diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Glimt Side 20 af 111

Klimafolkemødet nærmer sig

Om mindre end tre uger begynder årets Klimafolkemøde i Middelfart.

Og der er virkelig sket meget siden det begyndte for nogle år siden. Da var man nødt til at skrive på et skilt, hvorfor der flagedes i byen. Det behøves ikke længere 🙂 I år forventer man omkring 30 000 gæster i løbet af de tre dage, Klimafolkemødet varer.

Jeg er frivillig igen i år – det var jeg også sidste år og forrige år. Og i går var jeg så til info-møde om mine opgaver denne gang. Jeg har plads i info-teltet – en sjov og lidt hektisk opgave. Men også dejligt at kunne være med til at få de mange gæster hjulpet og sendt de rigtige steder hen.

I år bliver der som noget nyt lanceret en app ! Den blev først tilgængelig i går – mens vi sad til mødet. Så den er sprit ny. Og vil du down-loade den, søger du blot efter Klimafolkemødet, der hvor du henter apps, og så dukker den op. Og jeg synes, den er ret smart og rimelig let at finde ud af. Og skulle gerne være en hjælp for gæsterne. Og på sigt være med til, at man kan minimere antallet af trykte programmer.

Tilbage til hverdagen :-)

En uge er gået siden sidste indlæg – og dermed er Oles ferie også slut. Og det er tid til at vende tilbage til hverdagens rytme og rutiner. Det har nu også sin charme og store værdi. Der bliver ro til at gå med Alba, tid til at skrive på bloggen og masser af mulighed for at gå i køkkenet, høre en podcast eller strikke et par pinde 🙂

Sidste dag i juli

Tænk, der er kun fem måneder tilbage af 2023 🙂 Dagene ruller afsted – og som det står i mit bornholmer ur: “Tempus fugit” (Tiden flygter) Og dermed ingen tvivl om, at tiden har det med at løbe fra en. Den flyver afsted, og vi har svært ved at følge med.

Derfor er dagbøger faktisk også en god ting – de er med til at holde fast i minder og oplevelser, vi ellers hurtigt glemmer igen. Bloggen her fungerer lidt på samme måde. Når jeg ind imellem kigger tilbage, så møder jeg indlæg, opskrifter og stemninger jeg helt har glemt 🙂

De sidste dage i juli har budt på fødselsdage, besøg og bryllupsdag. Min søster og svoger fejrede 120 års fødselsdag hjemme i deres have og lade – et dejligt arrangement med masser af glade og dejlige mennesker. Og til kaffebordet var gæsterne blevet bedt om at medbringe kage. Mit bidrag blev øverste billede – en rababer-æble crumble og grønne macarons.

Et hønsestriksjal

Jeg har efterhånden strikket nogle natsværmersjal – og det giver altid lidt restegarn. Så derfor kom idéen med at strikke et hønsestriksjal. Eller i hvert fald noget der minder om hønsestrik.

Hønsestrik blev for alvor brugt i 70’erne – her blev der strikket politiske symboler, kvindetegn og mange andre mønstre ind i toppe, veste og nederdele. Det har jeg nu aldrig gjort. Men de små mønstre gør det muligt at få brugt en masse små rester af garn.

På tur en torsdag i juli

I går blev det til et besøg i en af nabokirkerne – Sønder Omme kirke. Jeg har aldrig været inde i den før. Og det er altid spændende at se, hvad der gemmer sig bag den lukkede kirkedør.

Heldigvis har menighedsrådet i sognet besluttet, at kirken er åben i hverdagene – det er altså en god ide. Både for byens egne beboere, som kan gå ind i kirken, hvis de lige har brug for en stille stund. Men også for turister og andre som kommer forbi – så giver besøget i en kirke altid anledning til lige at få løftet blikket lidt.

Sønder Omme kirke er ældgammel, det første af den er bygget tilbage i slutningen af 1300-tallet, og siden udvidet og forlænget nogle gange undervejs. Så i dag ser den ret lang ud, sådan fra øst til vest, fra kor til tårn.

Forskelligt arbejde

Eller måske rettere forskellige gøremål. På turen rundt i haven i dag fik jeg øje på nogle hårdtarbejdende mariehøns. Jeg havde set, at der var kommet lus i nogle af mine blomster i højbedet – men i dag fik de kamp til stregen. Mariehønsene havde fundet et godt sted at slå sig ned 🙂 Det er altså lidt fascinerende, hvordan naturen spiller sammen. Lusene taber her.

Fra systuen

Sommeren har også budt på dage med regn 🙂 Og så er der tid til at sidde lidt bag symaskinen. Jeg fik jo maskinen, da jeg gik på pension – og jeg er så glad for den. Og selv om den ikke bliver brugt så meget igen – så er det skønt at have den stående klar, når nu lige lysten til at sy kommer over en 🙂

I Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Billund har jeg ansvaret for krea-tingene. Lige fra garn til stoppenåle, sengetøj og håndklæder. Så det spænder ret bredt. Og der kommer meget forskelligt ind – noget kan bruges, andet kommer afsted til tekstilaffald. I øvrigt vældig godt, at den mulighed nu er kommet til. Selv om jeg godt ved, at der endnu ikke er udviklet maskiner eller kommet idéer til, hvad man skal stille op med alt det gamle tekstil. Men det skal jo begynde et sted, og det gør det ved, at vi samler det mest slidte og hullede sammen og sender det til genanvendelse.

Torsdagstur i juli

Måske du husker, at jeg i sidste uge lancerede at jeg ville tage på tur om torsdagen her i juli måned 🙂 Ideen er stadig god, men i denne uge blev det så til en tur først på ugen i stedet.

Men pyt med det – en tur til Fyn er altid helt i orden 🙂 Efter at have været 30 år på Fyn så føles det stadig lidt som at komme hjem, når jeg kører over Lillebæltsbroen. Turen bød på besøg og masser af snak og hyggelige timer. Blandt andet hos min søster og svoger, min gamle graver og en korveninde.

Ord kan ikke fotograferes, de gemmes i ens sind. Men lidt kan dog godt fotograferes – min søster har nemlig fået høns. Og nu også fået de fineste grønlægger-høns. Tror jeg de hedder. Hønsene lægger i hvert fald mint-grønne æg.

Høstede hvidløg

For længe siden – tilbage til sidste efterår – satte jeg små hvidløgsfed i jorden og håbede det bedste 🙂 Jeg forsøgte også sidste år, og det gik okay.

Nu er det så blevet tid til at grave dem op – og se, hvad det enkelte fed har udviklet sig til. Og der dukkede heldigvis en del fine hvidløg op. Med et godt rodnet – det læste jeg et sted, at det måtte de gerne have, når de kom op af jorden.

Nu bliver de lagt til tørre et par uger, og så vil jeg nyde at gå og bruge af dem hen over efteråret. Der er ikke megen økonomi i det – men der er bare en vis tilfredsstillelse ved at hente noget grønt i egen have 🙂

Og der er ikke meget arbejde ved det. De enkelte fed hvidløg puttes i jorden om efteråret, og så venter jeg bare. Og har glæden hele vinteren, hvor de grønne toppe står trofast, indtil de visner lidt ned her hen på sommeren.

Det er da haveglæde, der vil noget 🙂

God mandag – endda med godt vejr til haven, det regner 🙂

Jette

Torsdag på tur – i juli

Det er vist lidt en vrøvlet overskrift 🙂 Men pointen er, at jeg har besluttet med mig selv, at jeg hver torsdag i juli måned vil tage på tur. Det kan jeg jo i princippet næsten gøre hver dag – men det sker alligevel ikke. Så for at alle dage ikke bare glider over i hinanden her i ferie tiden, så har jeg altså lavet det her benspænd.

Og begyndte i går. Det blev så ikke til den helt store tur – nærmest tre små ture 🙂

Dagen begyndte på tur med Alba. Det gør vi nu nærmest hver dag, men i går var det uden regn – og det var så dejligt. Nu har jeg fået regn nok for det næste lange stykke tid.

Side 20 af 111

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal