diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Ikke mange billeder

Mandag morgen – det er mørkt og meget blæsende. Men alligevel stille, en dejlig weekend er tilendebragt, og jeg tænker tilbage og glæder mig. Det har været en dejlig fri-weekend.

Men også en weekend uden mange billeder, derfor den lidt kryptiske overskrift. Jeg nyder egentlig bare at opleve og være til stede – men ved også godt, at når noget skal genfortælles eller beskrives, så er et billede bare nummer et 🙂

Så her er tre glimt fra min gode weekend.

Den begyndte i Århus. Jeg fik brugt mit årskort til Aros og havde Peter med. Det viste sig, at han havde været der flere gange i det seneste år sammen med en studiekammerat, så det var mest ham, der viste rundt 🙂 Det var lidt sjovt, og så blev der talt om citater på de buede vægge, set en udstilling om “far from home” og endelig gik vi rundt i regnbuecirklen. Jeg er imponeret over, hvem der dog får idéer til den slags bygninger, finurligt og anderledes og med en skøn stemning. Frokosten blev spist i Orangeriet – dejlig mad til meget fornuftig pris.

Min søster og svoger var med i sommerhus. Det var en hyggelig måde at være sammen på, og jo anderledes end når vi mødes i vores almindelige hjem. Jeg har en aktiv søster, som gerne har gang i et eller andet – denne gang var det geocaching, hun havde kastet sig over. Så på en tur til vandet ledte hun intenst efter en lille godt gemt post. Hun fandt den, og den er ikke langt fra hvor hun står på billedet 🙂

Jeg har også spist æblekage 🙂 Igen. Men det er altså bare en god opfindelse. Den helt klassiske, og dog lidt anderledes her – den er glutenfri. Det dejligste crumble, bagt i ovnen og smuldret og blandet med æblemos, lidt hakket chokolade og flødeskum 🙂 Opskriften kommer i morgen.

En dejlig weekend uden mange billeder, men med masser af gode timer og snakke gemt i erindringen.

Nu er det mandag – og jeg har ikke ferie, det har mine nabokollegaer, så der er nok at gå i gang med denne uge.

God mandag.

Jette

Fri-weekend

Jeg har fri i denne weekend – det bliver dejligt. Og tiden bliver brugt i Århus, Hejnsvig og sommerhuset. Det kan da kun blive godt 🙂 Hvis det så lige ville holde op med at regne så meget 🙂

Men inden skal jeg have sendt min første bestilling ud af huset. Tre små hæklede net er blevet pakket i en kasse og afleveres snart til PostNord.

Det er så rart, at nogen kan få glæde af de små net, nu vil jeg fortsætte med at hækle nogle flere i forskellige farver – alt efter hvad gemmerne rummer.

Senere går turen til Århus. Her skal jeg endelig en tur på Aros igen. Jeg købte jo årskort for noget tid siden, og det er indtil nu kun blevet opbevaret i min pung 🙂 Men nu skal det luftes.

I morgen går turen i sommerhus! Igen, og hvor dejligt. Min søster og svoger kommer på besøg – og overnatter, så er der tid til både at snakke, gå en tur og få spist noget lækker grøn mad.

Jeg har bagt glutenfri cookies til aftenkaffen. Jeg brugte denne opskrift, men med andet fyld.

Cookies med chokolade og hasselnødder (ca. 12 stk)

50 gr. smør

75 gr. rørsukker

25 gr. farin

1 lille æg

75 gr. havregryn

25 gr. mandelmel

50 gr. rismel

½ tsk. bagepulver

30 gr. grofthakket mørk chokolade

25 gr. grofthakkede hasselnødder

Kom rørsukker, farin og smør i en skål og pisk det godt sammen. Tilsæt æg og pisk igen. Findel havregryn på minihakker og vend havremelet i skålen, sammen med alle de øvrige ingredienser. Bland det hele godt sammen, dejen hænger ikke rigtig sammen, men samles, når den sættes i små flade kugler på en plade beklædt med bagepapir.

Bages ved 175 grader ca. 12 minutter, og køler af på pladen.

Cookies går man aldrig helt fejl i byen af – og disse glutenfri cookies er ingen undtagelse 🙂

Nu vender jeg næsen mod nord, siden vest og senere syd – det bliver da godt 🙂

God weekend.

Jette

En smuk vending

Jeg har virkelig opdaget glæden ved podcasts 🙂 Altså udsendelser, hvor man kan lytte til mange forskellige mennesker og blive klogere og få mere viden. Eller få åbnet ens horisont og møde tanker og nuancer, man ikke selv havde set.

Udfordringen er at huske navnet på den podcast, jeg gerne vil høre. Det er muligt at søge – men der skal helst være et navn eller en titel at gå efter.

Men i går sad jeg og hæklede og lyttede – og faldt over en smuk vending : “At leve med hjertet forrest”

Jeg har ikke hørt den før, men synes umiddelbart det lød smukt. Og en vældig fin måde at gå livet i møde på. I det følgende er det, som jeg tænker om vendingen.

For man kan jo spørge sig selv – er det ikke det vi gør? Altså lever livet ud fra, hvad vort hjerte fortæller os er rigtig og forkert og godt for os?

Og hvad vil det egentlig sige, at leve med hjertet forrest?

Det sidste først – at leve med hjertet forrest, må være noget med at gøre det, der er vigtigst for en. At have øje for, hvad betyder noget for mig, hvad vil jeg gerne bruge mit liv på.

Det spørgsmål stiller vi jo tit vores børn, hvad vil du gerne være. Eller nu, hvor uddannelsen er ved at være i hus – hvad vil du så bruge den til? Og her er det, at det bliver vigtigt at vælge det, som gør en glad og giver mening i hverdagen. Sådan at du er glad, både når du går på arbejde, og når du er hjemme.

At leve med hjertet forrest må også være at lade kærlighed og omsorg være fremtrædende parametre i ens liv.

Når vi taler om hjerte – tænker vi ofte på følelser, og et rødt hjerte er symbol på kærlighed. Så det handler også om, hvad der føles godt for en. Og så ved jeg godt, at vi kan ikke kun stole på vores følelser, der må også lidt realisme og virkelighedssans med. Men der må og skal være plads til drømmene, de store tanker, det vi har lyst til – at leve med hjertet forrest.

Og er det ikke det vi gør? Det håber jeg. Og ud fra en kristen vinkel, så er det meget bibelsk at se med hjertet og lade mildhed og barmhjertighed få plads.

Men vi kan godt blive så opslugt af rutiner og hverdagens gøremål, at glæden og begejstringen fordufter. 

Så er det godt at møde et citat som her – og lige stoppe op – og genfinde noget af det, der gør en glad i hverdagen. Gøre noget, man har lyst til at gøre – og så gøre det 🙂

At leve med hjertet forrest – den vending vil jeg gemme.

God torsdag.

Jette

Salt specier

I aftes var der koncert i kirken – en meget smuk og stemningsfuld aften – hvor en mand og hans guitar fyldte rummet med dejlige toner.

Det var Kaare Norge, der var på besøg i kirken, og det er fascinerende at møde mennesker, der er så dygtige. Og dette at møde dem i øjenhøjde og i virkeligheden, det er altid spændende.

Jeg fik købt hans seneste cd, som blev udgivet sidste år – en opsamlings cd fra hans 30 årige karriere. Nu kan jeg høre den fine musik, når jeg kører bil – for det er det eneste sted, jeg har en cd-afspiller 🙂

Efter koncerten havde vi arrangeret et glas vin og lidt chips i våbenhuset. En hyggelig måde at slutte af på, og en god mulighed for lige at få hilst på de andre deltagere.

Jeg havde bagt en lille portion salt specier. En ide, jeg har haft et stykke tid, og som nu blev prøvet af. Det er virkelig enkelt, men smager godt som en lille snack og et alternativ til chipsene.

Salt specier (ca. 20 stk.)

20 gr. grahamsmel

80 gr. hvedemel

60 gr. smør/margarine

3/4 tsk. groft salt og fint salt – blandet

Kom mel og salt i en skål. Jeg brugte ca. ½ tsk. groft salt og så lidt kværnet salt oveni. Tilsæt smør og smuldr det godt i melblandingen. Tilsæt evt. en anelse koldt vand til at samle dejen med. Form den til en pølse ca. 3-4 cm i diameter og sæt den i fryseren en times tid. Så er den lettere at skære i tynde skiver.

Når dejen er godt kold, skæres den i skiver, sættes på en plade med bagepapir og bages ca. 8 minutter ved 200 grader. Køler af på pladen.

Og så er der fine og sprøde specier – perfekte til et glas rødvin og godt selskab.

God onsdag.

Jette

Et par nye ting i shoppen :-)

Så er der blevet færdiggjort et par små projekter mere 🙂 Og også blevet lagt ind i shoppen. Det er ikke fordi, jeg får lavet særlig meget håndarbejde, men jeg nyder at sidde med det ind imellem. Jeg gør det ofte i selskab med en podcast – altså et interview eller en samtale, der er blevet optaget, og som så kan høres på nettet, når tiden er til det. Det er en god måde at få udvidet sin horisont lidt på.

Jeg er i færd med at rydde lidt op – meget lidt 🙂 Og har besluttet, at håndarbejder mest skal laves ud af noget jeg har i forvejen. Jeg har et sy værelse – en luksus, men en mulighed når man bor i en stor præstegård. Her kan til gengæld også være ret meget stof, garn og gamle blade 🙂

Strømperne er strikket af noget lækkert garn, som jeg slet ikke kan huske, jeg har købt. Det er bløde hyggesokker med et fint hulmønster.

De små net, jeg hækler – og som kan bruges i stedet for plastikposer, når der handles frugt og grønt – de bliver også hæklet af bomuldsgarn, jeg har arvet.

Og der er en vis tilfredsstillelse ved at se, at garn bliver til noget – i stedet for at ligge – som det her gjort længe.

Men det er selvfølgelig også noget med tid og interesse. Og lige nu, er der bare lidt bedre tid og ro til at tænke i de her baner 🙂

På en smuk oktoberdag.

Jette

En stille mandag

Og hvilken mandag – solskin og næsten ingen vind 🙂 Skønne farver og ikke noget særligt i kalenderen. Så det har været en stille dag, men en virkelig god dag.

Den begyndte tidligt – når Ole skal tilbage på arbejde, så kører han herfra ved sekstiden, og det er før jeg normalt står op 🙂 Men vi nyder, at weekenden varer til mandag morgen.

Siden skulle Peter med toget til Århus, og da han var sat af ved stationen, kunne jeg gå en dejlig tur i skoven omkring den gamle lillebæltsbro. Noget af turen jeg gik i dag, var den samme som Ole og jeg gik, da vi mødtes første gang 🙂 Det er altid lidt fint at huske på den tid og hvad der er sket siden. Vi gik faktisk også samme tur til brylluppet – det var ret sjovt 🙂

I aftenen står den på kor. Efterårssæsonen er begyndt, og jeg nyder at skulle af sted mandag aften og synge et par timer. Eller rettere synge og drikke kaffe og spise kage 🙂 Det hele er vigtigt. Og i dag skal min veninde og jeg have kage med. Så æbler fra Hejnsvig og præstegårdens have er blevet brugt i en skøn kage. Der skulle også være brugt kokosmel, men det var jeg udgået for, så i stedet kom mandelsplitter i – det fungerer også 🙂

Det er ulempen ved at bo på landet – hvis du lige mangler noget, så kan du ikke bare løbe ned i Rema efter det. Så i stedet må der improviseres – og det går som regel også meget godt 🙂

Jeg har før bagt til koret – faktisk ret forskelligt kan jeg se, når jeg kigger baglæns. Der er både lavet gulerodskagelagkage og jordbærkager.

Man må nok sige, at det kunstneriske indtryk er dalet – men smagen er nu i orden 🙂

På en stille mandag.

Jette

Kanelsnurrer

Hver dag fejrer vist noget – og i dag, den 4. oktober, fejrer vi kanelbollens dag. Har jeg læst mig frem til 🙂

Og på en kølig dag, ja, da er der ikke meget at betænke sig på – det er bare om at komme i gang og bage lækre kanelsnurrer.

Jeg har tidligere bagt nogen, der minder om. De blev dog snoet lidt anderledes. Dem, jeg har bagt i dag er blot strimler, der er trillet og snoet og samlet. På nettet findes flere videoer – til inspiration.

Kanelsnurrer (10 stk)

1 stort æg

1 1/4 dl. mælk

10 gr. gær

50 gr. smør

1 spsk. sukker

½ tsk. kardemomme

½ tsk. groft salt

ca. 250 gr. hvedemel (evt. lidt grahamsmel)

Remonce

50 gr. smør

50 gr. sukker

1½ tsk. kanel

Kom mel i en skål sammen med sukker, kardemomme og salt og smuldr smørret heri. I en anden skål blandes mælk, æg og gær og røres godt sammen, inden det kommes i melblandingen. Æltes sammen til en lækker dej, der hæver et par timer ved stuetemperatur.

Rør imens alle ingredienserne sammen til remoncen.

Ælt dejen igennem og rul den ud til ca. 30 x 20 cm. og fordel remoncen på hele dejen. Fold dejen sammen i tre – på den korte led. Rul pladen lidt tyndere inden den sættes på køl ½ time. Skær pladen ud i 10 strimler – gøres let med en pizzaskærer. Tril og sno strimlerne sammen til en fin kanelsnurrer 🙂 og sæt den på en plade med bagepapir.

Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader – bages ca. 12 minutter. Køler af på pladen, så de nå at suge det sidste af smørret 🙂

Mine snurrer blev faktisk ret pæne, når jeg selv skal sige det 🙂 Og forundringen kommer af, at jeg havde foldet dejen forkert – så rektanglen blev for lang. Så jeg satte to strimler sammen og snoede og foldede så efter bedste evne – og det lykkedes da at få noget, der ligner kanelsnurrer 🙂

Og smagen er god!

Lune kanelsnurrer på en våd og kølig oktoberfredag – det er helt perfekt.

God weekend 🙂

Jette

Koncert tanker

I næste uge har vi en virkelig fin koncert i Kauslunde kirke – Kaare Norge lægger vejen forbi i forbindelse med hans 30 års jubilæumsturné.

Det kan kun blive en flot, stemningsfuld og meget musikalsk aften.

Jeg er også i færd med at arrangere julekoncerter til december måned – musik spiller i det hele taget en del i det kirkelige univers herude 🙂 Men det er også skønt at kunne samles i kirkens rene rum, læne sig tilbage og lytte til den fineste musik. Vi har haft besøg af mange forskellige – lige fra Zenobia til Michala Petri

På nettet læste jeg i dag om Alsang 2020 – et projekt, som handler om at få rigtig mange til at synge sammen. Det er begyndt, men det kulminerer i dagene omkring den 4. maj 2020 – 75 år efter befrielsen i 1945. En så fin anledning til at lave sammenkomster, hvor man synger sammen – i stil med alsangen under 2. verdenskrig. Jeg tænker, at min gudstjeneste 3. maj næste år må blive en alsangs-gudstjeneste 🙂

I denne uge har jeg også fået invitationen til at deltage i det store Nytårskoncertkor i Middelfart. Jeg har været med de sidste to år, og det har hver gang været en oplevelse. I år får koret ny dirigent – det i sig selv er spændende. For der er ikke to korledere, der arbejder ens. Så jeg glæder mig allerede, velvidende, at det kommer til at tage en del tid og noget øvearbejde at få lært de forskellige sange 🙂

God torsdag

Jette

En kage fyldt med æbler og rosiner

Rosiner er altid godt 🙂 Jeg ved godt, at det synspunkt er der ikke alle, der deler. Men jeg har spist kilovis af rosiner – naturel, i kager og i brød.

Så selvfølgelig går de også fint med æblerne her. Tænkte jeg. I dag kommer resultatet af mit forsøg 🙂

Der er mange æbler i kagen, virkelig, når man se på dejens størrelse. Så nogen vil måske sige, det er æbler med lidt kage omkring 🙂 Jeg synes faktisk det er en god variation. En mere almindelig udgave af en æblekage er for eksempel denne.

Æbler er der nok af lige nu – blæsevejret forleden ruskede godt i træerne, så der ligger en del nedfaldsæbler på græsplænen. De er helt perfekte til en kage 🙂

Æblekage med rosiner (5-6 pers)

2 små æg

75 gr. sukker

1 tsk. vaniljesukker

50 gr. smeltet smør

125 gr. mel

½ tsk. bagepulver

Fyld

2-3 æbler i tern

evt. lidt revet citron skal

1 spsk. sukker

50 gr. rosiner

Pisk æggene med sukker og vaniljesukker, godt og grundigt. Pisk det afkølede smør i æggesnapsen og vend til sidst mel og bagepulver i. Det bliver en forholdsvis fast dej.

Til fyldet – skrælles æblerne og skæres i små tern. De blandes med citronskal, sukker og rosiner – og det hele vendes til sidst i dejen. Rør godt rundt. Fordel dejen i en springform – ca 18 cm i diameter – hvor der er bagepapir i bunden.

Bages ca. 45 minutter ved 180 grader. Køler af – næsten – for den smager vældig godt lun. Men kan selvfølgelig også spises kold 🙂

Som et stykke til ens formiddagskaffe 🙂

På en smuk oktoberdag.

Jette

En færdig terrasse

Så blev sommerhusets sidste terrasse færdig 🙂 Det er så dejligt. Det bliver nu nok næppe i år, at jeg kommer til at bruge den så meget – men så er den klar til næste år. Det er da meget godt at gå og glæde sig til – en tidlig morgen at følge solen stå op og samtidig kunne sidde og nyde morgenkaffen og naturen omkring en.

Terrassen har været undervejs det meste af sommeren 🙂 Men det er altså ikke mandens skyld, at den først blev færdig nu. Men huset har jo været lejet ud det meste af sommeren, og vi har holdt ferie andre steder – så derfor blev det først nu, at der blev tid til projektet her. Det var dog nær druknet i regn i søndags – men i går, så var det fint vejr.

Alle udregninger og forberedelser de var jo lavet tidligere, så det handlede primært om, at få de sidste cumaru brædder skruet på. Og så til aller sidst, at få skåret enderne af, så terrassen kom til at se super skarp ud 🙂 Denne terrasse er lavet med samme slags brædder som terrassen mod vest.

At lægge en terrasse er ensbetydende med at skrue rigtig mange skruer i 🙂 Og fordi cumaru er hårdt træ, så skal der bores for, inden de rustfrie skruer sættes i.

Træ er levende og skifter farve. Det er tydeligt på selve huset, hvor cedertræet var næsten rødt, da det blev sat op, nu er det patineret og grånet ved solens påvirkning. Det samme gælder terrassebrædderne, de bliver også i løbet af kort tid grålige. Men fine med deres forskellige mønstre i.

Jeg glæder mig til forår og tid på den nye terrasse 🙂 Men egentlig er det også ok, at der nu venter lidt tid inden døre – det har helt klart også sin charme.

God tirsdag.

Jette

Side 85 af 223

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal