diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Opskrift Side 16 af 70

Søde cookies med tranebær og kokos

Nettet er jo forunderligt – man finder ind imellem en  opskrift, man ikke lige kendte – eller falder over en youtube med noget instruktion, man bare lige må se – og så gik der 10 minutter med det 🙂

I dag er opskriften fundet via et nyhedsbrev jeg har fået tilmeldt mig. I første omgang for at jeg ville lære at lave surdej – det er jeg slet ikke kommet til endnu. Men jeg faldt over nogle cookies, som bare lige faldt i min smag.

Og med et møde sammen med graverne i eftermiddag, så tænkte jeg, at det gjorde nok ikke noget, at der var en lille småkage til kaffen 🙂

Cookies med kokos og tranebær (10 stk)

50 gr. smør

60 gr. rørsukker

et nip salt

1 lille æg

90 gr. mel

30 gr. kokosmel

1/3 tsk. bagepulver

50 gr. tørrede tranebær

Rør smør, sukker og salt godt sammen, tilsæt æg og pisk igen. Vend nu de øvrige ingredienser i og saml dejen – den behøver ikke hænge helt sammen, for den skal nu formes til små klumper, der lægges på en bageplade med bagepapir.

Bager ca. 10 minutter ved 180 grader, køler af på pladen – og vær så god – køkkenet dufter af kokos og nybagte kager 🙂

Det er kager, der er hurtigt lavet – og som bare fungerer hver gang 🙂

Juledåsen er gammel, arvet hjemmefra – men så fortæller den jo også lidt historie 🙂

God torsdag.

Jette

Grøn aftensmad – Linsepostej

Jeg har længe haft nogle grønne linser stående i mit køkkenskab, og ikke helt vidst, hvad jeg skulle stille op med dem. Jeg er ikke vild med dem sådan naturel – men hvis de nu blev gemt i lækre grøntsager og bagt – så er det en anden sag.

Og det er en god proteinkilde, hvis det nu skal være en kødløs dag. Og jeg er mere og mere gået tilbage i fortidens vegetariske spor. Da jeg læste for over 30 år siden – midt i 80’erne begyndte de vegetariske strømninger at flyde. Og jeg hoppede med på bølgen. Og hoppede af igen, da der kom mand og børn til – men dog ikke mere, end der altid har været mange grøntsager i mit køkken.

Mine børn siger med et glimt i øjet, at vi – til aftensmad – var fem personer til at dele et kyllingebryst! Og det var vist ikke helt forkert.

Men nu er jeg så igen ved at finde de grønne retter frem. Det er altid rart at have lidt at vælge imellem. En anden ret kan du læse om her.

Postejen her er enkel at lave, og den kunne godt gå på julebordet sammen med en traditionel and. Så ville der være noget for enhver smag.

Linsepostej (3 pers)

100 gr. grønne linser

1 løg, i tern

1 fed hvidløg

100 gr. skivede champignon

1 spsk. olie

1 æg

2 spsk. solsikkekerner

1 tsk. timian, tørret

1 spsk. soya

1 spsk. citronsaft

2 spsk. havregryn

1 tsk. groft salt

peber

Grønne linser skal ikke udblødes, blot koges i rigeligt vand i ca. 15 minutter. Det overskydende vand hældes fra og linserne hakkes godt på en minihakker. Varm olien i en gryde og svits løg, hvidløg og champignon og drys med en anelse salt. Jeg kom også friske timian blade i gryden. Bland linser og grøntsager – lad det køle en anelse af inden de øvrige ingredienser blandes i og farsen røres godt sammen. Den kommes i en form (ca. 16 cm i diameter), der er foret med bagepapir og bager ved 200 grader ca. 30 minutter.

Jeg serverede bagte rodfrugter til. Og kartoffelmos, fordi jeg synes det smager vældig godt. Men flødekartofler ville også have været et hit 🙂

Postejen smager dejligt – men er bedst, når den er lun.

God mandag – jeg nyder min rolige fridag 🙂

Jette

Risalamande cheesecake

Jeg så et billede på Instagram og blev lidt nysgerrig. Men jeg synes godt nok, at det var en lidt sjov ide at bruge risalamande i en cheesecake. Det var ligesom et mix, der ikke lå lige for. Men fin var kagen.

Og der lå opskrifter på nettet, så jeg gjorde et forsøg. Og mit kære menighedsråd blev igen testsmagere – ved årets sidste møde. Heldigvis syntes de, at det var ok med den opgave.

Det er som nævnt en lidt spøjs kombination, men det smager virkelig godt 🙂 Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang denne cheesecake blev lavet.

Risalamande cheesecake (7-8 pers.)

125 gr. digestive

60 gr. smør

3 blade husblas

250 gr. kold risengrød (af ca. 50 gr. grødris)

75 gr. flødeost

60 gr. flormelis

1 tsk. vaniljesukker

10 – 20 gr. hakkede mandler

2 dl piskefløde

1½ blad husblas

500 gr. kirsebærsauce

Smelt smørret og knus kiksene, bland begge dele sammen og fordel massen i en springformering, der er foret med kageplast. Diameter ca. 16 cm. Tryk kiksemassen godt sammen, og sæt bunden på køl.

Sæt husblas i blød i koldt vand i 10 minutter. Pisk fløden til blødt flødeskum. I en skål kommes flødeost, flormelis og vaniljesukker og det piskes sammen. Kom den kolde risengrød i sammen med de hakkede mandler og rør det godt sammen. Vrid vandet af husblasene og smelt dem i mikroovn. Tag 1 tsk. flødeostemasse og rør hurtigt ud i husblassen for at køle den ned. Gentag et par gange og vend så til sidst husblasen i hele flødeostmassen. Vend til sidst flødeskummet i.

Tag kagebunden ud fra køl og fordel cremen – der er rimelig meget creme. Men det smager godt, så det gør ikke noget. Jævn overfladen godt. Og så tilbage på køl igen.

Til geleen tages alle kirsebærrene op af saucen. Gem dem til en anden gang. Sæt husblas i blød i 10 minutter, og varm imens 1½ dl. kirsebærsauce op i en gryde. Lad det lige nå kogepunktet og kom så de opvredne husblas i og rør rundt, mens de smelter. Lad det køle lidt af. Kom eventuelt 1 spsk. portvin i – det skader aldrig 🙂

Tag kagen ud af køleskabet og hæld geleen over kagen. Sæt den tilbage på køl et par timer inden kageplast og ring fjernes.

Kan eventuelt pyntes med lidt smeltet hvid chokolade og lidt hakkede mandler.

Hele opskriften kan måske lyde lidt omstændeligt, men det er nu ikke så galt. En del af tiden er jo afkøling. Og resultatet er altså en smuk kage, som kun kan vække lidt begejstring 🙂

Billederne er taget i konfirmandstuens neonlys – det bliver det ikke super godt af. Men novembers mørke har jo ligesom sænket sig over landet. Så må billederne blive som de nu er.

God weekend – søndag er sidste søndag i kirkeåret.

Jette

Krydret sauce med bagte grøntsager

I dag handler det om min aftensmad i går 🙂

Inspireret af denne opskrift, kiggede jeg i mine gemmer og fandt nok til, at der kunne blive en krydret aftensmad til mig. Sagt med det samme, det er en lidt anderledes smag, end dansk mad har. Krydderierne er ikke dem, vi bruger mest i det danske køkken, men de er nu ikke mere eksotiske, end at de kan købes i den lokale Netto eller Føtex.

Krydret sauce med bagte grøntsager (1-2 pers)

1 løg, i tern

3 fed hvidløg, i tynde skiver

4 cm frisk ingefær, hakket fint

1 tsk. spidskommen

1 tsk. koriander

1 tsk. garam masala

en anelse tørret chili

1 lille dåse kokosmælk

3 spsk. koncentreret tomatpure

salt

1 dl vand

1/4 squash i tern

Bagte grøntsager

400 gr. grøntsager i tern og skiver

1 spsk. olie

salt

Begynd med grøntsagerne. Jeg brugte gulerod, persillerod og rosenkål (alt sammen købt med gule skyer på posen :-)) Der kan bruges mange andre grøntsager.

De kommes i et ovnfast fad, vendes i olie og drysses med salt og bager ca. 35 minutter ved 180 grader. De skal være møre, med et lille bid.

Til saucen svitses løg og hvidløg i lidt olie. Tilsæt krydderierne og rør rundt, mens det hele dufter kraftigt. Tilsæt kokosmælk, tomatpure og vand og bring det hele i kog, og lad det simre under låg ca. 10 minutter. Tilsæt squash og lad det simre ca. 5 minutter mere. Smag til med salt og juster evt. med lidt vand, hvis du synes, der skal være lidt mere sauce.

Når grøntsagerne i ovnen er klar, kommes de i gryden og det hele vendes godt sammen og varmes godt igennem.

Så er der mad – jeg serverede ris til. Det var godt til den krydrede sauce. 

Det er mad, man får varmen af at spise. Men på en grå og våd dag, som det var i går, da var det ret perfekt 🙂

I dag skal jeg til konvent med alle mine kollegaer – og vi får serveret mad hele dagen. Hvilken luksus, og jeg vil nyde hver en bid. Og det er helt sikkert anderledes end denne ret. Men variation er godt.

God tirsdag.

Jette

Grovbrød med hørfrø

I sidste uge blev skuffen med mel og gryn gennemgået i sommerhuset. Og noget måtte kasseres og andet var det bare tid for at få brugt.

Blandt andet en pose økologiske hørfrø. Der er nu hørfrø nok til mange brød – men nogen af dem blev brugt i dag.

Grovbrød med hørfrø

2½ dl. koldt vand

½ dl. surmælkspodukt

1 spsk. olie

1 tsk. groft salt

1 spsk. sirup

15 gr. gær

½ dl. hørfrø

100 gr. rugmel

ca. 300 gr. hvedemel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser – men kun ca. halvdelen af hvedemelet. Lad dejen stå et kvaters tid inden den æltes færdig med det sidste hvedemel. Stilles til hævning et par timer.

Æltes igennem og formes til et brød og kommes i en form eller bager på en plade med bagepapir. Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader og bages ca. 30 minutter.

Køler af på en rist.

Og nu dufter køkkenet af nybagt brød – virkelig en dejlig duft. Især når der slet ikke var mere brød tilbage i huset 🙂 Det er et solidt brød, men det er bestemt også tanken. Så mætter det mere.

Og så går turen ellers ned til årets minikonfirmander – det er altid hyggeligt 🙂

God tirsdag.

Jette

En lækker grøn frokost

Selv om årstiden siger sent efterår, så kan der nu sagtens spises en lækker grøn frokost. I sidste uge var jeg jo i sommerhus med Oles familie, og den ene dag, var det mig, der var chefkok i køkkenet og stod for den grønne frokost.

Den blev heldigvis en succes, og det smagte nu også fint det hele. Men jeg tror, at familien var forundret over, at det tog så lang tid at forberede det hele. Men set i lyset af, at det hele blev lavet fra bunden af (næsten) så tog det ikke længere tid, end hvis det havde været en traditionel frokost, der skulle stables på benene.

Det er nu ikke fordi, at jeg har så mange opskrifter med – mere inspiration 🙂

Jeg lavede falafler. Et nyt ord i familien – tillige med kikærter. Kikærterne stod i blød i 24 timer i køkkenet og fik adskillige blikke med på vejen. Hvad skulle det dog blive til? Kunne det overhovedet smage godt 🙂 Men det gjorde de – opskriften er fra Arlas bog: Skøn mad uden kød.

