diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Kategori: Livsstil Side 200 af 221

Genbrug af ribs :-)

Dette er et forsøg – men sommetider er det lidt sjovt at få udfordret sin viden og kunnen – og det blev den her.

Kirkens graver havde haft gang i fremstilling af kryddersnaps – eller vel egentlig ribssnaps. Det var i hvert fald ribs og sukker, der i en månedstid havde stået og trukket med en flaske snaps. Og nu var tiden kommet, da ribsene skulle hældes fra – og så var spørgsmålet: Kunne de bruges til noget? Jeg fik bærene overdraget og måtte så se, om det kunne blive til noget 🙂

Jeg fandt en enkelt blog, hvor der var nævnt i forbifarten, at sådanne bær kunne bruges til marmelade eller saft – men hvordan eller nogen opskrift var der ikke noget af.

Så mine tanker gik i retning af ribsgele – med alkoholsmag 🙂 Ribsene var søde og havde en smag af spiritus.

De frasigtede ribs kom i en gryde med et par deciliter vand og så kogt et kvarters tid. Og derefter til afdrypning i en sigte. Saften blev kogt ca. ti minutter med lidt sukker – og så ellers hældt på et glas.

Og geleen er stivnet – nok ikke helt som til rigtig gele, men godt på vej.

Og smagen ? 🙂 Den er udmærket, men slet ikke så frisk og tydelig som gele lavet på friske ribs. En lidt flad smag. Men jeg tænker, at den fint kan bruges til at overtrække en frugttærte med eller som top på en cheesecake.

Og farven er forbavsende fin, selv om ribsene har ligget i sprit i 40 dage, eller hvor længe det nu var 🙂

På en skøn og solrig fredag – ønskes du god weekend.

Jette

Chokoladekage med blåbær

Denne kage bagte jeg første gang, da jeg fyldte 50! Jeg havde dengang besluttet, at jeg ville fejre dagen med en reception med champagne, kaffe og kager – og så faktisk også en koncert. Menighedsrådet betalte en skøn orgelkoncert med 6 forskellige organister – det var lidt vildt, men super godt.

Det var et sidespring – det var kagen jeg kom fra. Den er igen, fristes jeg til at skrive, efter Mette Blomsterbergs opskrift – men i halv størrelse. Da jeg lavede kagen første gang, havde jeg ikke nogen blåbær, så da brugte jeg solbær i stedet for, og det fungerede også ganske godt.

Men nu har jeg fået lavet blåbærsylt, så det blev brugt denne gang.

Og kagen blev serveret til menighedsrådsmødet i aftes. Hvortil jeg også havde bagt nogle grovflutes med sesam- og hørfrø og nogle lækre boller med Egeskov Mølle-mel. Mere om dem en anden dag.

Chokoladekage med blåbær

90 gr. smør

½ dl. vand

1/3 vaniljestang, kornene herfra

150 gr. sukker

100 gr. mel

2 æg fra fornøjede høns

25 gr. kakao

½ tsk. bagepulver

Smelt smør og vand og lad det køle lidt af. Skrab kornene ud af vaniljestangen, og bland dem med lidt af sukkeret. I en skål komme æg, sukker og vaniljesukker og det piskes godt og længe, til det er let og luftigt. Sigt mel, kakao og bagepulver i æggesnapsen og vend forsigtigt rundt, til det er godt blandet. Tilsæt til sidst det smeltede smør. Kom dejen i en lille bradepande (18 x 18 cm) og bag kagen ca. 25 minutter ved 175 grader. Afkøler i formen.

Hvid chokoladecreme med blåbær

1 blad husblas

2½ dl. piskefløde

75 gr. hakket hvid chokolade

+ blåbærsylt af 100 gr. blåbær

Læg husblassen i blød i koldt vand et kvarters tid. Var fløden op til godt varm, men må ikke koge. Kom den hakkede chokolade i en skål og tilsæt ca. halvdelen af fløden og pisk grundigt. Tilsæt den resterende fløde og pisk til al chokoladen er smeltet. Vrid husblassen og kom den i den varme blanding og rør godt. Kom det hele igennem en sigte – for at fange det sidste af chokoladen, der ikke er smeltet. Dæk skålen med film og sæt chokoladefløden i køleskabet, gerne til næste dag.

Pisk den kolde fløde til en lækker creme og kom den kolde blåbærsylt i. Rør det grundigt rundt.

Kom cremen i en sprøjtepose og klip spidsen af og sæt store bomber på chokoladekagen – eller smør cremen ud. Jeg havde lidt creme i overskud.

 

Sigt til allersidst lidt kakao på toppen af kagen, og stil den køligt, indtil den skal serveres.

 

Og det er en lækker kage – der blev spist en god del af den til mødet i aftes. Dette er hvad der er tilbage:

 

 

Og med et personalemøde her til morgen, så tror jeg det sidste forsvinder 🙂 Men jo dejligt, når det, der bages både smager godt, og der er brug for det.

 

En morgen med sol.

 

Jette

 

Brombær

August måned er bare den måned, hvor ordet “høst” virkelig kommer til sin ret. Om det så er på marken eller i haven eller i de vilde krat.

I weekenden blev præstemarken mejet og halmen presset og kørt i lade. Så nu er der fri adgang til markskellet, hvor der gror ret så mange brombær. Omkranset af en del brændenælder – men de er ved at visne ned, så de er ikke helt så farlige, som de ser ud til 🙂

Den første portion nyplukkede brombær.

De blev forsigtigt skyllet og sorteret – de fineste kom direkte i fryseren, og hentes frem til vinter – til råsyltede brombær eller andet godt.

Nogle blev syltet straks, for at blive serveret og spist som lækkert syltetøj på nybagt brød eller boller.

Og nogle få bær kom i små tærter med toscalåg – et forsøg. Og bliver det godt, så skal opskriften prøves igen, men i en stor tærte.

Brombær, syltet (2 små glas)

200 gr. brombær

100 gr. sukker

½ tom stang vanilje

1 spsk. citronsaft

lidt revet citronskal

Bland sukker og bær i en gryde og lad det gerne trække lidt. Tilsæt de øvrige ingredienser og bring det i kog og lad det koge 5-10 minutter. Skummes evt. og hældes på rene glas (der evt. er skyllet med spiritus). Jeg lod den tomme vaniljestang blive ved – den kan tages op, når glasset åbnes igen. Sæt straks låget på, og opbevar de syltede brombær køligt.

Det er mit nye glas, der her kom i brug 🙂 Jeg er spændt på, hvordan det fungerer i praksis.

De syltede brombær smager dejligt – men syltetøj er det ikke her. Det er virkelig syltede bær og en lækker saft. Så at spise dem på smurte boller er lidt en kunst – det kan godt være, det lige her er ide at udelade smørret på brødet 🙂

God onsdag.

Jette

Langtidsbagte (syltede) tomater

Jeg foretrækker langt ordet ‘langtidsbagte’ tomater i stedet for ‘syltede’ tomater. Hvorfor ved jeg egentlig ikke 🙂

Men jeg ved, at jeg nyder mad, der har bagt og simret i meget lang tid. Det får en helt særlig intens smag og er oftest meget mørt. Og i køkkenet har der undervejs bredt sig en skøn duft af krydderier, som er med til at skrue forventningerne op.

Jeg har før langtidsbagt tomater, og synes, det er en rigtig god måde at tilberede tomater på. Denne opskrift er lige til at gå til, og tomaterne er ikke helt indtørrede.

De langtidsbagte tomater kan bruges i salater eller som fyld på pizza og lign.

Langtidsbagte tomater

500 gr. små tomater, i halve

½ løg i tern

1-2 fed hvidløg i tern

1 kvist frisk rosmarin (eller 1 tsk. tørret)

1 tsk. tørret timian

1 tsk. tørret oregano

1 tsk. salt

friskkværnet peber

2 spsk. olie (jeg brugte rapsolie)

Det hele blandes grundigt i et ovnfast fad og sættes i ovnen ved 100 grader og bager i ca. 3 timer.

Kommes i et lufttæt glas eller en bøtte og overhældes med olie, så det dækker. Opbevares i køleskab og kan holde sig mindst 1 – 2 uger.

Jeg brugte en del tørrede krydderier, men friske kan også bruges i stedet. Men på min terrasse vokser kun rosmarinbusken. Den glæder jeg mig til gengæld meget over.

