Om mindre end tre uger begynder årets Klimafolkemøde i Middelfart.

Og der er virkelig sket meget siden det begyndte for nogle år siden. Da var man nødt til at skrive på et skilt, hvorfor der flagedes i byen. Det behøves ikke længere 🙂 I år forventer man omkring 30 000 gæster i løbet af de tre dage, Klimafolkemødet varer.

Jeg er frivillig igen i år – det var jeg også sidste år og forrige år. Og i går var jeg så til info-møde om mine opgaver denne gang. Jeg har plads i info-teltet – en sjov og lidt hektisk opgave. Men også dejligt at kunne være med til at få de mange gæster hjulpet og sendt de rigtige steder hen.

I år bliver der som noget nyt lanceret en app ! Den blev først tilgængelig i går – mens vi sad til mødet. Så den er sprit ny. Og vil du down-loade den, søger du blot efter Klimafolkemødet, der hvor du henter apps, og så dukker den op. Og jeg synes, den er ret smart og rimelig let at finde ud af. Og skulle gerne være en hjælp for gæsterne. Og på sigt være med til, at man kan minimere antallet af trykte programmer.

Ud over at få præsenteret app’en, så talte vi om udsmykning af info-teltet. Og da en ung og engageret medarbejder fra Rådhuset spurgte, om det ikke var en god ide med en buket blomster i teltet – blev der nærmest helt stille. Jeg blev noget overrasket – men har nu meldt mig til at komme med en buket fra haven den dag, jeg møder ind 🙂 Nu må jeg se, hvad jeg kan komme i mål med 🙂

Der er gratis adgang til det hele – det er blot om at suge til sig af stemning, indtryk og masser af info. Jeg er i info-teltet fredag formiddag og hele lørdagen. Jeg glæder mig allerede 🙂 På gensyn, hvis din vej kommer forbi Middelfart første weekend i september.

Mit vilde bed, nu med lilla blomster 🙂

God weekend.

Jette