diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 199 af 221

Pizza med brombær

Kender du det? At man har tænkt og planlagt, at det er det eller det madprojekt, man vil i gang med – og så – lige med et, ser man en opskrift, som ser så anderledes og spændende ud, at den må da bare prøves!

Sådan en opskrift faldt jeg over i avisen (Fyns Stiftstidende) forleden – og væk var planer med hyldebær og æbler og gamle blogkladder. Nu skulle der bages pizza med brombær.

Så først gik jagten ind på de sidste brombær i hegnet. Dernæst skulle der lige laves lidt nyt lemoncurd – men så var jeg også ved at være klar 🙂

Pizza med brombær ( 2 – 3 personer)

Dej:

1 dl vand

1 spsk olie

10 gr. gær

½ tsk salt

ca 200 gr. pizzamel/ hvedemel

Alt røres sammen. Brug lidt pizzamel og resten hvedemel. Dejen æltes til en blød dej og hæver til den skal bruges 🙂 gerne en 3 – 4 timer.

Fyld:

1-2 spsk. lemoncurd

50 – 75 gr. brie, i skiver

50 gr. brombær

1-2 spsk. honning, flydende

8-10 grofthakkede mandler

et drys salt

Rul dejen ud og fordel fyldet. Smør lemoncurd på bunden, så ost, brombær og mandler. Slut med at dryppe honningen over og til allersidst et lille drys salt.

Bag pizzaen ved 250 grader i ca. 8 – 10 minutter.

Så dufter der godt af nybagt pizza – og den smager rigtig dejlig. Men det er lidt stilforvirring – og jeg ved ikke helt, hvad den skal serveres som.

Men som frokost på  terrassen en af de sidste sommerdag – ja da er den helt perfekt 🙂 Sensommerlig, sød, syrlig og smuk!

Eller måske til aftenkaffe i stedet for boller med smør 🙂 En spændende pizza som helt sikkert skal prøves igen en anden gang.

Med udsigt til endnu en dejlig solskinsdag.

Jette

Hindbær petit four

Jeg synes, som jeg har skrevet om før, at kirkekaffe fortjener bedre kage eller småkage end en pose småkager fra Netto, der kan holde sig i månedsvis!

I første omgang betyder det, at jeg må bage lidt selv – men jeg har på fornemmelsen, at andre godt vil følge i samme retning. Og det ville være så godt. Og jeg skal nok huske at nævne det her, når det sker.

For noget tid siden, blev min tærte med lemoncurd serveret til kirkekaffe. – Det var virkelig et sats og noget helt nyt og anderledes.

Og for at være på den sikre side den dag, så havde jeg også bagt nogle små hindbær petit four.

Opskriften på dem havde jeg fundet i en bog med den glade titel: “Når livet er en fest”. En bog fyldt med mad til gæster i forskellige anledninger – og egentlig meget “nede på jorden.” Opskriften her er enkel og let at gå til.

Hindbær petit four (ca. 15 – 18 stk.)

50 gr. smør, smeltet

20 gr. mandelmel

80 gr. flormelis

30 gr. kokosmel

30 gr. hvedemel

1/4 tsk. bagepulver

2 æggehvider fra glade høns

ca. 100 gr. hindbær, frosne eller friske

Alle de tørre ingredienser blandes grundigt og rør så æggehviderne i. Til sidst kommes det smeltede smør i dejen. Den er forholdsvis lind. Fordel dejen i små smurte forme eller papirforme (brug eventuelt en sprøjtepose) – og fyld hver form ca. 3/4 op. Slut af med at sætte et hindbær i midten af hver kage.

Kagerne bages ca. 12 – 15 minutter ved 180 grader. Køler af i formen før de listes ud af den og sættes på et pænt fad 🙂

Billedet her er fra en ny omgang af  hindbær petit four. Og de smager dejligt – søde og med et syrligt hindbær i midten.

Kagerne er desværre lidt vanskelige at få ud af min metal petit form – så måske der må ønskes en silikoneform til jul 🙂

På en kold og klar august morgen

Jette

Sådan gik det kagen …

Forleden kom jeg med et bud på en kage i dysten: Byens bedste kage.

Jeg var ikke med, da kagerne skulle kåres. Men da jeg kom hjem i går fra gudstjeneste og kirkevandring stod denne flaske ved hoveddøren sammen med et tomt fad:-)

Senere fulgte forklaringen.