En våd morgen er det! – Er det ikke noget med, at august normalt er en af de mest regnfulde måneder? Det kommer vist til at holde stik i år 🙂

Jette

Pizza med tre slags tomat

Hvis jeg nu havde et drivhus eller bare en tomat plante, så var det vist nu, jeg ville have glæde af den 🙂 Men det har jeg ikke. Men til gengæld så er der masser af boder, hvor der her på Fyn sælges tomater og meget andet frugt og grønt, så det er bare om at komme op på cyklen og få købt nogle tomater!

Læg mærke til emballagen – det må siges at være genbrug eller sund fornuft, når der nu var et rest lager af jordbæremballage.

Så selvom der står 500 gr. på kassen, så var der langt over 500 gr. i kassen, men det gør ikke noget. Jeg langtidsbagte (syltede) de fleste af dem (mere om det i morgen), og de sidste blev spist, som de var.

Ideen til pizzaen med de tre slags tomat, fandt jeg i Nettos eget blad, og synes den lød spændende. Nok især hvis man synes, tomater er en dejlig grøntsag – eller frugt, som det retmæssigt er.

Pizza med tre slags tomat (2 – 3 pers.)

Pizzadej – læs her

Fyld:

Tomatsauce – jeg havde noget i fryseren (uden opskrift) men ellers kan denne bruges.

Langtidsbagte tomater (eller soltørrede tomater)

2-3 tomater, i tynde skiver

evt.lidt chorizo i tynde skiver

125 gr. (en kugle) frisk mozzarellaost

1-2 tsk tørret oregano

Rul pizzadejen ud og smør tomatsauce på. Fordel langtidsbagte tomater og evt. chorizopølse jævnt ud over og dernæst de friske tomatskiver. Slut af med at fordele mozzarella i skiver og drys til sidst med tørret oregano.

Bag pizzaen i forvarmet ovn 210 grader i ca. 15 – 20 minutter.

Det blev en ret lækker pizza med en intens smag af tomat. På billedet er der lige kommet en enkelt tynd skive squash med – det kan også godt gå 🙂

I dag er så allersidste dag i sommerferien – lidt underligt.

Men også startskuddet til en efterårssæson med masser af aktivitet. Men også lidt anderledes idet konfirmanderne for eksempel først skal begynde at gå til præst efter efterårsferien, og noget af deres undervisning skal være en hel dag. Det er nyt for mig at tænke sådan – lige bortset fra at vi jo havde en en hel dag i Århus i foråret. Det var lidt en forsmag på, hvad man kan bruge en undervisningsdag med konfirmander til.

Velkommen til uge 33 🙂

Jette

Blåbærsylt

Så er gårsdagens avis ( Kristeligt Dagblad) blevet kigget og læst igennem. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det er fredagsudgaven, der er den tykkeste og mest interessante – men det er det.

Og der er altid en eller flere artikler og små notitser, der giver anledning til at tænke lidt videre. Eller gemme i sit hoved, fordi de måske kan bruges i en anden sammenhæng en anden dag.

I denne avis var det især en artikel fra et Hospice om emnet håb, der satte sig fast. Og derfra et lille eventyr om guldsmeden.

Guldsmeden begynder livet som larve under vandet og ender som guldsmed over vandet. Denne forvandling vil den frie og glade og nyklækkede gudsmed gerne fortælle de andre laver om. – Men den kan ikke vende tilbage, kan ikke komme gennem vandspejlet. De andre larver må selv vente til de forvandles til flotte guldsmede.

Eventyret udtrykker håb og kan illustrere det kristne håb om evigt liv. Vi kan ikke her i livet trænge gennem forhænget til Guds rige – men vi kan håbe på, det sker.

En morgen i roligt selskab med kaffe, hjemmebagt brød og avisen, det er en god måde at tage hul på weekenden på.

Blåbær sylt kommer ind i billedet, fordi jeg i næste uge vil bage en kage – en blåbærdrøm – hvor netop blåbærsylten skal bruges.

Blåbær har fået en gevaldig opblomstring, eller hvad man nu skal sige. Da jeg var barn, plukkede vi sommetider små blåbær i skovkanten og spiste mens vi plukkede. Men nu står der jo blåbær i enhver køledisk. Og desværre sjældent danske. Men ofte enormt store bær. Og de smager nu fint nok.

Blåbærsylt (2 små glas)

200 gr. blåbær

100 gr. sukker

½ tom stang vanilje

½ citron, saften af

Kom det hele i en lille gryde og kog det ca. 15 minutter uden låg og ved svag varme. Kom syltetøjet i en foodprocessor og findel det, eller mos det grundigt med en gaffel, før det kommes på rene glas. Jeg havde skyllet glassene med lidt whisky først 🙂

Den tomme vaniljestang lod jeg blive i syltetøjet i et af glassene.

Og den kommer fra det glas med masser af tomme vaniljestænger. Jeg bruger dem til at koge med, når jeg som her laver syltetøj eller koger creme. For der sidder meget smag i den tomme stang, som så lige får et nyt liv her.

God weekend – på en lidt mørk lørdag.

Jette

Kokostoppe og andet godt …

Ferie – det er absolut en dejlig ting. Giver fornemmelse af, at det er helt i orden ikke at lave så meget. Og tid til andre ting.

I går indeholdt dagen forskellige besøg. Første besøg gjaldt “bil til service” – et besøg jeg vidste ville koste en halv bondegård – så det var selvfølgelig lidt træls. Men på den anden side, så har jeg for længe siden besluttet, at det at have bil, det koster, men det er også frihed, og det sætter jeg enormt højt.

Mens bilen var i gode hænder, gik jeg lidt i butikker, med tegnebogen godt begravet i bunden af tasken. Men jeg fandt alligevel en lille skål, jeg bare måtte have med hjem. Den er nuttet og – jeg ved det godt – en mærkevare (Blomsterberg). Men jeg er rigtig glad for den 🙂

Dagens øvrige besøg var i selskab med gode veninder – så der blev talt utroligt meget 🙂 Og tanker blev vendt, og problematikker blev set fra andre vinkler. Alt i alt en berigende dag.

Der blev bagt lidt – nogle kokostoppe, som bare altid smager godt.

Og i de meget sene aftentimer kørte en kæmpe mejetærsker rundt på præstemarken og høstede kornet. Da jeg voksede op, var det duggen, der bestemte hvornår det var slut med at høste – men sådan er det bestemt ikke mere. Så her til morgen så marken sådan ud:

I Det gamle Testamente fortælles det, at Gud sagde til Israelitterne, at når de høstede, så skulle de ikke gå tilbage, hvis de havde tabt en smule korn. – Det skulle de lade ligge til den trængende og den fattige. En god tanke om social omsorg allerede den gang.

Jeg tænker lidt mere nøgternt og konkret – måske der vil være spildt lidt korn, som mine høns kan have lidt glæde af 🙂 De vil i hvert fald holde en fest, hvis de finder noget.

God sommer fredag.

Jette

Flutes med squash

Det er tiden med squash – fine og sjove udgaver. Og de vokser hurtigt. Så det er med at bruge fantasien og få dem brugt i forskellige sammenhænge.

En af dem er bagning – i brød og kager.

I går brugte jeg dem til at komme i flutes og i salat – og begge dele forsvandt til Salmemaraton. Så det tager jeg som udtryk for, at de smagte fint 🙂

I en af de ældgamle Karolines Køkken er der en opskrift på et brød med squash. – Den brugte jeg som grund opskrift, men ændrede lidt. Det var en stor portion, og jeg må nok indrømme, at jeg er bedre til små portioner 🙂 Så da dejen havde hævet var den millimeter fra at komme ovenud af røremaskinens skål. Men hævet, det var den 🙂 Dejen var også blødere end jeg normalt har den, så det at forme flutes til lange ens tynde brød – det blev der ikke meget af.

Squash flutes (4 stk.)

2 dl. vand

2 dl. mælk

1 dl. yoghurt eller andet surmælksprodukt

25 gr. gær

2 tsk. groft salt

2 tsk. sukker

3 spsk. olie

200 gr. groftrevet squash

ca. 1 kg. mel – evt. lidt grahamsmel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt de øvrige ingredienser – men hold noget af melet tilbage. Jeg brugte røremaskinen og sluttede med at ælte lidt i hånden. Det blev en ret blød dej. Jeg er altid bange for at få for meget mel i – men her kunne vist godt have været lidt mere, så ville dejen have været lettere at arbejde med.

Stilles til hævning 2 – 3 timer. Slås ned og deles i 4 dele, der trilles til flutes, sættes på en plade med bagepapir og efterhæver mens, ovnen varmer op.

Bages ca. 25 minutter ved 200 grader. Afkøler på en bagerist.

God torsdag.

Jette

Salmemaraton

Hvad er det? Det spørgsmål er jeg blevet stillet en del gange den sidste tid 🙂  Og det er et godt spørgsmål – men som de fleste gætter på, så må det være noget med salmer og salmebog – og i lang tid.

Og rigtigt.

 

I dag begynder vi på to års salmesang. Middelfart provsti og dets mange kirker danner rammen på skift, og hver uge mødes vi så og synger fortløbende salmerne i salmebogen. Vi begynder i dag med nr. 1! og når igennem de første 11 salmer, og så fortsætter vi om en uge, hvor vi slap.

Undervejs er der lidt at spise og tid til at hyggesnakke. Og som Peter var hurtig til at konkludere – så vil det være to år, hvor der en aften om ugen ikke bliver serveret aftensmad i præstegården! Det synes han i sig selv er en udfordring 🙂

Jeg skal i dag have bagt nogle squash flutes – netop til i aften. Opskriften på dem følger i morgen.

De – squashene – er ikke fra egen have, men fra gravermedhjælperens. – Og det vil give så fin mening at bruge dem i brød, der skal serveres i kirken.

Der ud over kommer er squash i en lækker perlespelt salat, som også bliver serveret i aften. Jeg kan godt være lidt nervøs for, hvordan den bliver modtaget – men nu prøver jeg 🙂

Og alt imens nyder jeg en uges ferie – hvor det stadig er det skønneste sommervejr.

God onsdag.

Jette

Tærte med chokolade og lemoncurd

Jeg synes kirkekaffe er en god ting. Det giver lige mulighed for at dem, der har været til gudstjeneste, kan få hilst på hinanden og ønsket god søndag. Det er selvfølgelig helt frivilligt, og der kan også være den dag, hvor man bare helst vil gå direkte hjem, og ikke er i humør til at være social og tale med andre.

Min gudstjeneste ligger helt almindeligt søndag formiddag – og det nærmer sig frokost. Så derfor kan det synes som et lidt forkert tidspunkt at drikke kaffe på. Det fordrer i hvert fald at “noget til kaffen” er let og lækkert.

Min gamle menighedsrådsformand lærte mig et nyt ord: “Frem og tilbage kage” Det er de billigste og mest uinspirerende småkager, der kan købes og serveres. Og fordi de er så kedelige, så vender de tilbage til dåsen. For så at komme frem igen næste gang, der er en andledning. Og sådan en pose småkager kan vare meget længe 🙂

De småkager vil jeg gerne tage kampen op med!

Og derfor blev der i dag serveret små hindbær petit four og små stykker tærte.

Inspiration til tærten er fra Mette Blomsterberg 🙂

Tærte med chokolade og lemoncurd (12 små snitter)

Mørdej:

100 gr. mel

60 gr. smør

25 gr. flormelis

evt. en anelse koldt vand.

Det hele æltes hurtigt sammen og dejen hviler køligt, mindst en ½ time.

Rul dejen ret tyndt ud og beklæd en lille tærteform (ca. 18 cm i diameter). Jeg brugte min lille springform og skar den overskydende dej af.

Chokoladeflan:

40 gr. mørk chokolade

25. smør

25 gr. rørsukker

1 æg fra en højtflyvende høne

Smelt chokolade og smør ved meget svag varme i en gryde. Pisk æg og sukker til en skøn og luftig æggesnaps. Vend chokoladen i æggesnapsen og rør til det hele er godt blandet. Kom dejen i den forede tærteform. Bag kagen ved 170 grader i ca. 20 minutter. Den køler af og sættes gerne i køleskab til næste dag.

Top/pynt:

ca. 1 dl. lemoncurd

25 gr. grofthakket hvid chokolade

10 gr. hakkede usaltede pistaciekerner

Fordel lemoncurden forsigtigt på den kolde kage. Drys med chokolade og kerner.

Her er den skåret ud i små snitter. Velbekomme!

Og kagen smagte over al forventning 🙂 Det bliver absolut ikke sidste gang, jeg forsøger mig med denne kombination af chokolade og syrlig lemoncurd.

Og ret som gudstjenesten sluttede, åbnede himlen alle sluser og det stod ned i stænger – så der var en rigtig god grund til lige at blive stående og få en kop kaffe, før man gik hjem.

God søndag.

Jette

Side 200 af 221

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal