I aftes havde jeg møde herhjemme og ville gerne servere lidt lækkert til kaffen, så det blev en tærte med brombær og nøddetop.
Da jeg havde plukket de første brombær, bagte jeg som et forsøg små tærter med friske brombær og toppet med toscafyld. Jeg havde fundet inspiration her. Og de smagte gevaldig godt.
Og så måtte en stor tærte da også gøre det 🙂
Derud over havde jeg også bagt nogle snegle med chokolade og pistaciekerner, de kommer også på bloggen i nær fremtid.
Tærte med brombær og tosca topping (5-6 pers.)
Mørdej
af 100 gr. mel – se opskrift her
Toscafyld
50 gr. smør
50 gr. sukker
1 spsk. mel
50 gr. hakkede nødder (smuttede mandler, hasselnødder)
1 tsk. vaniljesukker
100 – 150 gr. brombær, friske eller frosne
Lav mørdejen og læg den på køl ½ time. Rulles derefter ud – så stor, at den kan beklæde en tærteform ca. 18 cm i diameter. Jeg har stadig kun en springform i den størrelse, så det er den jeg bruger – men ønsker mig en lille tærte form i julegave 🙂
Prik bunden med en gaffel og bag den ca. 10 minutter ved 200 grader.
Til fyldet kommes det hele – undtagen vaniljesukker og bær – i en gryde og varmes op og koger 1-2 minutter. Rør hele tiden. Tag gryden af varmen og rør vaniljesukkeret i.
I den forbagte bund sættes nu brombærrene ganske tæt og fordel derefter toscafyldet ovenpå. Bag tærten færdig i ca. 15 minutter.
Tærten kan sagtens spises som den er, men flødeskum eller creme fraiche vil også være godt til den, især hvis den serveres lun.
Og tærten smagte dejligt – men bunden, især i midten, blev lidt blød. Der havde de små tærter klaret det bedre, de var sprøde hele vejen i gennem.
Det er tid for bær – når jeg læser rundt i “blog-land”, så er der mange forskellige og inspirerende indlæg. Jeg skal også selv ud og se, om der ikke er lidt flere brombær 🙂 For i weekenden holdes der gadefest med kåring af byens bedste kage – der er jeg næsten nød til at være med 🙂
God torsdag – med en smuk blå himmel
Jette
Patricia
Smør bunden med chokolade, eller pensl den med æggehvide inden bagning, så skulle den kunne undgå at blive blød. 🙂
Jette H. Rosendal
Hej Patricia. Tak for gode råd 🙂 de vil blive prøvet snarest. For det bliver stadig bage mange tærter her. God weekend og kh Jette