Onsdag er mormordag – og har været det i snart 1½ år 🙂 Det er nu en ret så skøn ting. Men det begyndte faktisk for længere tid siden – nemlig præcis to år siden. Da jeg stoppede som sognepræst i Kauslunde og Gamborg sogne. I går – på dato – holdt jeg de sidste gudstjenester i de to kirker, jeg kendte så godt, og var glad for og stolt af.

Men det var tid til at gøre noget andet. Og det var blandt andet at blive mormor. Og at blive frivillig. Og blive bygherre. Og få meget mere tid til at strikke. Og meget andet.

Men det er også blevet tiden til at være præstevikar. Det havde jeg på ingen måde forestillet mig ville være en mulighed, da jeg havde skrevet min sidste prædiken tilbage i august 2021. De ord, tanker og refleksioner jeg var løbet tom for – de begyndte at vende tilbage efter et halvt års pause. Og så er det at være vikar en super mulighed for igen at træde ind i kirken og være på plads, når gudstjenesten begynder 🙂

Så inden længe begynder jeg igen som vikar – i Sønder Omme. Det glæder jeg mig til – det skal nok blive en tid fyldt med kirkeliv, samarbejde og masser af salmer 🙂 Så der er vist bare at sige, at fortsættelse følger.

Men mormordagene de fortsætter også – det er en velsignelse at kunne følge Christines små skridt i livet og opleve verden på ny. Som når en solsort bliver tiljublet – “En fuuugl” – fulgt af ivrig gestikuleren og glade øjne.

Billedet i dag er fra hendes dagpleje, hvor de havde lavet marmelade. Hun ser da ret stolt ud over resultatet 🙂

God onsdag.

Jette