Udfordringen var blevet til to – den bedste kage og den flottest udsmykkede kage.

Og jeg havde vundet i kategorien den flottest udsmykkede kage, men kun fordi at jeg ikke kunne vinde begge kategorier 🙂

Så jeg er da rigtig glad og noget stolt. Det er første gang, jeg har vundet noget i forbindelse med at bage.

For 3. år i træk har jeg haft kirkevandring i denne weekend i august, og for 3. år i træk var det meget ustadigt vejr. Så vi undgik heller ikke i år regnen – men der var dog mindre end sidste år. Vi nåede at synge skønne danske sange i solskin og med udsigt ud over fjorden.

 

Men kort tid efter, at burgerne var blevet pakket ud kom først massevis af hvepse – og så ret så meget regn – inden det igen klarede op. Men det var en fin dag med både unge og ældre deltagere.

 

Godmorgen, lille land!

Et land med sol, et land med dis,

med kyst af sten og sand,

som havets bølger slikker,

med bakker skabt af is,

koldt eller venligt skiftevis.

                        (Niels Brunse 1998)

Nu der dette års sidste sommeruge begyndt – og mon ikke det bliver en fin uge 🙂

Jette

Et bud på byens bedste kage :-)

Når der lige her, hvor man selv bor, laves en udfordring med kåring af byens bedste kage – så er jeg nød til at komme med et bud 🙂

Alene udfordringen med at lave kagen er en stor del af glæden. Processen – dette at se kagen tage form og blive bygget op. At forsøge at få ideer og ens egne evner til at mødes. For det viser sig nemlig tit, at det er her, den store udfordring er 🙂 At i tankerne er det let nok, men når man så står der ved køkkenbordet, så er det ikke altid, at marcipanen vil, som jeg vil. Eller at farven bliver helt som tænkt. Eller konsistensen er lidt for blød – eller hvad det nu kan være. Der er faktisk mange ting, der ind imellem er i spil.

Men – august, sensommer – det må være bær, der er med. Brombær.

Lagkage med brombærmousse og marcipanovertræk

lyse lagkagebunde

opskrift finder du her

Brombærmousse

200 gr. brombær, friske eller frosne

50 gr. sukker

1 dl. yoghurt naturel

evt. lidt tom vaniljestang

2 dl. piskefløde

3 blade husblas

Jeg sætter gerne bær, sukker og vaniljestang over og trække i køleskab dagen før. Om det gør den store forskel her ved jeg ikke, men det dufter skønt 🙂

Bærene koges ca. 5 minutter under låg, moses og mases gennem en sigte, så alle de små kerner sorteres fra. Saften køler af.

Udblød husblas i ca. et kvarter. Pisk fløden til flødeskum. Smelt husblas ved det vand, der hænger ved og en skefuld af brombærsaften. Rør lidt efter lidt al saften sammen med den smeltede husblas. Bland yoghurt og saft og rør det godt sammen og vend det til sidst forsigtigt sammen med den piskede fløde. Smages til, måske skal der lidt mere sukker i. Sættes på køl til næste dag.

Marcipanovertræk

Overtræksmarcipan af 300 gr. marcipan – opskrift se her

Opbygning af kagen:

Jeg skar lige det øverste af kagetoppen, for at få den lide mere plan og jævn, og så vender jeg ellers bunden i vejret, så kagen faktisk kommer til at stå på hovedet. Bunden er langt mere jævn og det er lettere at få marcipanen til at ligge pænt oven på den.

Del kagen i to – og placer den ene bund på det fad, kagen skal serveres på. Sæt ringen fra springformen omkring eller brug bageplast eller lav en krans af dobbelt bagepapir – så fyldet holdes på plads.

Fyld godt halvdelen af moussen i og glat det ud og læg den anden kagehalvdel på og pres let sammen. Sættes på køl til næste dag.

Jeg synes farven er så fin – og så skal den blot gemmes væk bag overtræk 🙂 Inden overtrækket kommer på, smøres kagen med lidt af det tiloversblevne mousse.

 

Overtræksmarcipanen blev æltet godt igennem og udrullet direkte på køkkenbordet – med en anelse maizenamel til hjælp. Det gik faktisk ret godt – øvelse hjælper åbenbart også her 🙂

Kagen blev dekoreret med brombær formet i marcipan – virkelig efter bedste evne.

 

 

Nu er kagen afleveret, så er det spændende at se, hvordan det går den videre 🙂 Men jeg blev egentlig rimelig godt tilfreds selv med resultatet.

 

Dagen byder på bagning af endnu en kage. For i morgen er der efter gudstjenesten en kort vandretur til et smukt udkigssted – og der kan der – ud over frokost – helt sikkert også godt spises et stykke kage 🙂

 

God lørdag.

 

Jette 

Gode mærkedage

Jeg skal til fødselsdag i dag!

Og det er der jo som sådan ikke noget helt specielt ved, for det er jo en tilbagevendende begivenhed år efter år. Men nogle fødselsdage skiller sig alligevel ud. Og i et år, hvor antallet af begravelser har oversteget antallet af fødselsdagsinvitationer, så er det en dejlig ting at skulle til fest i dag 🙂

En god veninde fylder  50 år. Midtvejs i livet og så godt og vel voksen. Og det er et naturligt tidspunkt at få tænkt sit liv igennem på. Det sker naturligvis ikke på en dag. Men det er i den her periode af livet, hvor det giver god mening af overveje – hvad nu?

Og mange af de tanker har fødselaren i dag også gjort sig. For i dag fejrer hun tillige sit første år som selvstændig med eget lille firma. Og det er bare ret sejt gået.

Så jo – jeg glæder mig til at skulle bruge en del af dagen til fødselsdag.

Må din dag også blive fyldt af glæde.

God weekend.

Jette

Tærte med brombær og tosca topping

I aftes havde jeg møde herhjemme og ville gerne servere lidt lækkert til kaffen, så det blev en tærte med brombær og nøddetop.

Da jeg havde plukket de første brombær, bagte jeg som et forsøg små tærter med friske brombær og toppet med toscafyld. Jeg havde fundet inspiration her. Og de smagte gevaldig godt.

Og så måtte en stor tærte da også gøre det 🙂

Derud over havde jeg også bagt nogle snegle med chokolade og pistaciekerner, de kommer også på bloggen i nær fremtid.

Tærte med brombær og tosca topping (5-6 pers.)

Mørdej

af 100 gr. mel – se opskrift her

Toscafyld

50 gr. smør

50 gr. sukker

1 spsk. mel

50 gr. hakkede nødder (smuttede mandler, hasselnødder)

1 tsk. vaniljesukker

100 – 150 gr. brombær, friske eller frosne

Lav mørdejen og læg den på køl ½ time. Rulles derefter ud – så stor, at den kan beklæde en tærteform ca. 18 cm i diameter. Jeg har stadig kun en springform i den størrelse, så det er den jeg bruger – men ønsker mig en lille tærte form i julegave 🙂

Prik bunden med en gaffel og bag den ca. 10 minutter ved 200 grader.

Til fyldet kommes det hele – undtagen vaniljesukker og bær – i en gryde og varmes op og koger 1-2 minutter. Rør hele tiden. Tag gryden af varmen og rør vaniljesukkeret i.

I den forbagte bund sættes nu brombærrene ganske tæt og fordel derefter toscafyldet ovenpå. Bag tærten færdig i ca. 15 minutter.

Tærten kan sagtens spises som den er, men flødeskum eller creme fraiche vil også være godt til den, især hvis den serveres lun.

Og tærten smagte dejligt – men bunden, især i midten, blev lidt blød. Der havde de små tærter klaret det bedre, de var sprøde hele vejen i gennem.

Det er tid for bær – når jeg læser rundt i “blog-land”, så er der mange forskellige og inspirerende indlæg. Jeg skal også selv ud og se, om der ikke er lidt flere brombær 🙂 For i weekenden holdes der gadefest med kåring af byens bedste kage – der er jeg næsten nød til at være med 🙂

God torsdag – med en smuk blå himmel

Jette

Blommemarmelade med solbær

Jeg fortsætter lidt med blommerne 🙂

Og først tak for alle kommentarerne og “synes godt om” til min blommetærte. Det glæder mig rigtig meget, at I tænker, at det var brugbar inspiration.

Vinderen af den store bagedyst nr. 1 – Nana Frolov – var i en artikel i Alt for Damerne fortaler for, at vi burde sylte noget mere. For så var der altid noget frugt til at pifte en kage eller en dessert op med, når det blev koldt og mørkt og langt til sommer.

Og det tror jeg, hun har ret i – altså, at vi godt kunne gemme lidt mere af havens frugt og bær på glas eller i fryseren.

Men jeg er ikke den store bærplukker. Men fik som jeg tidligere nævnt dog plukket lidt blommer. Og har også fået lavet noget rigtig lækkert blommemarmelade. Det smager så godt, at jeg har været i gang igen med anden portion.:-) Men nu er mine portioner også små – men alligevel …

Blommemarmelade med solbær

500 gr blommer (400 gr. udstenede og flåede)

100 gr. solbær, frosne

200 gr. sukker

½ tom vaniljestang

15 gr. smuttede hakkede mandler

Udsten blommer og pil skindet af. Kom blommer, solbær, vaniljestang og sukker i en gryde og lade det stå og trække lidt. Bring gryden i kog og lad det koge uden låg ca. 15 minutter. Sluk for gryden. Jeg valgte at køre mit en tur på foodprocessoren, for at blommerne kunne blive mere findelt. Fisk evt. vaniljestangen op først. Kom det hele tilbage i gryden igen og rør de hakkede mandler i. Kom marmeladen i glas der er skyllet med lidt spiritus eller Atamon.

Der er ikke så meget sukker i, så holdbarheden er ikke så lang. Opbevares i køleskab.

Marmeladen har en dejlig konsistens og skøn smag.

Planen er indtil videre at et par af glassene kommer med til høstgudstjeneste. Vi har tradition for, at medbringe lidt af havens høst –  frugt og blomster – og så efter gudstjenesten holde auktion over det, der er medbragt. Overskuddet går så til Folkekirkens Nødhjælp. Det er en fin og konkret måde at kunne være med til at give en hånd med til mennesker i vanskelige kår.

God onsdag.

Jette

“Mor-boller” – eller boller med gods i

Udtrykket “Mor-Boller” har eksisteret i vores familie en del år. Og det er boller, jeg i den grad har helt for mig selv 🙂

Og udtrykket dækker over boller med alle mulige lækre ting i: nødder, chokolade, kerner og frø,  tørret frugt + forskellige melsorter. Og bollerne er også kendetegnet ved, at de aldrig er ens fra gang til gang.

Derfor kommer der heller ikke en rigtig opskrift i dag – mere en sådan cirka opskrift, mest af alt til inspiration.

I bollerne, jeg bagte i går, kom der blandt andet en af mine syltede citronskaller. De gav en fin variation.

Boller med gods i 🙂 (6 stk)

2½ dl. væske

15 gr. gær

1 tsk. salt

1 tsk. sukker

1 spsk. olie

1 æg fra en selvstændig høne

Dette røres sammen, til gæren er opløst. Så tilsættes hvad køkkenskabet eller skuffen nu rummer af lækre ting.

I små bunker i skålen kommes:

Fuldkornsmel, grahamsmel, havregryn.

Tørret frugt (rosiner, dadler, figner)

Hørfrø, solsikkefrø, nødder o.lign.

Det røres godt rundt, og så tilsættes hvedemel, til du får en fin dej, der æltes til den slipper fingrene.

Sættes til hævning et par timer eller tre. Æltes igennem, formes til boller og efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bager ca. 15 – 20 minutter, og afkøler på en rist.

Og nu har du solide boller, der smager af noget, giver noget at tygge på og som mætter i lang tid.

Jeg tygger videre på det grove brød, mens kirkebladet tager form og møder forberedes. August er virkelig en måned, hvor alt begynder igen, og det kræver noget forberedelse.

Men så er det jo dejligt, når noget af det også lykkes. Salmemaraton, som blev skudt i gang for et par uger siden, er kommet så fint fra start – og det er virkelig noget, jeg glæder mig over.

God tirsdag – hvor sensommerens lidt kølige luft mærkes.

Jette

Blommer – og blommetærte

Da vi kom til præstegården, var noget af det første vi plantede tre frugttræer – to æbletræer og et blommetræ. Og det tog mange, mange år før blommetræet overhovedet begyndte at tænke på at give bare en enkelt blomme. Men det skete dog et år. Og siden er der blevet flere og flere blommer, nogle år flere end andre.

Jeg er bare ikke så vild med blommer. Hvorfor ved jeg egentlig ikke – har måske fået serveret lige lovlig meget blommegrød i min barndom 🙂

Men i år skulle det så være, at jeg fik brugt bare lidt af blommerne. Nogle år har jeg nemlig også først for sent opdaget, at de var modne. Jeg gik og ventede på at de skulle blive blå eller lilla – men det er åbenbart lyse blommer 🙂


Jeg lavede en portion lækker blommemarmelade, mere om det en anden dag. Og så fandt jeg en opskrift på en dejlig tærte, som måtte prøves. Det pudsige, når man læser rundt om på blogs er, at det er nogen af de samme opskrifter, der går igen. Denne er vist oprindelig fra et gammelt Femina, men gengives nu på mindst tre blogs 🙂 i lidt forskellig variation.

Blommetærte

Dej:

60 gr. rørsukker

1/3 vaniljestang, korn heraf

75 gr. smør

85 gr. mel

25 gr. havregryn

Fyld:

50 gr. revet marcipan

1 æg fra en fornuftig høne

80 gr. creme fraiche

25 gr. rørsukker

Blommer:

4-5 blommer

10 gr. smør

1 spsk rørsukker

½ tsk. kanel

Serveres gerne med flødeskum, creme fraiche eller lign.

Skrab vaniljekorn ud og bland dem med sukkeret. Kom sukker og de øvrige ingredienser til dejen i en skål og ælt det let sammen. Dejen trykkes ud i en lille tærteform (18 cm) (jeg brugte min lille springorm)

Til fyldet kommes alle ingredienser i en skål og piskes sammen med håndmikser. Massen hældes ud i den ubagte bund.

Blommerne halveres og stenen fjernes. Smelt smør, sukker og kanel på panden og læg blommerne på med snitfladen nedad og steg dem ca. 3 – 5 minutter ved mellem varme. Fordel dem på tærtebunden og hæld det sidste af lagen fra panden over.

Bages ved 175 grader i ca. 35 minutter.

Tærten har ikke det pæneste udseende, men smagen er fin. Men det er en anderledes tærte, da fyldet er mere tungt i det. Kan sammenlignes lidt (meget lidt) i konsistens med omelet.

Den smager dejligt lun, men går også glimrende, når den er kold, for så har fyldet sat sig lidt mere.

På en efterårsagtig mandag morgen.

Jette

At gå baglæns fremad …

Dagens avislæsning (i Kristeligt Dagblad) gik omkring et stort interview med Niels Hausgaard. Alene det, at han er nordjyde er et gevaldigt plus på hans konto 🙂

Nej – det handler langt mere om hans underspillede og lette lune, glimtet i øjet, når han på raffineret måde får sat tingene i relief – uden at fornærme nogen. Og dog udtalte han selv i artiklen, at det gjorde ikke noget, at folk blev vrede, men han ville ikke gøre nogen kede af det. Egentlig en meget fin skelnen. For i hans optik så var uenighed med til at få nye vinkler frem.

Men det var et helt andet udtryk, jeg lige faldt over – nemlig: at gå baglæns fremad. Som sure gamle mænd, der hele tiden går med ryggen forrest – fordi de hele tiden synes, at de mister noget. Og næsten krampagtigt holder fast i det, de havde.

Jeg holder af ord, der skaber billeder, og som der kan tænkes lidt videre over. Og billedet af en ældre herre, der lidt skutrygget og modvilligt tager et skridt baglæns ind i fremtiden – det synes jeg er godt. Og kan genkende det. At have blikket rettet tilbage på det der var og næsten mene, at intet kan blive lige så godt. At have det meste af sin opmærksomhed rettet bagud.

Men som Niels Hausgaard videre siger, så kræver det noget at vende sig om og glæde sig over det, der kommer til en forfra. Det er måske ikke helt så let som det lyder.

Men så er det i hvert fald vores opgave at prøve at gøre det og øve os i det. Det er noget med proportioner: at glæde sig til fremtiden, at være til stedet i nuet og være taknemmelig for fortiden og alle dens minder.

Det er selvfølgelig lidt let sagt og sådan kan vi ikke gøre altid.

Men vi kan øve os i det – ikke at gå baglæns fremad, men som hønsene: Holde øjne og næb fremad og skrabe bagud med fødderne.

God lørdag.

Jette

Side 199 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal