Jeg ved godt, at det virkelig er et amerikansk fænomen og får hårde ord med på vejen. Men – mon ikke en kage lørdag eftermiddag eller aften vil være velkommen alligevel. – Uanset om man nu er nyforelsket eller har kendt hinanden i mange år. Eller i det hele taget bare har lyst til at glæde familien – for det er jo også her, meget af kærlighedens væsen viser sig og får liv og mening.

En sådan kage må være noget med marcipan, chokolade og jordbær. De sidste jordbær fra fryseren kom op i denne anledning.

Opskriften her er mikro – nok nærmest kun til  2 – 4 personer. Jeg kunne ønske, at jeg havde en lille bitte hjerteform, det har jeg ikke, så det bliver den mindste springform, der tages i brug i stedet.

Valentines kage

Bunde

1 æg, fra en kærlig høne

½ tsk. vaniljesukker

50 gr. sukker

½ tsk. revet citronskal

25 gr. smeltet, afkølet smør

15 gr. mandelmel

35 gr. mel

1/4 tsk. bagepulver

Pisk æg, vaniljesukker og sukker let og luftigt. Pisk det smeltede smør i. Vend citronskal og mandelmel i og sigt til sidst hvedemel og bagepulver i og vend forsigtigt rundt. Kommes i en smurt springform (12 cm i diameter) Kagen bages ca. 20 minutter ved 175 grader. Køler af i formen.

Vaniljecreme

½ portion af opskriften her Når cremen skal bruges tilsættes 2 – 3 spsk. flødeskum.

Jordbærsyltetøj

2 makroner (eller macarons)

Overtræksmarcipan

½ portion af opskriften her

Chokoladeganache

50 gr. mørk chokolade

½ dl. piskefløde

Hak chokoladen ret fint, kog fløden op og hæld den over chokoladen. Rør indtil chokoladen er smeltet. Sæt ganachen i køleskab indtil den skal bruges.

Samling:

Del bunden i tre lag. Sæt nederste bund på det fad, kagen skal serveres på og læg kageplast omkring eller brug springformens ring. Jeg vender oftest kagen på hovedet, så bunden bliver øverst, så er der en meget fin og flad top.

Dryp evt. nederste bund med 1 spsk. ribssnaps, knus 2 makroner over og fordel så 1-2 spsk. jordbærsyltetøj over. Til sidst fordeles 1/3 af cremen over. Læg næste bund på, kom det sidste af cremen på og læg toppen på.

Rør ganachen igennem, varm den evt. lige lidt i mikroovnen og smør den pænt ud på toppen af kagen.

Nu sættes kagen på køl et par timer.

Imens laves pynt – som du vil.

Overtræksmarcipanen rulles ud til et bånd i kagens højde og omkreds (diameter x pi) og sættes på plads. Pynt som du synes ser fint og festligt ud.

Jeg synes hjerter er et must lige i dag 🙂 Lidt guldstøv ville have været flot – det havde jeg ikke, så det blev støv af frysetørrede jordbær.

Glædelig valentinsdag.

Jette