt de øvrige ingredienser og pisk det sammen.

Chokoladecreme

50 gr. hvid chokolade

1½ dl. piskefløde

Bring fløden i kog. Hak imens chokoladen nogenlunde fint og kom det i en skål. Hæld af et par gange den varme fløde over, og rør til al chokoladen er smeltet. Sættes i køles skab og afkøler, gerne til næste dag.

Fyld og pynt

lidt blåbærsylt

friske blåbær

Rul mørdejen ud og udstik 10 cirkler, ca. 7 cm i diameter. Læg dem i gammeldags linseforme eller muffinsforme. Der er lidt dej i overskud – brug det til evt. til en hindbærsnitte en anden dag 🙂

Kom en skefuld mazarinmasse i hver, lav en lille fordybning i midten og fyld det med ½ tsk. blåbærsylt. Fordel den sidste mazarindej oven på tærterne.

Bages ved 200 grader ca. 15 minutter.

Kagerne tages ud af formene, mens de lune. Køler helt af og pyntes med chokoladecremen, der først er pisket til en tyk creme.

Pynt til sidst med lidt friske blåbær.

For at det ikke kun skal være kager, så blev der også bagt et lille brød. Så mon ikke jeg er ved at være klar til personalemøde 🙂

God tirsdag.

Jette

Side 51 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal