Pinsedag var en rolig og hyggelig dag. I det hele taget var pinsen noget præget af, at de unge mennesker er midt i eksamenstiden og derfor læser op.

Men med en enkelt hjemløs æggehvide i køleskabet så var der mulighed for at forsøge sig med en mini pavlova. Og cykle en tur ud for at finde nogle friske jordbær. Mine bær slet ikke på vej endnu – de er mest grønne – men har dog vakt hønsenes interesse. Så det er åbenbart ikke kun sneglene jeg skal dele bær med 🙂

Kagens navn referer til en russisk balletdanser Anna Pavlova (1881 – 1931) – men hvad hendes forhold til kagen så er, det vides ikke 🙂

Men det er en fin lille sag, let og sommerlig.

Mini Pavlova (2-3 pers.)

1 æggehvide, fra en tilfreds høne

50 gr. flormelis

et par dråber eddike

25 gr. fintrevet marcipan

Pisk æggehvide, eddike og halvdelen af sukkeret stift. Tilsæt det sidste sukker og pisk igen. Til sidst vendes marcipanen i og dejen smøres ud på en bageplade med bagepapir – efter øjemål – i en cirkel.

Bages ved 100 grader ca. 1 time. Køler af på bagerist.

Fyld

1½ dl. piskefløde

25 gr. hakket chokolade

ca 300 gr. jordbær, banan eller anden frisk frugt (eller råsyltede bær)

Pisk fløden til flødeskum og vend chokoladen i.

Sæt marengsen på et fad og fordel flødeskummet. Fyld al frugten oven på.

Jeg havde lidt jordbærsirup, som jeg havde fået i julegave. Der blev dryppet lidt af det ovenpå. Men det var ren luksus, og ikke nødvendigt.

Peter og jeg nød kagen på terrassen – og da dagen var gået, var der ikke mere tilbage. Den var sød, sommerlig og skøn helt nylavet.

Nu er det så hverdag igen – og lidt finregn udenfor. Godt, at jeg fik slået græs i går 🙂

Jette