For femte gang holdes der klimafolkemøde i Middelfart – det begyndte i det små, men er så vokset og har udviklet sig, så det nu er for hele landet. Tre dage fyldt med spændende oplæg, debatter og work-shops og meget andet. Blandt de mere kendte personligheder er klimaministeren og en lang række politikere og andre personer, med en grøn agenda.
Årets hovedtema er “Klimahandling sammen”. Og som arrangørerne skriver:
Vi har valgt at sætte fokus på fællesskabet til årets tema. Der er brug for fælles fodslag og fælles handlekraft, hvis vi skal nå de ambitiøse klimamål….
Men for at et sådant stort arrangement kan løbe af stablen, så må der – ud over tovholderne – være nogle frivillige. Og jeg tænkte længe over det, inden jeg meldte mig som frivillig. Jeg har ikke prøvet det før, men synes sagen er vigtig, så det vil jeg gerne give en hånd med, så mødet kan afvikles til glæde for alle de besøgende. Og fra 1. september er jeg jo ikke længere ansat i folkekirken, men er blevet på papiret pensionist – med alle de friheder og de muligheder det giver. Og de første dage i mit nye kapitel af min livsfortælling bliver altså som frivillig til Klimafolkemødet 🙂
Så med invitationen i hånden og blyanten spidset var jeg til info møde i aftes. Et fint arrangement, hvor vi mange frivillige blev informeret om opgaver og praktiske ting. Nu har vi så skrevet os på til forskellige opgaver, og venter spændt på, hvilken opgave man bliver tildelt. Det er et stort arbejde at få fordelt så mange frivillige på dage, opgaver og vagter.
Jeg venter spændt 🙂 Og glæder mig til at blive en del af fællesskabet omkring klimafolkemødet. Du kan læse meget mere om mødet her – det fulde program offentliggøres i næste uge.
God weekend.
Jette
Skriv et svar