diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Tag: Advent Side 4 af 7

Marcipan snebolde

Endnu en adventsweekend er gået – fyldt med hygge, kirkegang og gæster. Stille morgener, hvor både kalenderlys og adventskrans er tændt. Der er ikke noget dårligt at sige om december på dette tidspunkt 🙂

Konfekt har jeg ikke fået lavet noget af endnu. Men faldt over en opskrift et sted på nettet med marcipan snebolde. Små marcipankugler med fyld og rullet i flormelis – ganske enkelt og meget elegant og smagfuldt. Her er min udgave, som er med tørrede tranebær og mandler.

Marcipan snebolde (16 stk)

150 gr. marcipan

50 gr. tørrede tranebær

1 tsk. portvin

25 gr. mandler

Flormelis

Små gaveposer

I de sidste tredive år – sådan cirka – har jeg været til julefrokost med menighedsråd og kirkens personale. Det har været super hyggeligt. Og lidt nostalgisk lige at tænke tilbage på. For i år er det anderledes. Men der er stadig en julefrokost at glæde sig til – denne gang med personalet fra Genbrugsbutikken.

Jeg har endnu ikke mødt alle dem, som frivilligt giver en hånd med der, så det bliver fint at få hilst på dem og nyde lidt god mad i deres selskab.

Og jul er traditionernes tid – så også her i Billund spilles der pakkespil ved julefrokosterne 🙂 Hver deltager medbringer en lille gave, som der så spilles om.

Første december

Det er en helt særlig dag – selv om det blæser, regner og er mega mørkt, så er det en god morgen. Som det står i den kalenderbog, jeg læser i:

Fra den ene dag til den anden sker der en forandring….. så bliver det den 1. december, og det er, som om kalenderskiftet gør underværker … (Margaret Lindhardt)

Glimt fra 1. søndag i advent

I går begyndte det nye kirkeår – og de fleste af os fik nok tændt det første lys i adventskransen. Det gjorde jeg også. Kransen i år er dog super enkel og hentet ned fra loftet. Det er en gave fra min søster – en Georg Jensen krans. Den er så fin bare i sig selv.

Der blev også hentet et juletræ ind til udestuen. Ole har et stykke med juletræer bag haven, så her gik turen hen og vi fandt det fineste træ. Nu mangler der blot at komme lys på – så vil det stå og sprede lys og glæde hele december.

Adventspyntet udestue

Siden jeg gik på pension har jeg jo opholdt mig rigtig meget hos Ole – og i hans hus er der en dejlig udestue. Det er i mine øjne et at husets bedste rum 🙂 Rimelig stor og med masser af lys.

Og så kom ideen, at der kunne jeg da pynte op med adventspynt – og begynde lidt med julepynt 🙂 Jeg er kommet i gang – men det er et stort rum, og jeg er bedst til små dekorationer, så der er lang vej. Men lidt har også ret. Og som jeg læste et sted – lyskæder gør underværker. Og det gør de bare i denne mørke tid. Så der er blevet sat kæder op og kommet lys på grangrene og kogler.

Tredje søndag i advent og Lucia

 I år faldt Luciadag og tredje søndag i advent sammen. Det fik jeg nu ikke gjort noget særligt ud af – ud over at jeg fik bagt små luciabrød.

Lucia brød indeholder safran. Et lidt specielt krydderi med en egen duft og smag. Luciabrød er næsten det eneste jeg bruger de fine små tråde til. De kan også bruges i en paella, men det er sjældent jeg laver den ret. 

Jeg måtte på jagt efter safran. Jeg fandt det eksklusive krydderi i en meget fin beholder – med guldtråd, korkprop og emblem 🙂 Og selv om det er godt forseglet, så dufter det igennem – så da Oles hund, Alba, var alene hjemme, så havde hun fisket det lille glas frem – men heldigvis var det ikke lykkedes hende, at få låget af 🙂 De små tråde er lige lovlig dyre som dyrefoder 🙂

Vaniljekransene blev også bagt – og de bliver nydt til en god kop kaffe hen af vejen.

Selv om intet er som det plejer i denne december, så bliver der også stille og roligt pyntet op i kirkerne. I går var der kommet lys i vinduerne. Super enkelt men enormt stemningsfuldt på en grå morgen. Billedet yder det ikke helt retfærdighed. Her gælder som meget andet i livet – at virkeligheden overgår det computeren viser 🙂

God mandag.

Jette  

Fredags glimt

 Jeg ved ikke, hvordan du har det – men jeg synes lidt, at jeg går inde i min egen verden. Er meget hjemme, sidder på kontoret og den kirkelige 3,aktivitet begrænser sig mest til kirkelige handlinger og gudstjenester. Der er aflysninger på stribe.

I går blev det Middelfart, der kom med i de skærpede restriktioner, så mine konfirmander og deres planlagte juleafslutningsgudstjeneste blev med et strøget af kalenderen. Og i forvejen er der ikke megen advent og jule aktivitet i sognet – så det er bare mærkeligt. 

Men lysene er her. En tidlig morgen i kirken, der lyser selv få og små lys meget op. På altertavlen står øverst oppe: “Jeg er verdens lys” Netop det billede bliver tydeligt her. At med Jesus kom der lys i mørket. 

Ugen har budt på tid til refleksion over 25 år på samme sted. Jeg fik blandt andet den boggave, som ikke nåede frem til i søndags. Den er fra personalet – og uden de vidste det – stod netop Anders Aggers bog på min ønskeliste til jul. Men det viser vist også bare, at personalet kender mig ret godt 🙂 

Bogen indeholder 20 unikke kærlighedshistorier – fra det virkelige liv og fortalt med personernes egne ord og Anders Aggers sproglige fine kommentarer. Jeg glæder mig til at læse videre – har kun nået de første to historier.

Julen bliver på alle måder anderledes i år. Men selv om vi ikke skal ses så mange, så synes jeg alligevel, at vi skal gøre noget af det, vi plejer. Og her er det at bage lidt småkager. Så i aftes blev der lavet en ny portion vaniljekransedej. De bliver bagt i weekenden. Den første portion, jeg bagte – den er blevet spist 🙂

I kirken har graveren travlt med at pynte op til jul. Der er blevet lavet ret mange dekorationer, og i våbenhuset er der kommet denne lille fine gren med små hjerter på. Så enkelt og så fint.

Vi nærmer os tredje søndag i advent – og selv om vi ikke synger så meget sammen, så dukker salmer alligevel op i hovedet. Adventssalmer, der også tager os gennem kirkeåret.

“Det tredje lys har intet øje set,

det lyser gennem hjertesorgen

og melder, det umulige er sket

det tredje lys er påskemorgen.” (Den danske Salmebog 87,3)

God weekend og glædelig tredje søndag i advent.

Jette

En pyntet engelsk julekage

 Så er den engelske julekage blevet fundet frem fra køleskabets dyb. Den har efterhånden ligget der et stykke tid, men i dag kommer der gæster, og så vil det være helt fint at kunne byde på et stykke af årets julekage 🙂

Jeg ved jo endnu ikke hvordan den smager – men umiddelbart ser den fornuftig ud. Det er en kompakt kage, som spises i mindre stykker. Men det er normalt også stykker med megen smag – og lækre rosiner, der har suget til sig af spiritus i flere omgange 🙂

Kagen er blevet smurt op med abrikosmarmelade og overtrukket med overtræksmarcipan. Til denne kage har jeg brugt ca. 300 gr. marcipan. Jeg kommer ikke icing/glasur på. Jeg synes, det er for meget sukker, det er hårdt og tørt – så det undlader jeg gerne, selv om kagen jo så ikke er snehvid, men derimod fin marcipanfarvet 🙂

Advent og december er en hyggelig tid. Jeg nyder at lave små jule-relaterede ting – om ikke hver dag, så ofte 🙂 Det mest frustrerende i år er alle aflysningerne. Bedst som noget er på plads, aflyses eller udsættes det. Nå, men det bliver heldigvis jul alligevel.

At tage billeder i dag – er ret håbløst. Selv det naturlige dagslys giver ikke megen hjælp. Det er gråt, gråt og gråt. Lyset er tændt konstant. Det er godt, at det er december, hvor det bare er hyggeligt at være inden døre 🙂

God onsdag 

Jette

Lys i sommerhuset

 Ja, jeg ved godt, at billedet ikke er det bedste. Det er bare svært at fotografere lys i mørket – og samtidig gengive den unikke og indbydende stemning, som et oplyst hus giver.

Når man kommer til sommerhuset, og det er står oplyst i mørket, så er det et meget dejligt og varmt lys, der møder en. Det lysebrune træ indvendigt giver en behagelig baggrund for lyset. Man får lyst til at komme indenfor 🙂 Og når jeg har været der noget tid, så er der også lunt og varmt indenfor. Men den lille brændeovn skal lige have godt fat først. 

Jeg kom til at tænke på det med lys inden i og lys uden på. For på turen til sommerhuset, så kører jeg forbi flere kirker undervejs. Og nogen er oplyst af spot udefra – som kaster deres klare lys op på kirken, så den kan ses på lang afstand. Og ligger kirken samtidig på en bakketop, ja så er det næsten som en ledestjerne – man kan finde vej ud fra den. Men kommer man helt op til kirken, ja så er der jo mørkt inde i kirken.

Andre har valgt en anden løsning. Nemlig at lade lyset være tændt inde i kirken. Det kan også ses på afstand, men er ikke helt så klart. Men kommer man nærmere, ja så indbyder kirken jo til at træde inden for, for lyset strømmer ud fra kirken, og signalerer, at her er åbent. Og kirken står der som et lys i mørket – og bringer dermed det budskab videre, som Jesus kom med. At han var verdens lys og kom med håb og fred. 

Ingen tvivl om, at lys gør os godt i denne tid. Både dem vi møder udenfor på vores vej – og adventskransens fire lys, der hver fortæller om forventningen til jul. 

“Der er noget i luften, et barndommens bud

som lyser imod mig som stjernen fra Gud ..”

Må du få en dejlig advents weekend.

Jette

Adventsgaven er i brug

 Advent og december er en hyggelig tid – på alle måder. Og i år, hvor meget ikke er som det plejer, så er det særlig hyggeligt med det, som er muligt. Igen i år har mine børn stået for adventsgaver til både Ole og mig, så vi hver dag eller hver søndag kan åbne for en låge eller en gave. 

 I søndags fik jeg to smukke kagedåser. Og jeg har også fået taget den ene i brug. Årets første portion af pebernødder er blevet bagt og lagt i dåsen. Jeg er ret vild med pebernødder, og når at få spist en del i december. Men må også indrømme, at jeg er lidt kræsen, så jeg spiser helst hjemmebagte. 

Jeg bager ikke særlig mange julesmåkager – det bliver oftest kun til vaniljekranse og brunkager. Og dem har jeg faktisk allerede bagt. Vaniljekransene er nu også blevet spist i mellemtiden, så måske der skal laves en portion mere.

I går var det jo så også 25 år siden, at jeg begyndte som præst her i sognene. Det gik nu meget stille for sig – med konfirmander og minikonfirmander, enkelte gæster og digitale hilsner 🙂 

Men en mærkedag var det nu! 

God onsdag – den første i december.

Jette

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal