I de sidste tredive år – sådan cirka – har jeg været til julefrokost med menighedsråd og kirkens personale. Det har været super hyggeligt. Og lidt nostalgisk lige at tænke tilbage på. For i år er det anderledes. Men der er stadig en julefrokost at glæde sig til – denne gang med personalet fra Genbrugsbutikken.
Jeg har endnu ikke mødt alle dem, som frivilligt giver en hånd med der, så det bliver fint at få hilst på dem og nyde lidt god mad i deres selskab.
Og jul er traditionernes tid – så også her i Billund spilles der pakkespil ved julefrokosterne 🙂 Hver deltager medbringer en lille gave, som der så spilles om.

Og gaver er pr. definition pakket ind 🙂 Jeg har før skrevet om, at jeg ofte bruger gavepapir fra gemmerne, og båndet er gamle bånd fra tidligere år. Men nu er papiret blevet afløst af små gaveposer. Mest fordi, at jeg nu har tid til at sy nogle poser. Og så fordi det giver god mening at bruge lidt stof fra genbrugsbutikken og lave det om til noget, der kan bruges igen.

Det er ret enkelt at lave en gavepose – dybest set er det to stykker stof, der sys sammen og så et bånd omkring 🙂 Men jeg har nørdet lidt videre. Så poserne er forede, det vil sige at de er dobbelte og derved kan sømmene gemmes. Så når du kigger ned i posen er den lige så fin der, som udvendig. Og så er der lavet lidt bredde i posen, så den står lidt bedre.

Og se så lige nogle fine knaphuller 🙂 Jeg er så imponeret over min nye symaskine og de smukke knaphuller den kan sy – stort set af sig selv. Tænk sig, at man kan blive så glad for noget – men det er jeg nu. Og derfor bruger jeg også gerne de små gaveposer, for de er lavet med omhu og omtanke. Og kan bruges igen, eller bruges til at gemme noget i.
Indholdet i poserne kan du jo ikke se – men det er spiseligt. Jeg er stor fan af spiselige gaver 🙂
God weekend og glædelig 2. søndag i advent.
Jette
Skriv et svar