De dybtstegte falafler fik følgeskab af lækker kold kartoffelsalat.

Og så var der elementer til en “byg selv rugbrødsmad” 🙂 Den bestod af avocadomos, skøn farverig salat (spinatblade, små tomater, feta og smukke smilende silkehønseæg) og endelig en rødløgsmarmelade. Sammen med skønt groft rugbrød, så var det et hit. Rødløgsmarmeladen havde jeg lavet hjemmefra – jeg brugte denne opskrift, som jeg fandt på nettet.

Desuden lavede jeg quinoasalat med bagte gulerødder. Fik ikke lige et billede af den, men du kan se den her.

I et gammelt ugeblad fandt jeg inspiration til servering af ost. Et stykke manchego skæres i tern og blandes i et glas med hele oliven og lidt frisk rosmarin, inden der hældes olie over. Jeg ved såmænd ikke, hvor meget smag det hele giver til hinanden, men det ser da festligt og indbydende ud – synes jeg. Selv om en kommenterede, om man også skulle spise det juletræ der lå øverst 🙂

Jeg havde bagt et foccacia brød – det går man aldrig fejl af. Og i Den store bagedyst” havde deltagerne lige prøvet kræfter med det samme, så motivationen var i top til at forsøge med mit eget brød. Det hævede ikke helt som det skulle, men smagte nu meget godt alligevel.

Frokosten blev nydt og alle blev mætte – og jeg var glad 🙂

Jeg håber, du har lyst til at forsøge med en grøn frokost en dag. Jeg var lidt nervøs for, om alle blev mætte – men det gjorde de.

God torsdag.

Jette

Blog fødselsdag og æblebrud

I dag er det seks år siden, at jeg skrev det aller første indlæg her på bloggen. Utroligt – og der er blevet skrevet mange ord og indlæg siden da – ialt ca. 1450 🙂 Det er da godt nok nogen gange, at jeg har sat mig her og tænkt noget – eller været i køkkenet og bagt noget.

Men jeg er glad for bloggen. Jeg kan også se, at den har ændret sig lidt fra da den begyndte til nu. Der bages stadig og pyntes kager – men der skrives faktisk mere om noget, jeg oplever eller tænker over. Og så er der jo også lige blevet bygget et sommerhus 🙂 Og jeg blev også lige gift midt i det hele 🙂 Hvilken lykke!

Der er også blevet taget afsked med mennesker undervejs – både min mor og far er døde i bloggens levetid.

Og når jeg nu sidder og tænker baglæns – så er det i øjnefaldende, at det er det, som vedrører personer i mit liv, der dukker op først – og så kommer kager, koncerter, konfirmander og sommerhus efterfølgende. Men det er godt, at det er sådan.

Bloggens fødselsdag bliver ikke som sådan fejret 🙂 Men jeg har bagt boller og sat flag i. Eller rettere det er brud – for dejen er så klistret, at den ikke kan formes til fine runde boller.

Det er æblebrud, jeg har bagt. Og jeg undrer mig over, hvorfor har jeg ikke tænkt på den kombination  før ? 😉

Men jeg faldt over et billede af æblebrud og googlede opskrifter, og fandt flere varianter. Så her bliver det min version, der kommer. Men æbler, chokolade og lidt hakkede nødder til drys – bløde og lækre brud. Lidt i familie med gulerodsbrud 🙂

Æblebrud (6 stk.)

1 dl. koldt vand

½ dl. surmælksprodukt

1 tsk. groft salt

1 spsk. sukker

10 gr. gær

2 spsk. olie

50 gr. grahamsmel eller fuldkornsmel

ca. 150 gr. hvedemel

1 æble

25 gr. hakket mørk chokolade

1 lille æg

1 spsk. hakkede nødder – til drys

Vand og surmælksprodukt blandes og gæren røres ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser, men hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt til en blød dej og stil den til hævning 2-3 timer ved stuetemperatur.

Mens den hæver rives æblet groft, chokoladen hakkes og ægget slås ud.

Alle tre ting kommes i skålen med den hævede dej – og røres i dejen. Jeg brugte en grydeske, og undlod altså at få fingrene i dejen 🙂 Når det er godt blandet sættes dejen på en plade med bagepapir. Brug to skeer til at sætte bollerne med. Pres dem en anelse flade før de drysses med lidt hakkede nødder. Efterhæver mens ovnen varmer op til 220 grader. Bag brudene ca. 12-14 minutter, og afkøl dem på en rist.

Brudene bliver altså overraskende fine – hvis du lige spørger mig 🙂 og smager ganske fortrinligt. En dejligt måde at bruge årstidens frugt på.

Tak fordi du læser med – det er hyggeligt at få en kommentar, men også dejligt at vide, at nogen kan bruge lidt af det, jeg skriver om.

For uden læsere, så ville det stadig være fint at skrive – men det er altså også skønt at dele med andre. Så endnu en gang – tak til dig 🙂

Kærlig hilsen og god mandag.

Jette

Quinoasalat med bagte gulerødder

I næste uge skal jeg i sommerhus med Oles familie – det bliver vældig hyggeligt. Og så er det i Nordjylland, tæt på Skagen, så alene det, at skulle under Limfjorden og igennem tunnellen – det er det hele værd. Jeg er tilbage, til hvor jeg kommer fra 🙂

Tanken er, at vi skal deles om at at lave mad, og det er jo meget rimeligt. Og jeg proklamerede ret hurtigt og ret højt, at Ole og jeg gerne ville stå for en grøn frokost! Jeg er ikke helt sikker på, at begejstringen er så stor hos familien, som den er hos mig 🙂

Men lige nu forsøger jeg at finde egnede retter, så alle synes, de har fået noget fornuftigt frokost, er blevet mætte – og har lyst til at spise mere en anden gang.

Derfor lavede jeg en quinoasalat i aftes. Inspirationen kom herfra. Nettet er fantastisk, når der skal findes opskrifter – jeg har ikke set denne side før, men den er bestemt et besøg værd.

Salaten her er perfekt til efterår – for ingredienserne er lige ved hånden i denne tid. Måske lige bortset fra quinoa, som du må ud og købe 🙂 Et næringsrigt lille frø – som dog er importeret. Men jeg tror dets mange gode egenskaber opvejer, at det må fragtes til Danmark.

Quinoasalat med bagte gulerødder (2-3 personer)

50 gr. quinoa

½ rødløg

1 æble

5 pænt store gulerødder

2-3 forårsløg

3 spsk. olie

Dressing

3 spsk. olie

1-2 spsk. æbleeddike

salt og peber

Skyl quinoaen grundigt i koldt vand. Kom dem i en gryde med godt 1 dl. vand og ½ tsk. groft salt og kog det ved svag varme under låg i 10 minutter. Lad det stå og trække i 5 minutter inden quinoaen vendes i dressingen. Den har du forinden pisket godt sammen i en stor skål, hvor det hele kan blandes i.

Gulerødder skrælles og skæres i 1 cm skiver. Kom dem i en skål sammen med olie og lidt salt og peber og vend det hele godt rundt. Hældes ud på en bageplade med bagepapir og bager ca 20 minutter ved 200 grader. Når de er bagt, hældes de ned til quinoaen.

Æblet skæres i tern (med skræl), rødløg i små tern og forårsløg i skiver – det hele vendes med quinoa og gulerødder – det må godt være varmt stadigvæk. Og serveres også gerne lun. Salaten kan også spises kold, men den tempererede salat er virkelig lækker.

Der kom lidt fintsnittet spidskål i salaten, det smagte fint, men kan også godt udelades, hvis det ikke lige er i køleskabets grøntsagsskuffe 🙂

Jeg serverede nybagt foccaciabrød til – det er altid godt. Og en creme fraiche dressing, hvor creme fraiche var smagt til med sød chilisauce.

Jeg tror faktisk godt, at denne ret kan komme med på bordet i Nordjylland i næste uge 🙂

God mandag.

Jette 

Skøn æblekage rasp

I weekenden var jeg sammen med min søster og svoger, og ingen af dem tåler gluten særlig godt. Så derfor øver jeg mig ind imellem i at bage uden gluten. Og det går udmærket så længe, der ikke er tale om gærdeje. Gluten er jo det i hvedemelet, som får brød til at hæve og blive luftige, og når der ikke er hvedemel i en dej, så er det straks sværere at få den til at hæve op. Så brødbagning uden gluten – det overlader jeg til min søster – det er hun ret god til 🙂

Lige nu er det bare æbletid. På alle måder. Sidste år lavede Ole og jeg most, det var både sjovt og smagte dejligt. Men tog også noget tid, og da jeg stadig har most i fryseren, så har vi sprunget over i år.

I stedet laver jeg mange æblekager. Du har allerede set denne og så korkagen. Og i dag kommer så endnu en gang rasp, til en gammeldags æblekage.

Der var en gang en, der kaldte min blog lidt mormor-agtig. Det er vist ikke helt forkert i disse dage 🙂

Opskriften her er inspireret af denne, jeg har så lavet den mindre og glutenfri.

Skøn glutenfri crumble 

60 gr. smør

75 gr. havregryn

25 gr. mandelmel

25 gr. kikærtemel

40 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

½ tsk. kanel

Det hele kommes i en skål og smuldres som krummer. Fordel massen på en plade beklædt med bagepapir og bag den ca. 12 minutter ved 180 grader. Køkkenet dufter nu dejligt 🙂 Massen køler af og smuldres så igen.

Opbevares i en lufttæt beholder, eller bruges med det samme.

Peter er hjemme i disse dage, og har flere gange spurgt til, om æblekagen er klar 🙂 Det er den nu.

På en regnvåd onsdag, så passer den perfekt til en kop kaffe.

God onsdag.

Jette

Salt specier

I aftes var der koncert i kirken – en meget smuk og stemningsfuld aften – hvor en mand og hans guitar fyldte rummet med dejlige toner.

Det var Kaare Norge, der var på besøg i kirken, og det er fascinerende at møde mennesker, der er så dygtige. Og dette at møde dem i øjenhøjde og i virkeligheden, det er altid spændende.

Jeg fik købt hans seneste cd, som blev udgivet sidste år – en opsamlings cd fra hans 30 årige karriere. Nu kan jeg høre den fine musik, når jeg kører bil – for det er det eneste sted, jeg har en cd-afspiller 🙂

Efter koncerten havde vi arrangeret et glas vin og lidt chips i våbenhuset. En hyggelig måde at slutte af på, og en god mulighed for lige at få hilst på de andre deltagere.

Jeg havde bagt en lille portion salt specier. En ide, jeg har haft et stykke tid, og som nu blev prøvet af. Det er virkelig enkelt, men smager godt som en lille snack og et alternativ til chipsene.

Salt specier (ca. 20 stk.)

20 gr. grahamsmel

80 gr. hvedemel

60 gr. smør/margarine

3/4 tsk. groft salt og fint salt – blandet

Kom mel og salt i en skål. Jeg brugte ca. ½ tsk. groft salt og så lidt kværnet salt oveni. Tilsæt smør og smuldr det godt i melblandingen. Tilsæt evt. en anelse koldt vand til at samle dejen med. Form den til en pølse ca. 3-4 cm i diameter og sæt den i fryseren en times tid. Så er den lettere at skære i tynde skiver.

Når dejen er godt kold, skæres den i skiver, sættes på en plade med bagepapir og bages ca. 8 minutter ved 200 grader. Køler af på pladen.

Og så er der fine og sprøde specier – perfekte til et glas rødvin og godt selskab.

God onsdag.

Jette

Side 16 af 70

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal