Min mand, Ole, har en stor og dejlig have 🙂 Med masser af grønt og masser af græs – og så mit lille vilde bed midt i det hele 🙂

Men det er nu ikke helt rigtigt, at det kun er grønt, for på en tur rundt i går lykkedes det faktisk at finde ret mange fine lilla og lyserøde blomster. Og sammen med nogle grønne blade, ja så blev det til en fin lille sensommerbuket.

Jeg synes stadig det er vældig sjovt at forsøge at lave en buket. Sådan hvor blomsterne ligger på skrå over hinanden, buketten drejes i hånden, mens den bygges op – og til sidst samles med en snor, så alt bliver hvor det skal.

Denne gang er der en konkret anledning. For om godt fjorten dage begynder Klimafolkemødet i Middelfart – og her er jeg frivillig et par af dagene. Og skal stå i Info-boden. Et godt sted at stå – for det er altid dejligt at kunne hjælpe gæsterne med at finde det, de nu søger. Bodens udsmykning står vi frivillige selv for – og jeg bød ind med en buket blomster. For blomster gør bare noget godt ved et rum.

Buketten skal selvfølgelig bestå af havens og naturens blomster og gaver. Og samtidig være lidt robust, så den ikke vælter ved det første vindpust eller den første arm, der lige kommer til at røre den. Så derfor har jeg også været i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Billund – og fundet det fineste krus. Som passer lige til lejligheden. Med blomster og grøntsager malet midt på kruset. Og så indkøbt til den nette pris af 7,50 kr. Så ryger det på jorden, så går det også 🙂

Men her er mit første forsøg på en buket. Jeg regner med, at der også er masser af Sankt hans urt om fjorten dage – og så ser jeg ellers, hvad jeg kan finde til den tid.

På en skøn mandag.

Jette